Føler du kaos indeni? Smerte? Tomhed? Nogle forsøger at overdøve de tunge tanker og følelser ved at skære i sig selv. Ved at cutte. Lige nu virker alt måske håbløst. Men hør her: Du kan sagtens få det godt igen.
Måske skammer du dig. Måske synes du, at det virker helt umuligt at fortælle til nogen – altså at du cutter.
Allerførst skal du vide, at du langt fra er alene. Omkring hver femte gymnasieelev har fx prøvet at cutte.
Men endnu vigtigere skal du vide, at der findes langt bedre måder at håndtere svære tanker og følelser på.
I vores brevkasse får vi mange spørgsmål fra unge, der har prøvet at cutte, og det kan du se et eksempel på i videoen her:
Cutting starter en ond cirkel
Det er forskelligt, hvorfor folk begynder at cutte.
Nogle oplever, at den fysiske smerte giver dem et frirum fra smerten indeni. Andre føler sig helt tomme og cutter for at mærke sig selv.
Fælles er, at mange oplever, at cutting giver en kortvarig følelse af lettelse. Men bagefter rammes de af skyld og skam. Måske tænker du:
Hvorfor gør jeg det?
Det er forkert!
Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og stoppe?
Og måske oplever du at være fanget i en ond cirkel:
- Jo mere du cutter, desto dårligere får du med det med dig selv.
- Og jo dårligere du har det med dig selv, desto større trang får du til at cutte.
Heldigvis findes der veje ud af cirklen …
Bare rolig, der er håb!
Rigtig mange unge, der engang cuttede, har det godt i dag. Fordi de fik hjælp. Skridt for skridt fandt de bedre måder at håndtere deres problemer, uro og smerte. De lærte metoder, så de ikke længere brænder inde med tingene. Så de ikke længere behøver at skære i sig selv for at få fred for smerten og de svære følelser indeni.
Sådan kan du også få det. Du kan få det bedre!
Tal med nogen – gerne allerede i dag
Første skridt på vejen er, at du taler med nogen. Præcis hvem, du starter med at tale med, er ikke det afgørende. Det afgørende er, at du ikke går alene med dine tanker og følelser. Her får du fem forslag til, hvem du kan gribe fat i.
1. Snak med dine forældre
Okay, vi ved godt, at det er meget lettere sagt end gjort. Du frygter måske, hvad dine forældre vil tænke, sige og gøre. Det er helt forståeligt. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du bryder tavsheden, så du kan få hjælp og støtte.
Er du i tvivl om, hvordan du får det sagt? Få gode råd i guiden: Sådan snakker du med dine forældre om svære ting.
Føles det helt umuligt at sige? I klippet herunder foreslår Karen, at du kan skrive en besked og eventuelt tippe dine forældre om, hvor de kan læse om cutting. Måske kunne det også være en løsning for dig
2. Snak med din yndlingslærer eller en anden hjælper på skolen
Duer det ikke at snakke med dine forældre lige nu? Så husk, at du også kan få hjælp på din skole. Måske har du en lærer, som du er særligt glad for? Prøv om du kan fange ham eller hende på et tidspunkt, hvor I er alene. Ellers skriv en besked og sig, at du har noget, som du gerne vil snakke om.
De fleste skoler og uddannelsessteder har også tilknyttet skolesundhedsplejersker, skolepsykologer, studievejledere etc., der sidder klar til at hjælpe dig. Læs meget mere om mulighederne i guiden: Få hjælp på din skole eller uddannelsessted.
3. Snak med en ven
Gode veninder var afgørende for, at Karen fik det bedre. I klippet herunder fortæller om, hvordan de lyttede til hende og motiverede hende til at søge mere hjælp.
Tjek også guiden: Snak med dine venner om psykisk sygdom – her får 6 gode råd til, hvordan du tager hul på snakken.
4. Få hjælp hos din læge
Din læge er vant til at tale om svære ting – også cutting. Han eller hun kan også guide dig videre til hjælpetilbud i nærheden af, hvor du bor.
Er du i tvivl om, hvordan du kommer til at tale med din læge? Eller har du praktiske spørgsmål? Tjek guiden: Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært.
5. Få hjælp af en rådgiver hos Landsforeningen mod Selvskade
Hos Landsforeningen mod Selvskade (LMS) sidder dygtige folk klar til at hjælpe dig. Rådgiverne hos LMS er eksperter i cutting, og mange af dem har selv haft problemet inde på livet, så de ved, hvad de taler om. Og du kan både ringe eller chatte med dem – helt anonymt.
Cutting: 3 råd til hvad du selv kan gøre
1. Flyt fokus når du mærker trangen til at cutte
Kender du dét: En tanke eller følelse skyller ind over dig, og du rammes af trangen til at cutte. Også selvom du egentlig gerne vil stoppe. Bliver du i situationen har trangen det med at vokse og vokse – og til sidst kan du måske ikke længere modstå den. Så hvad gør du? For mange fungerer det godt at få tankerne over på noget andet. Præcis, hvad du gør, er ikke det vigtige. Løb en tur. Spil Candy Crush på mobilen. Ring til en ven. Den slags.
Tit vil du opdage, at svære tanker og følelser klinger en smule af, når du flytter fokus. De forsvinder ikke nødvendigvis. Men du får en pause fra dem. Og du får lettere ved at modstå trangen til at skære i dig selv.
Med andre ord: Når du rammes af impulsen til at cutte, så handler det om at få tiden til at gå med noget andet. Jo mere luft du kan få ind mellem impulsen ‘Jeg har brug for at cutte’ og selve handlingen, at du skærer i dig selv, desto større sandsynlighed er der nemlig for, at du undgår at handle på impulsen.
Læs meget mere om teknikken og få 25 idéer til, hvordan du afleder dig selv i guiden: Lær at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring.
2. Erstat cutting med noget, der ikke skader dig
En anden god teknik er at erstatte cutting med noget, der giver en lignende effekt bare uden at skade dig.
I stedet for at skære i dig selv kan du fx
- Spise en stærk chili
- Gnide isterninger hen over stedet, hvor du ellers ville have skåret dig
- Tage et koldt brusebad
‘Jamen, er det ikke bare en ny måde at flygte fra alt det svære?’ Tænker du måske. Og jo, det kan man måske sige. Men det er vigtigt at huske på, at teknikken her ikke skal stå alene.
Det er vigtigt, at du sideløbende finder ud af, hvorfor du begyndte at cutte. Og at du lærer andre måder at håndtere smerten på.
3. Identificer dine triggers og lav en beredskabsplan
Har du nogensinde tænkt over hvad, der udløser din trang til at cutte?
Er det bestemte følelser som angst, ensomhed, tomhed eller lignende, der får dig til at skære i dig selv? Og opstår følelserne typisk i bestemte situationer?
Brug lidt tid på at tænke og mærke efter. Jo bedre du kender dig selv og dine handlemønstre, desto bedre kan forberede dig.
Næste skridt er at lave en plan for, hvad du gør, når trangen til at cutte popper op. Skriv ned hvem, du kan gribe fat i. Og lav fx en liste med idéer til, hvordan du kan aflede dig selv.
Du kan også lave en hold-ud-kasse med ting, som kan hjælpe dig gennem svære øjeblikke. Kassen kan fx indeholde:
- Sedler med opmuntrende ord fra folk, der holder af dig.
- Ting, der minder dig om, hvorfor det er vigtigt for dig at stoppe med at cutte.
- En malebog, dagbog eller lignende, der kan hjælpe dig med at flytte fokus.
Behandling af cutting
Har du cuttet gennem længere tid, skal du sandsynligvis have hjælp af en professionel til at slippe trangen. Fx en psykolog eller en psykiater.
En vigtig del af behandlingen handler om at finde ud af, hvorfor du begyndte at skære i dig selv. Men behandlingen handler i lige så høj grad om, at du skal lære nogle nye og bedre måder at tackle svære følelser og problemer på.
Vi har alle forskellige måder at håndtere smerte, modgang og hårde tider. Psykologer kalder dem for vores coping-strategier. Cutting er et eksempel på en virkelig dårlig coping-strategi, som det gælder om at få skiftet ud.
Det tager tid at lære nye coping-strategier, og mange falder i igen. Specielt i starten. Derfor er det rigtig vigtigt, at du holder fast i behandlingen gennem længere tid – også selvom det føles svært og hårdt!
I klippet herunder fortæller Karen om, hvordan hun lærte at håndtere tanker og følelser på en meget bedre måde.
Inspiration til gode coping-strategier
Det er aldrig for sent at lære nye coping-strategier. Herunder får du en liste med værktøjer, der kan hjælpe dig i hårde tider:
- 4 mindfulness-øvelser du kan prøve allerede i dag
- Skriv dagbog – og få et løft
- Træk vejret – og find ro
- Selvomsorg: Bliv din egen bedste ven!
Hvorfor begynder nogle at cutte?
Cutting er ikke ligesom et brækket ben. Det er typisk ikke muligt at pege på én enkelt årsag til, at nogle begynder at skære i sig selv.
Måske har du været udsat for svære ting i familien som vold, dødsfald og misbrug?
Måske er du blevet mobbet eller behandlet dårligt i skolen?
Eller måske føler du dig aldrig god nok? At du altid skal præstere, kæmpe og anstrenge dig. For nogle bliver cutting en ventil, de bruger til at lukke presset ud.
I klippet herunder kan du høre Karen fortælle, hvorfor hun tror, at hun begyndte at cutte: