Hej Mindhelper


Jeg skriver fordi jeg tror jeg selvskader og ikke ved hvad jeg skal gøre.
Det startede med at jeg maste mine negle ned i min hud, så for ca. 2 år siden blev det til at jeg rev mig selv(da det var værst var det ca. 1-2 gange om ugen)og sidste uge skar jeg mig selv. Der har aldrig været blod eller rigtige sår. meningen har aldrig været at skade mig selv, men at distrahere mig selv tror jeg, og udviklede sig til en ting, jeg gjorde fordi tanken kom op og
Ikke kom ud af hovedet før det var gjort. Da jeg skar mig selv, havde jeg haft tanken i et par dage. Jeg gjorde det på et toilet, da jeg var på bar med et par venner og jeg hyggede mig ellers meget. Der var intet blod, men stadig et mærke og man kan stadig se det idag. Da jeg rev mig selv ofte var jeg i en dårlig periode i mit liv og det gik slet ikke op for mig, at det måske kunne være selvskade, hvilket jeg stadig er meget i tvivl om om det er. Lige nu er mit liv som sådan rigtig godt, så jeg forstår ikke helt hvad der sker. Det er ikke en mulighed at fortælle det til nogen. Jeg vil gerne snakke med en psykolog, men jeg ved ikke om det er et reelt problem eller hvordan jeg finder den rigtige psykolog. Hvad kan jeg gøre?

(19 år)

Hej med dig

Jeg kan sagtens forstå, at du er forvirret omkring selvskade og hvornår noget overhovedet tæller som selvskade. 

I det her svar vil jeg gøre mit bedste for at prøve at forklare hvad selvskade er for en størrelse. Og hvad man kan gøre, hvis man står i en situation som din.

Det er selvskade, men du behøver ikke være bange for den 

Når jeg læser dit brev, så beskriver du både at ridse i dig selv, skære i dig selv og mase neglene ned i huden. Dengang du første gang maste dine negle ned i din hud, så tænkte du det ikke som selvskade. Det giver god mening, for ofte forbindes selvskade med det at skære i sig selv. Men selvskade kommer i mange forskellige versioner. Det du oplever er selvskade, men du behøver ikke være bange for det, for det kan du sagtens få hjælp til at håndtere.

Men hvorfor gør man det overhovedet? Fælles for handlingerne er, at vi mennesker bruger selvskaden til at ‘regulere’ vores følelser, som psykologer ville kalde det.

Regulering betyder at man distraherer sig selv med selvskaden indtil det som presser på indeni holder op. Du beskriver det selv rigtigt fint, når du skriver, at tanken kom op, og så vil det ikke komme ud af hovedet, indtil du selvskadede.

Selvskade er en slags vane – og vaner kan brydes

Jeg kan sagtens forstå, hvis det er forvirrende, at du pludseligt fik lyst til at skære i dig selv, mens du havde det godt med dine venner. Og er det overhovedet et reelt problem, som du spørger?

Hvis man har været vant til at selvskade i en periode, hvor man havde det dårligt, kan man stadig godt få lyst til det i perioder, hvor man har det godt. For når først kroppen har oplevet 1 gang at selvskade kan hjælpe med at distrahere, så husker den det også til den næste gang, at noget presser en indvendig – en slags uhensigtsmæssig vane.

Derfor er det også rigtigt godt, du reagerer på selvskaden nu, så den ikke kommer til at vokse sig større i dit liv.

Du kan finde meget mere god information i vores artikel om selvskade.

Og hey! Du kan lære andre måder at håndtere dit indre pres på. Så vær ikke bange for selvskaden eller at du ikke kan komme af med den. Det kan du sagtens få hjælp til.

Jeg har valgt et par muligheder ud til dig herunder.

Fortæl om selvskaden selvom det er svært – så du kan få mere ro i maven

Du skriver, at det ikke er en mulighed at tale med nogen om det. Og sådan er der rigtigt mange mennesker, der har det, når det kommer til at åbne op om det som fylder.

Tit er det fordi, man er bange for, hvordan andre vil se en eller opføre sig overfor en. Og det kan være et stort skridt at tage, at fortælle om det. Men de som åbner op oplever også tit, at andre bliver glade for at man deler sine udfordringer og sagtens kan rumme det – og det giver en ro i maven.

Du beskriver eksempelvis en stor forvirring og tvivl lige nu. Og jeg tænker, at meget af det er fordi, du går med det helt alene.

Jeg vil anbefale dig at snakke med nogen i dit netværk om, hvordan du har det – måske en forældre, ven, skolelærer eller lignende. Det gør næsten altid situationen nemmere og giver en mulighed for at du kan få støtte. Og så kan I sammen finde ud af, hvad der skal ske.

Men jeg ved også godt, at det kan være et stort skridt.

Du kan starte med at læse vores guide til, hvordan man taler med sine forældre om svære ting. Rådene i guiden er gode, også selvom det ikke er forældrene, man vil tale med. 

Derudover er der også andre muligheder, hvis du ikke er klar til at snakke med nogen, du kender.

Tag fat i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Hos Foreningen spiseforstyrrelse og selvskade sidder en masse dygtige frivillige klar til at hjælpe dig med. De er eksperter i lige netop selvskade og kan hjælpe dig meget bedre end jeg kan. Du kan både ringe til dem, chatte eller sende dem en SMS. Det er helt gratis og man kan være anonym, hvis man har lyst til det. Og så er de mega søde.

Find Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade her.

Hvordan kommer man til psykolog?

Du spørger om det er en mulighed at komme til at snakke med en psykolog. Det tænker jeg, det er. Psykologer er vant til at hjælpe unge og voksne med at bryde med selvskaden.

Det kan være lidt svært at se sig ud af, hvordan man får fat i en psykolog. Derfor har vi skrevet en guide til det, du kan finde her: Guide til at snakke med en psykolog.

Jeg håber mit svar har besvaret dine spørgsmål. Og at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper