Hej Mindhelper

mine forældre ved godt jeg selvskader men istedet for snakke med mig om det shamer de mig for det og nu er det ”2 år siden sidst jeg har gjort det” og de nævner det tit og siger hvor dumt det er og jeg ikke skal gøre det igen for det gør intet godt. dog ikke hvorfor eller hvordan jeg har det? har også mange gange fortalt til min mor jeg ikke gider dette til mere og hun siger bare ja ja lad nu vær med at terrorisere mig og lave trusler istedet for at giv mig et kram eller snakke om følelser. går på gym og har fået 00 i matematik og det har fået mig virkelig til at overveje ikke at leve mere ved godt det en lille ting men ikke for en ekstrem sensitiv person som mig.

(17 år)


Kære du

Det kan være rigtig svært at give plads til ens følelser og tanker, hvis du føler at dem omkring dig ikke lytter. Derfor er det også rigtig vigtigt at du rækker ud og får snakket med nogle andre end dine forældre om det.

En uheldig copingstrategi

Selvskade er det, man kalder en copingstrategi. Altså en metode eller redskab man bruger til at håndtere de følelser og tanker, som er ubehagelige. Derfor kan det også være rigtig svært at stoppe med det, fra den ene dag til den anden.

Og derfor hjælper det heller ikke særlig meget, hvis dine forældre shamer dig og siger, at det er for dumt. For som du rigtig nok selv siger, ville det være bedre med et kram eller at der blev spurgt ind til, hvordan du har det.

Hvad kan du gøre i stedet?

Der er en masse forskellige gode copingstrategier, man kan bruge i stedet for at selvskade. Først og fremmest, kan det være en god ide at finde ud af hvornår eller hvad, der giver dig lyst til at selvskade.

For når du ved det, har du en bedre chance for at udskifte selvskaden med et finere alternativ. Det kunne fx være:

  • Bevæg dig væk – At du flyttede dig fysisk fra situationen som trigger dine tanker om selvskade
  • Dyrk noget motion – At du fx spurter en lille tur, laver englehop eller noget tredje, som får din puls op – når vi dyrker sport eller laver noget andet hårdt, er det svært at tænke på andet
  • Sæt din yndlingsserie på –  Hvis der er en masse støj i hovedet, kan det være en god pause, at sætte en god serie på og slå hovedet fra 

Hvis du har fået blod på tanden efter, at finde en god copingstrategi, kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Derfor er copingstrategier vigtige. Her kan du læse om flere copingstrategier og få nogle gode råd med på vejen.

Har du snakket med andre end dine forældre om det?

Når jeg læser dit brev, lyder det til at det du har allermest brug for er, at snakke med nogen om hvordan du har det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har prøvet at snakke med nogle andre end dine forældre?

Det kunne være en ven som du snakker rigtig godt med, din mormor og morfar eller en helt tredje. De fleste mennesker vil deres kæreste det bedste og vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe, hvis du fortæller dem hvordan du har det.

Selvom det kan være svært, er det ofte en kæmpe lettelse at dele sine tanker med andre. På den måde, går man ikke med alle de svære tanker alene.

Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade

Selvom det er lettere sagt end gjort, er det rigtig vigtigt at du får talt med nogen om hvordan du har det og din selvskade. Og hvis du føler at det er grænseoverskridende at tale med nogen der kender dig, kan jeg varmt anbefale dig Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade

I deres rådgivning sidder en masse super dygtige og søde frivillige, som er vant til at snakke med unge, som selvskader. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du har brug for at snakke med nogen, som ikke kender dig.

Du kan enten ringe til dem på telefonen, chatte med dem eller booke tid til en personlig samtale. Det er gratis og du kan være helt anonym hvis du har lyst til det

Livslinien – når det hele bliver for uoverskueligt

Du skriver, at det 00 du fik i matematik, fik dig til at overveje om du skulle leve mere. Selvom det, som du siger, godt kan lyde som en lille ting, kan de små ting nogle gange føles som den sidste dråbe.

For hvis man er en meget sensitiv person og man ikke får snakket om tingene, så kan de svære tanker og følelser godt hobe sig op. Når de fylder mere og mere, så skal der ikke meget til før, at glasset løber over.

Mange oplever, at livet nogle gange kan føles uoverskueligt og svært at være i. Men hvis du føler, at de følelser bliver ved, så er det vigtigt at du snakker med nogen om at få noget hjælp.

Hos Livslinien sidder der en masse dygtige og søde rådgivere, som er vant til at snakke med unge, der i perioder ikke har haft lyst til at leve mere. Så de ved hvordan de bedst kan hjælpe dig, hvis du snakker med dem. Det er gratis og du kan være helt anonym.

Det kan være rigtig ubehageligt at blive shamet for noget, i stedet for at blive spurgt ind til hvorfor man gør det eller hvordan man har det. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber du får snakket med nogen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper