Hej
Jeg er en pige som lider af at være meget bange kan ikke slappe af og føler kun jeg gør alt forkert.!!!!
(Pige, 16 år)
Kære pige på 16
Det lyder da helt vildt hårdt, at du går rundt og føler dig bange og forkert. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Er der nogen, der fortæller dig, at du er forkert?
Du skriver ikke så meget omkring, hvorfor du føler, at du gør alt galt. Jeg kommer til at tænke på, om der er nogen, der har sagt til dig, at du gør tingene forkert? Altså om du har venner, bekendte eller familie, som er meget hårde ved dig? Hvis det er tilfældet, så er det vigtigt, at du får sagt fra overfor dem. For man skal selvfølgelig ikke finde sig i, at blive behandlet dårligt. Du kan prøve at læse denne artikel om, hvordan man sætter grænser.
Det kan være mega svært at sætte grænser overfor andre. Men det kan altså være en god idé, hvis man føler, at de behandler en dårligt. Nogle gange forstår den anden slet ikke, at de ting han/hun siger, faktisk sårer en. Hvis du synes det er svært, at skulle begynde sådan en samtale, så kan du læse mere om, hvordan man håndterer konflikter her. Hvis du stadig tænker, at det er totalt uoverskueligt – jamen så kan det være en god idé, at få hjælp fra en, som du er tryg ved. Det kan være en forældre, veninde, lærer eller en helt 4. person. Prøv at snakke med den person om, hvordan du har det – så kan i måske sammen finde ud af, hvad der kunne være en god løsning for dig. Hvis du oplever, at det er ovre i din skole, at der er nogen, der får dig til at føle dig forkert. Så er det en god idé, at tage fat i en lærer, sundhedsplejerske eller studievejleder, så kan de hjælpe dig med det.
Din egen største kritiker
Det kan selvfølgelig sagtens være, at det slet ikke har noget med nogle andre at gøre. Vi mennesker kan godt være enormt hårde ved os selv – helt uden nogle andre behøver at sige noget til os. Faktisk er det helt normalt, at vi er enormt kritiske overfor os selv. Det kommer helt tilbage fra urtiden, hvor det kunne være en fordel, at tænke meget negativt. For så var man altid meget kritisk over for ens omgivelser, og altid helt parat til at løbe sin vej, hvis man pludseligt stod over for noget farligt. Samtidigt så er vi mennesker nogle rigtige flokdyr, som altid gerne vil passe ind. Derfor er vi super gode til, hele tiden at sammenligne os med andre. Og vi kigger typisk kun på de andres succeser – ikke på deres fejl. Og det er altså helt normalt, men det betyder, at vi nogle gange kan blive vores egen fjende. Fordi vi stiller alle mulige forskellige krav til os selv, som vi måske ikke altid kan leve helt op til. Og når vi så samtidigt fra naturens hånd er ret negativt indstillet – jamen så glemmer vi at fejre vores succeser, og bruger for meget krudt på vores fejl.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er præcis sådan du har det. Men det er der rigtigt rigtigt mange der har, og derfor tænker jeg, at du måske oplever noget lignende. Hvis du synes det giver god mening for dig, så kan du prøve at læse denne artikel om, hvordan man dæmper sin indre kritiker. Der står nogle rigtigt gode råd til, hvordan man kan slippe af med nogle af de negative tanker, og begynde at acceptere sig selv. Du kan også prøve at læse lidt om perfektionisme her. Hvis du oplever, at have meget høje krav til dig selv, og det er det, der gør, at du ikke kan slappe af. Jamen så kan det være, at du er lidt perfektionistisk. Hvis man er perfektionistisk, så har man ofte flere krav til sig selv, end man realistisk set kan nå. Så kan man ende med at blive rigtigt vred på sig selv, og presset over, at man ikke føler man kan følge med. Hvis det er tilfældet hos dig, så står der nogle gode råd i artiklen omkring, hvordan man kan håndtere det.
Du føler dig bange
Jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at du føler dig bange og ikke kan slappe af, når du føler, at du gør alt forkert. Det giver rigtigt god mening, og sådan tror jeg alle ville have det, hvis de var i samme situation. Vi mennesker hader, når vi føler at vi gør ting forkert. Som jeg nævnte tidligere, så går det helt tilbage til urtiden. Når vi bliver bange, så stiger vores puls, vores hjerte begynder at banke og vi får svedige håndflader. Nogle gange kommer det, fordi der er sket noget, som har gjort os utrygge. Andre gange kan det føles som om, at tankerne og frygten kommer helt ud af det blå. Men du skal vide, at begge dele er helt normale. Heldigvis er det ikke farligt, at være bange – men det kan føles rigtigt ubehageligt. Der kan ikke ske dig noget, selvom du mærker frygten i kroppen.
Jeg tænker, at frygten, og følelsen af ikke at gøre noget rigtigt, sikkert hænger sammen. Derfor kan det også være en god idé, at prøve at udfordre de tanker lidt. Du kan prøve at læse denne artikel omkring, at undersøge sine bekymringer, som en detektiv. Det er en metode, hvor man tager sine bekymringer op, og så prøver at finde ud af, om de egentligt giver mening. For nogle gange, så er vores bekymringer bare tanker, som egentligt bare fylder, og ikke nødvendigvis er sande. Så kan det være en god idé, at lægge rigtigt godt mærke til, hvilke tanker der fylder i ens hoved og så tænke “Jamen er der overhovedet nogen grund til, at være bekymret over dette?”. Det kan også være en god måde, at få et overblik over alle ens tanker og bekymringer. For ofte er tanker sådan noget, som bare fiser afsted inde i ens hoved med 100 Km i timen, og så når vi slet ikke at lægge mærke til, hvad de går ud på, før vi er blevet nervøse eller er begyndt at tænke på noget helt andet.
Frygten fylder det hele
Hvis du oplever, at frygten begynder at fylde det hele, og du går rundt og er bange for alle mulige ting hele tiden – så kan det også godt være angst. Jeg ved ikke om du kender til angst? Men ellers kan du prøve at læse denne artikel omkring angst, der står en masse information om, hvad det er for noget, og hvordan det føles. Angst er egentligt en naturlig følelse, men den kan tage overhånd, og så er man pludselig nervøs hele tiden, og for alle mulige ting, som man måske slet ikke behøver være bange for. Hvis du tænker “det passer lige på mig”, når du har læst artiklen, så er det en rigtig god idé, at du tager fat i din læge. For angst kan man sagtens komme af med, men det er nemmest, hvis man får lidt hjælp på vejen. Lægen er helt vant til at tale om angst, og han/hun kan rådgive dig rigtigt godt på vej, hvis i kommer frem til, at det er nødvendigt. Det er helt normalt, at opleve angst – det er der utroligt mange danskere, der gør. Så du skal ikke være nervøs for at snakke med lægen om det.
Snak med nogen om det
Det kan være en rigtig god idé, at snakke med nogen om, hvordan vi har det. Når man går rundt med følelser af at være bange, føle sig forkert og ikke kunne slappe af – jamen så er det jo super hårdt. Derfor er det også en god idé, at dele det med andre. Når vi deler vores problemer med andre, så føles de tit lidt mindre. Lidt som om, at man tager noget af luften ud af en helt spændt ballon.
Snak med dine forældre
Jeg tænker på, om du har fortalt dine forældre om, hvordan du har det. Hvis ikke du har, så kunne det måske være en god idé. Jeg er næsten helt sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig godt på vej med at få det bedre. De er også nogle af dem, som har allerbedste mulighed for at støtte og hjælpe dig – og måske er de også dem, som kender dig aller bedst? Hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre, så kunne det også være en anden voksen, som du er tryg ved. Måske en lærer eller et andet familiemedlem? Jeg er næsten helt sikker på, at uanset hvem du tager fat i, så vil de rigtigt gerne lytte til dig.
Snak med dine venner/veninder
Hvis du har nogle gode venner/veninder som du føler dig tryg ved, så kan du også prøve at snakke med dem om, hvordan du har det. Det kan være rigtigt rart, at dele sine problemer med sine venner, fordi de kender en på en anden måde, end ens forældre gør. Måske er der også nogle af dem, som oplever noget af det samme? Så kan i jo støtte hinanden i, hvordan man håndterer følelserne og tankerne.
Snak med Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart, at snakke med nogen, som ikke kender dig – jamen så er Headspace en rigtig god mulighed. Headspace rådgiver unge i deres problematikker, og de er super søde og dygtige. Der ligger en Headspace i de fleste større byer, og man er altid velkommen til at tage fat i dem. Man kan være helt anonym, så du behøver ikke fortælle dem, hvem du er, hvis du synes det er rarest. Deres frivillige er vant til at tale om alle mulige slags problemer, så du kan være helt tryg ved dem.
Det er helt vildt hårdt, at gå rundt og føle, at man er forkert. Derfor er det en rigtigt god idé, at snakke med nogen om det. Så man kan få den hjælp og støtte man har brug for, så man kan blive glad igen. Jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget, og så ønsker jeg dig masser af held og lykke fremover.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper