Kan du give nogle råd til at undgå dårlige ting, når man har depression?

Hej Mindhelper

Kan du give nogle råd til at undgå dårlige ting, når man har depression.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Hvis man har depression, så kan man godt opleve, at der sker nogle ting, som ikke er gode for en. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvad du mener, når du skriver dårlige ting. Jeg tænker, at du måske mener, hvordan man kan undgå at gøre ting, som ikke er så godt for en? Eksempelvis at drikke alkohol, tage stoffer eller blive på sit værelse og se tv eller sove hele dagen. Er det rigtigt forstået? Det er i hvert fald fuldstændigt normalt, at have lyst til at gøre sådan nogle ting, hvis man oplever depression. Men selvom depressionen og lysten til at gøre ting, som er dårlige for en, måske fylder rigtigt meget i øjeblikket, så kan man sagtens få det godt igen. Der er rigtigt mange unge, der oplever depression, som kommer helt ovenpå igen.

Det er en copingstrategi

Når vi mennesker nogle gange gør nogle ting, som vi godt ved ikke er så gode for os, men som måske kan få os til at glemme, at vi har det svært. Så kalder man det en copingstrategi. En copingstrategi betyder en måde at ‘mestre’ noget på. Det kunne eksempelvis være at drikke alkohol for at slippe for svære følelser. Det er altså noget vi bruger for at hjælpe os selv. Men nogle copingstrategier virker måske på kort sigt, men kan have store konsekvenser på lang sigt. Du kan læse mere om copingstrategier her. Du kan også prøve at læse vore interview med Charlotte. Charlotte brugte hash som copingstrategi til at håndtere sin depression, men fandt ud af, at hun først kunne få det godt igen, da hun accepterede, at hun havde brug for hjælp og fik snakket med sin mor.

Hvis du oplever, at have lyst til eller gøre brug af uheldige copingstrategier, såsom alkohol og stoffer, så har jeg lidt råd på vejen til dig. Det kan være en rigtig god idé, at erstatte sine uheldige copingstrategier med nogle, som er bedre. Du kan eksempelvis skrive de ting ned, som giver dig energi på en liste og så tage listen frem, hvis du oplever at trangen til at lave uheldige copingsstrategier rammer dig. Måske finder du ud af, at det er godt for dig at gå en tur, høre musik eller læse eller noget helt andet. På den måde kan du både bruge tingene på din liste til at give dig lidt mere energi i din hverdag, men også som måde at distrahere dig selv på, hvis de svære tanker begynder at fylde meget. Selvom det at gå en tur måske kan virke som en lidt ringe erstatning for de dårlige copingstrategier, så kan det faktisk være ret effektivt.

Jeg vil også anbefale dig at læse vores artikel 10 råd til, hvad man selv kan gøre, når man er deprimeret. Der står flere rigtigt gode råd til, hvordan man kan undgå dårlige ting, når man oplever depression. Du kan også læse endnu mere om depression og gode råd til at håndtere det i vores tema om depression her.

Få snakket med nogen

Mit allerbedste råd til dig er, at få snakket med nogle om depressionen. Det kunne eksempelvis være dine forældre. Hvis man har en depression, så er det mega svært at skulle gå med alene. Og det kan faktisk godt gøre depressionen endnu værre. Men når man først får fortalt det til nogen, så kan de hjælpe og støtte en til man igen er ovenpå. Og det kan være super rart at have den støtte. Hvis du synes det er svært at skulle snakke med dine forældre, så kan du læse gode råd til at tage snakken her. Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre, så kan du eventuelt snakke med en anden voksen om det. Måske har du en lærer, moster, idrætstræner eller sundhedsplejerske, som du er tryg ved at snakke med. Det vigtigste er at få det fortalt til nogen.

Hvis du tænker, at du hellere vil snakke med nogen, som ikke kender dig. Så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke med en frivillig om det der fylder. Alle unge er velkomne uanset størrelsen på deres problemer. De er super søde og det er helt anonymt.

Tag fat i lægen

Det kan være en rigtig god idé, at tage til lægen, hvis man tror man har en depression. Lægen kan nemlig hjælpe en til at finde ud af, om det er en depression og hjælpe en med at håndtere depressionen og henvise en til en psykolog, hvis det kunne være en hjælp.

Hvis man har depression kan man godt få lyst til at gøre nogle, som måske ikke er så gode for en. Det er faktisk helt normalt. Men så kan det være en rigtig god idé, at få snakket med nogen om depressionen, så man kan få noget hjælp til at håndtere den.

Jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.

De venligste hilsner fra en Mindhelper