Hej Mindhelper

jeg har et problem med overtænkning og det kan fylde en del. jeg kunne ikke rigtig finde andre med det samme problem.
For det jeg overtænker er nemlig ikke om fremtiden. Men mere eller mindre hver dag overtænker jeg om alt hvad jg har gjordt i fortiden.
Det jeg mest tænker over er om jeg er en dårlig person, og det er for det meste altid fordi jeg har en mistanke om at jeg har såret nogen eller været skyld i at nogen er blevet ked af det.
Jeg føler bare virklig at jeg slår hårdt ned på de fejl jeg laver og jeg har rigtig svært ved at tilgive mig selv og stoppe med at tænke over det,
Også selvom den anden person som jeg måske har såret har tilgivet mig, tager det rigtig lang tid før jeg tilgive enig selv. min hjerne for ik så tit pause fra de negative tanker.
Nogle gange kan det også være tanker omkring om jeg er god nok, men for det meste er det fordi jeg er bange for at have såret nogen. Har i måske nogle tips til hvordan man tilgiver sig selv og lader være med at overtænker alt det der er sket?

(15 år)


Kære Du

Det lyder rigtig hårdt, at du er meget plaget af overtænkning. Det kan være hammersvært, når man hele tiden er rigtig hård ved sig selv. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har rakt ud og skrevet herind til os. 

Det er normalt at overtænke

Overtænkning kan være rigtig svært og påvirke ens humør meget. Det med at tankerne flyver i ring og vokser sig større og større tror jeg, at de fleste mennesker kender til. For det er helt normalt at overtænke fra tid til anden. Der er blandt andet også en anden ung, som har skrevet herind til os med noget, der minder lidt om dit problem. Hun overtænker også rigtig mange ting, som er sket og kan bruge lang tid på at finde alle de ting, som hun gjorde galt. Så du er langt fra alene om, at overtænke ting, som man tidligere har gjort. Du kan læse det brevkassespørgsmål her.

Det at overtænke er nemlig en helt naturlig del af det at være menneske. For vi mennesker er sociale væsener, og derfor er det rigtig vigtigt for os at passe ind. For dengang vi levede ude i vildmarken, var det rigtig vigtigt at være en del af flokken. Og der kunne bekymringerne hjælpe os med at passe ind, så vi ikke blev efterladt af flokken og helt selv skulle kæmpe mod farlige og vilde dyr. Den mekanisme sidder stadig i os i dag. Derfor er det også helt naturligt, at komme til at gruble over, hvad man tidligere fik gjort eller sagt.

Vi er vores egen værste kritiker 

Når jeg læser dit brev, synes jeg også, at det lyder til, at du måske er lidt hård ved dig selv. Det er sådan med os mennesker, at vi har en tendens til at være meget hårdere over for os selv, end vi er over for andre. For det er som om, at vi tit har meget nemmere ved at finde alle fejlene ved os selv end hos andre. Og ligesom du også selv skriver, så kan det sommetider være nemmere at tilgive andre end tilgive sig selv, når man kommer til at lave en fejl. Når man har svært ved at tilgive sig selv, kan man også godt komme til at dunke sig selv i hovedet med alt det, som man gør forkert. Og det kan være hammerhårdt. 

Men husk på, at vi alle sammen laver fejl. Det er helt normalt. Der er nemlig ingen af os som er helt perfekte eller supermennesker. Men det glemmer man sommetider, når det kommer til en selv. Og så kan man komme til at stille urimeligt høje krav til sig selv. Derfor kan det også være en god ide, at øve sig i at vende den og forestille sig, hvad man ville sige til en ven, som stod i den situation, som man selv står i. Du kan fx prøve at tænke “hvad ville jeg sige til min kammerat, hvis det var ham”. Eller tænke “ville jeg tale sådan til min kammerat, hvis det var ham, som havde gjort det, jeg har gjort”. For på den måde kan man blive opmærksom på ens indre kritiker og stoppe den inden den kører helt af sporet. 

Find 3 positive ting ved dig selv

Noget af det som også kan være hjælpsomt, når den indre kritiker fylder rigtig meget er at øve sig i at finde 3 positive ting ved sig selv. For på den måde kommer de positive tanker ligeså stille til at fylde mere og mere og de negative tanker mindre og mindre.

Du kan fx aftale med dig selv, at du hver morgen, når du står foran spejlet og børster tænder skal sige 3 positive ting til dig selv. Du kan også gøre det om aftenen, hvis du hellere vil det. Det er nemlig ikke så vigtigt, om det er om morgenen eller aftenen. Det vigtige er, at du får trænet hjernen i at finde alle de positive sider ved dig selv. Og jeg er helt sikker på, at du har masser af positive sider. Din hjerne skal bare lige øve sig i at fokusere på dem fremfor alle de negative sider. 

Jeg ved godt at det kan virke lidt fjollet at skulle gøre. Og det er også helt normalt, at det kan være lidt svært og føles underligt i starten. Men heldigvis oplever langt de fleste, at det bliver nemmere og nemmere jo flere gange, de gør det. Hvis du har lyst, kan du også skrive det ned på et papir eller på din telefon. Så kan du tage listen frem, når den indre kritiker begynder at stikke hovedet frem. 

I vores artikel om at udfordre negative tanker om sig selv, står der også endnu flere tips til, hvordan man får skruet ned for den indre kritiker, så den kan jeg også varmt anbefale dig, at tage et kig i. 

Snak med nogen om det 

Når man går med en masse tanker og bekymringer helt alene har de tit en tendens til at vokse sig rigtig store. Derfor kan det også være rigtig rart at dele dem med nogen. For så oplever langt de fleste, at de ikke fylder helt ligeså meget mere. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du mon har nogle venner, som du kan snakke med om overtænkningen? 

Jeg tænker nemlig, at der måske også er nogle af dem, som har prøvet det der med at overtænke og komme til at dunke sig selv i hovedet med alle fejlene. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det. Det kan også være, at de har nogle gode råd, som plejer at virke for dem, som du også kan prøve. Og uanset hvad, så vil de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem at man bøvler med nogle svære ting. 

Headspace 

Du kan også tage fat i Headspace og få en snak om, hvordan du går og har det. Der sidder nemlig en hel masse super søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man går og bøvler med overtænkning. Det er helt gratis at komme i Headspace, og ligesom her kan du også sagtens være anonym. Du kan både chatte med dem eller få tid til en samtale enten fysisk eller over video. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det er rigtig hårdt, at gå og overtænke og dunke sig selv i hovedet med alle fejlene. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at du får skruet ned for din indre kritiker. Og får snakket med nogen om, hvordan du har det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper