Hej
Jeg oplever enormt tit, at jeg på en måde “forsvinder” ud af min krop. Jeg kan sagtens sidde og have en samtale med en person uden egentlig at vide hvad jeg sidder og snakker om? Det er tit som om det er en helt anden person der snakker. Men efter et stykke tid kommer jeg på en måde tilbage til min krop igen. Det er virkelig en ubehagelig følelse, og det sker op til flere gange om dagen.
(Pige, 20 år)
Kære pige på 20 år
Det lyder ikke særligt rart, at du tit oplever, at du forsvinder ud af din krop. Det kan jeg virkeligt godt forstå, du synes, er ubehageligt. Og jeg er så glad for, at du har valgt at skrive herind og dele dine tanker.
Du er ikke alene
Det du beskriver, lyder rigtigt meget som det, man kalder for en “ud-af-kroppen”-oplevelse. Det er et udtryk, man bruger til at beskrive situationer, hvor man får en fornemmelse af, at man “forsvinder” ud af sin krop og måske står og kigger ned på den i stedet. Det er en mega ubehagelig følelse, for man kan måske nemt blive bange for, hvad det er, der sker. Men det er faktisk slet ikke ualmindeligt, at man kan få sådan en følelse i kroppen. Der er for eksempel en del med angst, der beskriver at få den fornemmelse. Men det er også noget, der kan ske, hvis man har været udsat for noget rigtigt traumatisk. Kort sagt er der altså mange grunde til, at man kan få sådan en fornemmelse. Og du er ikke alene om at have det sådan. Selvom jeg virkeligt godt kan forstå, at det ikke er rart.
Snak med nogen
Det allervigtigste råd jeg har til dig er, at du skal fortælle det her til nogen, hvis du ikke har gjort det. Jeg kan nemlig godt forstå, at det er en meget ubehagelig følelse. Og det er også en rigtigt svær følelse, som du absolut ikke skal gå rundt med helt alene. Derfor er det rigtigt vigtigt, at du får snakket nogen om det. Det kunne for eksempel være dine forældre, du snakkede med. Men det kan også være en anden voksen, der er tæt på dig, hvis det ikke lige dur at snakke med dine forældre. Det vigtigste er bare, at der er en voksen tæt på dig, som ved det her. Så du ikke går rundt med det helt alene. Hvis du synes, det er lidt svært at skulle fortælle det, kan du prøve at skrive det i et brev. Det hjælper nemlig nogle gange, at man kan få lidt tid til at tænke over, hvordan man vil formulere det. Og at man heller ikke skal sige helt så meget i selve samtalen.
Tag fat i Headspace
Nogle gange kan det være lidt nemmere at starte med at snakke med nogen, man ikke rigtigt kender. Hvis du har det sådan, synes jeg, du skal tage fat i Headspace. Headspace er nemlig et sted, hvor man kan komme ind og snakke med en frivillig rådgiver, hvis man er ung og har noget, man har brug for at snakke om. De frivillige rådgivere i Headspace er super søde, og så er de vant til at snakke med unge, der har det svært. Du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. Så du kan tryg tage fat i Headspace.
Tag fat i din læge
Jeg synes også, at du skal tage fat i din læge og fortælle ham eller hende om, at du har den her fornemmelse af, at du tit forsvinder fra din krop. Som sagt kan der være mange forskellige grunde til, at man har den fornemmelse. Og jeg tænker, det er lidt vigtigt, at du bliver undersøgt, så du kan finde ud af, hvad der er galt. Så du kan få hjælp til at få det bedre igen.
Jeg håber virkeligt, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg sådan fingre for, at du får fortalt nogen om den her følelse af, at du forsvinder ud af din krop. Så du kan få hjælp til at få det bedre igen.
De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper