Hej Mindhelper
Hvad gør jeg hvis jeg føler mig så tom at ingenting hjælper? Altså jeg kan godt føle mig glad, men det er kun lige i øjeblikket jeg smiler, men så forsvinder det igen. Der er næsten ingen som gider mig og jeg har det virkelig ikke godt længere. Jeg bryder så hårdt sammen over ingenting og jeg gider snart ikke mere. Min mentalitet er absolut ødelagt. Alle er så glade og har så mange venner omkring mig, men jeg er bare alene. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, når jeg føler mig så ødelagt. Hjælp.
Jeg be’r jer.. hjælp..
(Pige, 14 år)
Hej Pige på 14 år
Det lyder som om, det er rigtigt svært at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det kan blive godt igen
Du kæmper med en masse svære tanker for tiden. Det er hårdt at gå rundt og have det sådan. Derfor giver det også rigtigt god mening, at du ikke gider mere, hvis du skal blive ved med at have det sådan her. Men du skal vide, at du ikke behøver at gå rundt og have det på den her måde resten af livet. Det kan godt blive godt igen. For det er slet ikke unormalt at blive ramt af perioder, hvor livet er rigtigt svært. Sådan nogle perioder bliver vi alle sammen ramt af ind imellem. Men heldigvis så går de fleste svære perioder også over igen. Og hvis de ikke gør det, så er det fordi, man har brug for hjælp fra folk omkring sig for at få det godt igen.
Skriv dagens gode oplevelse ned
Det er ikke nogen særligt rar fornemmelse, at man føler sig tom indeni. For livet bliver hurtigt super hårdt, når det føles som om, at alle de rare følelser bare forsvinder, så snart det gode øjeblik er ovre igen. Men det er heller ikke unormalt, at man kan få det sådan, når man har det hammer-svært. For ens følelser farver både de ting man lægger mærke til ved verden omkring sig, og de farver også ens tanker. Så når man har det rigtigt svært, så kommer ens hjerne hurtigt til at skifte fokus tilbage til alle de triste og tunge tanker, også selvom man egentligt havde det rigtigt sjovt for et minut siden.
Det er ikke noget, man selv kan gøre for. Men man kan godt træne sin hjerne til at blive bedre til at få øje på de gode ting. Det kan man for eksempel gøre ved at skrive dagens gode oplevelse ned, inden man går i seng. Det behøver ikke at være nogen stor ting. Det kan måske bare være, at der faktisk var 30 sekunder i løbet af dagen, hvor man smilede. På den måde tvinger man nemlig sin hjerne til at huske, at selvom der var meget af dagen, der var svær, så skete der også nogle små gode ting i løbet af den. Det er selvfølgeligt ikke en mirakelkur, der på magisk vis får alt det svære til at forsvinde, men det kan nogle gange hjælpe med at løfte humøret en lille smule.
Snak med nogen
Du spørger, hvad du skal gøre, når du føler dig så tom, og der ikke rigtigt er noget, der hjælper? Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med en voksen om, hvordan du har det. For når du ikke rigtigt føler, at der er noget, der hjælper mod den her følelse af tomhed. Så er det fordi, du har brug hjælp fra folk omkring dig til at få det bedre. Vi mennesker er nemlig ikke bygget til at skulle løse alle vores problemer alene. Vi er nemlig flokdyr, så vi er bygget til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når det hele er hammersvært.
Jeg tænker på, om du kan snakke med dine forældre? Hvis du kan det, så ville det nemlig være rigtigt oplagt at gøre det. For de fleste forældre vil rigtigt gerne hjælp, hvis man har det svært. Følelser og tanker er bare ikke noget, som man kan se på hinanden altid, så dine forældre kan kun hjælpe dig, hvis du fortæller dem, hvordan du har det. Hvis det er svært for dig at skulle starte samtalen med dine forældre, så kan du kigge i vores artikel om, hvordan man snakker med sine forældre om de svære ting. Der står nemlig en masse gode tips til, hvordan man kan få snakket med sine forældre om de svære ting på en god måde, som du måske kan bruge.
Kan du snakke med en anden voksen?
Det er ikke altid, at det dur at snakke med sine forældre. Hvis det også er sådan for dig, er der så en anden voksen i nærheden, du kan snakke med? Det kunne være en rar tante, en sød bedstemor eller en lærer på din skole. Så kan du nemlig prøve at snakke med dem i stedet for. For de fleste mennesker tæt på en vil rigtigt gerne hjælpe, hvis man kommer og fortæller dem, at man har det svært.
De vil altid lytte hos Headspace
Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med. Headspace er nemlig et sted, hvor man kan komme og snakke med en frivillig rådgiver, hvis man er ung og har noget, som man har brug for at få snakket om. De frivillige rådgivere i Headspace er både super søde og super dygtige. Og så er de der til at lytte til lige præcis det, som du har brug for at få snakket om. I Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at tale om. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Livslinien er der også altid
Når du skriver, at du snart ikke gider mere, så kommer jeg til at tænke på, om det er et udtryk for, at du også har selvmordstanker? Altså tanker om, at du gerne vil dø eller ikke har lyst til at være her mere? Hvis du har, så er det vigtigt, at du får snakket med nogen om det. For man skal ikke gå alene med selvmordstanker. Derfor skal du også vide, at du altid kan tage fat i Livslinien, hvis du har selvmordstanker. Hos Livslinien sidder der nemlig en masse dygtige frivillige rådgivere klar til at lytte til dig og hjælpe dig, hvis du har selvmordstanker. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig bare gøre, hvis du har brug for det.
Snak med din læge
Det er også altid en god idé at snakke med sin læge, hvis man går rundt og har det rigtigt svært. For ens læge er nemlig uddannet til både at hjælpe, når det er noget fysisk og noget psykisk, der er svært. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre henne.
Jeg håber, at mit svar har givet dig en idé om, hvad du kan gøre. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du behøver ikke at gå rundt og have det sådan her. Det kan godt blive godt igen, men nogle gange kræver det lidt hjælp.
De bedste hilsner fra en Mindhelper