Hej Mindhelper,
Jeg går rundt og nervøs for at jeg lider af angst.
Nogen aftener græder jeg rigtig meget uden at jeg ved hvorfor og jeg føler mig så forstyrreet om natten.
(Pige, 15 år)
Hej Pige på 15 år
Det lyder som om, du har det svært for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære følelser og tanker.
Angst er en normal følelse
Du skriver ikke så meget i dit brev. Men jeg forestiller mig, at du kan genkende nogle tegn på angst hos dig selv, siden du går og er nervøs for, om du kunne have angst. Er det rigtigt forstået? Det er super hårdt, hvis man går rundt og føler sig angst. For angst er en rigtigt ubehagelig følelse, og den kan komme til at fylde super meget, når den ulmer inde i en. Men angst er også en hel normal følelse, som vi alle sammen oplever ind imellem.
Og faktisk så er angst også en rigtigt hjælpsom følelse, når man mærker den i situationer, hvor der faktisk er fare på færde. For så hjælper angsten en med at reagere hurtigt, så man kommer væk fra situationen og overlever. Men når følelsen af angst begynder at poppe op i situationer, hvor der faktisk ikke er fare på færde. Og når den rigtigt tit popper op i ufarlige situationer, så er det, at den bliver super ubehagelig og måske faktisk kommer til at spænde ben for, at man kan leve sit liv, som man gerne vil.
Der er ikke altid en grund
Det lyder super hårdt, at du bliver ked af det om aftenen uden, at du helt kan finde ud af hvorfor. For det er rigtigt svært at være ked af det, og det kan bare gøre så ondt indeni, når man er rigtigt ked af det og græder. Det er ikke altid, at der er en bestemt grund til, at man lige bliver ked af det. Men hvis man går og kæmper med en masse tanker og bekymringer i løbet af dagen, så kan de godt bygge sig lidt op inde i en. Og når det så bliver aften, så bliver man lige pludseligt så overvældet af alle de her tanker, at man bliver super ked af det, fordi lige pludseligt har tid til at mærke efter, hvordan man egentligt har det. Er det mon også sådan, du har det?
Hvis man kæmper med en følelse af angst, så er det også helt normalt, at man kan få svært ved at falde i søvn, fordi ens tanker forstyrrer en. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man har svært ved at sove. Måske er der nogle råd i den, som du kan bruge.
Snak med nogen
Jeg tænker på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det for tiden? Hvis ikke du har det, så er det mit allerbedste råd til dig. For når man går rundt og tumler med en masse svære følelser, så er det vigtigt, at man ikke går alene med dem. Så kan de nemlig godt bygge sig op inde i en og blive endnu sværere. For vi mennesker er nemlig ikke bygget til at skulle løse alle vores problemer selv. Vi er bygget til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når vi får det svært. Derfor tænker jeg også på, om der mon er nogen tæt på dig, som du er tryg ved at snakke med?
Det kunne for eksempel være dine forældre. For de fleste forældre vil super gerne hjælpe, hvis man har det svært, fordi de holder af en og vil en det bedste. Men de kan ikke hjælpe, hvis de ikke ved, at man faktisk har det svært for tiden. Hvis der er nogle andre voksne i nærheden af dig, som du er mere tryg ved at snakke med end dine forældre, så kan du sagtens snakke med dem. Det kunne for eksempel være en lærer, en super sød onkel eller en helt tredje person. Det vigtigste er nemlig bare, at du får fortalt nogen, hvordan du har det, så du ikke skal gå med det alene.
Tag fat i Angsttelefonen
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender til Angsttelefonen? Dem kan du også tage fat i. Hos Angsttelefonen sidder der nemlig nogle søde rådgivere klar til at snakke med dig, hvis du for eksempel er lidt nervøs for, om du faktisk oplever angst. Rådgiverne kan ikke svare dig på, om det er angst, men de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp henne. Og så kan de måske også give dig et par tips til, hvordan du kan håndtere de ting, du oplever og er nervøs for, om det kunne være angst. Rådgiverne hos Angsttelefonen er både super søde og super dygtige, og så kan du være helt anonym, hvis du helst vil det.
Tag et smut forbi din læge
Jeg kan ikke svare dig på, om det er angst, du oplever. For det er der en professionel, der sidder sammen med dig, der skal hjælpe dig med at finde ud af. Men du kan kigge i vores artikel om angst og se, om der mon er noget af det, du kan genkende. Fordi angst som sagt er en helt normal følelse, så er det normalt at opleve nogle af tegnene en gang imellem. Men hvis du kan genkende mange af tegnene, og det har stået på i lange tid, så er det en god idé at tage et smut til din læge. For din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, om det så faktisk er angst, du kæmper med. Og hvis det nu er angst, så findes der heldigvis rigtigt mange gode muligheder for, at du kan få hjælp til at få det bedre igen. Den hjælp kan din læge også hjælpe dig med at finde.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Sådan så du ikke skal kæmpe med de svære ting helt alene. Og så du kan få noget hjælp til at få det bedre igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper