Jeg kæmper med en masse svære ting. Men mit egentlige problem er, at jeg har svært ved at spørge om hjælp. Så jeg er bange for, at jeg aldrig får hjælpen.
Hej,
Jeg er 19 år gammel og går pt. i 3.g på HHX.
Jeg har rigtig længe været inde i en træls periode og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme ud af dte igen.
Jeg har haft en kronisk sygdom siden jeg var helt lille, og jeg tror, at jeg altid har været tilbøjelig til at lukke de ting der er svære helt ude. (smerter, operationer, lægebesøg osv.)
Jeg begyndte i 9. klasse at kaste op når jeg havde spist, jeg havde fået at vide jeg skulle tabe mig, og det var den eneste måde det hele lige kunne fungere på.. Følte jeg.
Jeg stoppede også i 9.klasse med at spise morgenmad og frokost og jeg tabte mig en 15-20 kg. (over en rum tid, så der var ikke rigtig nogle der sådan opdagede det andet end at de synes det var flot)
Jeg har så mere eller mindre hver dag siden kastet op, men kun 1 gang om dagen, jeg spiser udover det sundt og varieret og jeg dyrker motion hver dag.
Jeg har et enormt bohov for at have kontrol over mit liv, alt skal i kasser og skemaer og lige nu har jeg mistet kontrollen føler jeg (tror det er fordi gymnasiet er presset, og min kroniske sygdom er blusset op igen hvilket betyder smerter og træthed hele tiden) en del af min kontrol er, at jeg ikke rigtig kan spise. Hvilket er skidt. Jeg begyndt i april at få nogle anfald hvor jeg bliver nervøs, får hjertebanken og og føler alt mit blod løber ned til mine fødder. Det har taget til efterhånden og sker ofte. Har næsten altid hjertebanken inden jeg skal sove og koncentrationsbesvær.
Mit egentlige problem er at jeg har så svært ved at sprøge efter hjælp. Jeg har prøvet at få lærere til at få øje på hvor skidt jeg har det men de fanger det ikke. Ikke engang da jeg gik på efterskole selvom lærerene nærmest var familie. Lige nu får jeg lidt hjælp af min studievejleder, men det somom, hun ikke rigtigt spørger ind og jeg synes det svært bare lige at skulle fortælle det hele. Hun spurgte mig endda om jeg ikke gik og tabte mig men uden at sådan gøre andet. Jeg er meget bange for fremtiden, og jeg er bange for aldrig at få hjælp. Jeg er bange for at stoppe på gymnasiet fordi så er der ingen der er der. Jeg føler ikke nogen forstår, og jeg kæmper virkelig en kamp for at komme igennem dagen. Jeg har ikke været glad længe og er slet ikke i kontakt med mine følelser. Jeg føler jeg er to forskellige personer hele tiden. Det virkelig svært. Folk for altid sagt jeg er sej.. Jeg føler mig ynkelig lige nu. Og jeg
(Pige, 19 år)
Kære du
Der er ingen tvivl om, at det er vildt svært for dig lige nu. Så jeg er bare så mega glad for, at du har valgt at skrive herind. For det er et tegn på, at du søger hjælp. Selvom det faktisk lyder, som om det er virkeligt svært for dig. Og det er det første skridt på vejen mod at få det bedre.
Tag det alvorligt
Det første jeg kom til at tænke på, da jeg læste din besked var, at du virker som en pige, der kender sig selv rigtigt godt. For som du selv skriver, så kan det at kontrollere sin mad være et tegn på, at man forsøger at kontrollere noget andet, som er vildt svært for en. Det er bare super vigtigt, at du tager det her behov for at kontrollere din mad alvorligt og fortæller det til nogen. For selvom det hjælper dig med at håndtere de svære ting lige nu, så er det ikke den bedste løsning på den lange bane. Det kan nemlig udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Så du skal have noget hjælp til at få arbejdet med de ting, der er svære for dig lige nu. Så du kan slippe dit behov for at have kontrol over det, du spiser.
Kender du til angst?
Noget andet jeg også kommer til at tænke på er, om du mon kender til angstanfald? De anfald du beskriver, kunne nemlig godt lyde lidt som angstanfald. Det er svært at vide ud fra dit brev alene, om det faktisk er angstanfald. Men hvis det giver mening for dig, kan du læse vores artikler om angst og angstanfald og se, om der er noget af det, du kan genkende.
Fortæl det til nogen
Du kan sikkert fornemme, at det jeg egentligt har forsøgt at skrive indtil nu er, at du skal have snakket med nogen. For det er nemlig det allerbedste råd, jeg kan give dig. For det her er ikke noget, som du hverken skal eller kan løse selv. Det her er noget, du har brug for hjælp til. Og den hjælp kan du kun få, hvis du fortæller nogen, hvor svært du har det. For svære tanker og følelser er ikke noget, man kan se på hinanden. Så det er ikke sikkert, at folk omkring dig har lagt mærke til, hvor svært du faktisk har det lige nu. Men jeg tænker, at folk rigtigt gerne vil hjælpe dig og forsøge at forstå dig, hvis du prøver at fortælle dem, hvad der foregår inde i dig lige nu.
Og så har jeg lige lyst til at fortælle dig, at jeg i hvert fald ikke synes, at du er ynkelig. Du har det bare helt vildt svært lige nu. Så jeg synes faktisk, at folk har ret, når de siger, at du er sej. For det kræver mega meget styrke at kæmpe så meget, som du gør lige nu. Så selvom jeg godt kan forstå, at du måske ikke føler dig som jordens sejeste menneske for tiden, så er du faktisk ret sej. Det må du gerne prøve at holde fast i.
Hvem kan du snakke med?
Men hvem kan du så vælge at snakke med? I princippet er det ikke så vigtigt, så længe det er nogen, du føler dig tryg ved at åbne op for. Men jeg har alligevel lavet lidt forslag til dig nedenfor:
- Dine forældre: det ville være super godt, hvis du kunne snakke med dine forældre. Jeg gætter nemlig på, at det er dem, der er tættest på dig lige nu. Så det er også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig. Og så er de også dine lige netop dine forældre, så jeg er næsten sikker på, at de vil dig det allerbedste. Og derfor rigtigt gerne vil vide, hvor svært du faktisk har det lige nu, så de kan hjælpe dig med det.
- LMS: jeg ved ikke, om du kender til LMS? Jeg kommer nemlig til at tænke på dem, fordi de er eksperter på blandt andet spiseforstyrrelser. Så de ved en hel masse om, hvordan man har det, når man har rigtigt meget brug for at kontrollere sin mad. Derfor er jeg også næsten sikker på, at du vil blive forstået hos dem. De har nemlig nogle super dygtige rådgivere, der sidder klar til at snakke med dig. Og de har mange forskellige muligheder for, at du kan komme til at snakke med deres rådgivere. Så du kan vælge lige nøjagtigt den, du har det bedst med. Så dem synes jeg virkeligt, du skal prøve at tage fat i.
- Din læge: jeg ved godt, det kan være lidt skræmmende at tage til sin læge, når man har det svært. Men husk på, at din læge er vant til at snakke med mennesker, der har det rigtigt svært. Og jeg vil meget gerne understrege, at jeg synes, du skal snakke med din læge om alle de her ting. For din læge har nemlig mulighed for at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp henne.
Skriv det i et brev
Jeg fornemmer faktisk på dig, at du godt ved, at du har brug for hjælp. Men at det, der er svært, er at få det sagt til nogen. Og det kan også bare være helt vildt svært. Derfor vil jeg give dig et råd, som måske kan gøre det lidt nemmere. Og det er at skrive de ting, som du gerne vil have sagt, ned i et brev. Så kan du nemlig enten vælge at læse det højt for den person, du vælger at snakke med. På den måde behøver du ikke finde på alt det, du gerne vil sige i det øjeblik, du vælger at snakke med personen. Men du kan også vælge at give personen det brev, du har skrevet. Og så kan personen spørge ind til tingene, når han eller hun har læst det.
Jeg startede med at skrive til dig, at du virker som en pige, der er rigtigt god til at se ind i sig selv. Og det vil jeg gerne slutte af med at skrive en gang mere. For det er nemlig en mega god egenskab at have, som jeg er helt sikker på, nok skal hjælpe dig på din vej imod at få det bedre. Derfor er det så vigtigt, at du får fortalt nogen, hvor svært du faktisk har det lige nu. For du kan godt få det bedre igen. Du har bare brug for noget hjælp til det.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper
