Kender du det, når du fysisk er et sted, men dine tanker er et helt andet? Her får du en øvelse, der hjælper dig til at være til stede, der hvor du er.

Forestil dig det her. 

Du sidder på stranden en skøn sommerdag. Du er omgivet af folk, du holder af. Jordbærisen smager perfekt, og om lidt skal du en tur i vandet.

Alt er med andre ord godt.

Lige indtil du kommer i tanke om den matematik-eksamen, du skal til i næste uge. Straks træder alt det gode i baggrunden, og bekymringerne begynder at rulle.

‘Åh nej, hvad nu hvis jeg slet ikke har så godt styr på de der andengradsligninger, som jeg går og tror?’

‘Hvad nu hvis klappen går ned?’ 

‘Hvad nu hvis jeg mister kontrollen og de tror, at jeg er dum? Det bliver garanteret helt forfærdeligt!’

Med ét er din opmærksomhed et helt andet sted end der på stranden. Og du kan næsten ikke smage jordbærisen mere.

Når bekymringerne og de tunge tanker tager over

Tænker man efter, så er det egentlig en ret vild evne, vi mennesker har. Altså, at vores krop kan være et sted, mens vi i vores tanker kan være et helt andet sted. Det skaber en masse fantastiske muligheder for os. 

Men nogle gange kan den her evne også føles som en forbandelse. 

Mange oplever nemlig, at bekymringer og negative tanker kommer til at stjæle alt for meget af deres energi og opmærksomhed.

Hvis du kender det, så er mindfulness måske noget for dig. 

Men hvad er det nu lige, det der mindfulness er for noget?

Få det lettere med tunge tanker

Der findes en masse misforståelser om, hvad mindfulness er. Den største er, at mindfulness handler om, at du skal tømme hovedet for tanker og blive helt blank i bolden. 

Det er slet ikke muligt, for tanker kommer og går helt af sig selv.

Det, du derimod kan, er at øve dig i at træde et skridt tilbage fra dine tanker og iagttage dem stille og roligt. 

Det får ikke de bekymrede tanker til at forsvinde, men det gør dem lettere at rumme og gør, at de ikke så let kommer til at styre dig. 

Mindfulness handler om, at du øver dig i at vende tilbage til nuet og mærke lige der, hvor du er, mens tankerne kommer og går.

Start med øvelsen lige her, hvor du møder vores mindfulnessekspert En Ravn, der guider dig godt igennem.

Læg mærke til dine tanker, når de stikker af

Guidet øvelse

/

Tjek også vores 7-dages intro til mindfulness

Var øvelsen noget for dig?

Hvis du har mod på mere, så har vi også lavet et helt forløb, hvor du lærer en enkel mindfulness-teknik. Det er lavet med hjælp fra eksperten Ene Ravn, som du også mødte i øvelsen før.

Undervejs hører du om, hvad mindfulness kan gøre for dig, og om nogle af forhindringer du sandsynligvis vil støde ind i, når du begynder at træne mindfulness.

Se nærmere på mindfulness-forløbet


Måske også nyttigt for dig