Spring til hovedindhold
Udgivet: 12/11/2026

Hej Mindhelper

Jeg har en gammel sag med en medarbjeder der ikke behandlede mig ordenligt osv . Jeg kan ikke få det lort ud af hovedet .. jeg får konstante ”Flashbacks” bare det mindste går galt. bare jeg gør det mindste forkert kommer det tilbage… hvad fanden gør jeg???

(Dreng, 20 år)


Kære du,

Det lyder pisse opslidende at gå og være påvirket af sådan en situation hele tiden…  

Jeg er glad for du har skrevet herind – det er nemlig ikke meningen, at man skal hjemsøges sådan af noget, en anden person har gjort mod en.  

Hvorfor får vi ‘Flashbacks’?  

Sådan en oplevelse som du har haft, kan sætte sig fast i hovederne på os mennesker og gemme oplevelsen som en slags ‘advarsel’.  

Det betyder, at dit nervesystem egentlig lærer sig selv at ‘fejl’ eller utrygge relationer fører til noget skidt – for det har det jo gjort før.  

Så når du i dag “gør det mindste forkert”, så trykker din krop på alarmknappen for at forberede dig på, hvis noget ubehageligt nu skulle ske igen…  

Det er altså ikke dig, der er noget galt med. Det er faktisk din krop, der prøver at passe på dig – selvom det er en lidt åndssvag måde, den gør det på.  

Hvordan får man ‘det lort ud af hovedet’?  

Det er virkelig typisk, at de ting, som vi allerhelst ville lade være med at tænke på, popper op i vores hoveder hele tiden. 

Det er virkelig nederen. Men det er fordi, at når vi er urolige eller nervøse over at tænke eller føle bestemte ting, så har vi jo konstant fokus på dem. Lidt bagvendt.  

I stedet for at forsøge at holde tankerne ude af hovedet, så kan det hjælpe at lade tankerne og følelserne være tilstede, uden at de tager kontrollen over os.  

Næste gang du oplever at få et flashback, så prøv at mærk efter i din krop. Måske kan du fortælle dig selv, at det du mærker, jo bare er en kropslig alarm på grund af den gamle oplevelse, men at det ikke er farligt eller nødvendigt at føle lige nu.  

Der er nogen, hvor det hjælper at tale lidt til sig selv. F.eks.: “Det jeg mærker nu, er en gammel følelse. Det skete dengang, men lige nu er jeg her, og her er ingen fare.”  

Få pakket den gamle sag ud 

Nogle gange bliver gamle ting ved med at spøge, fordi vi ikke har fået dem afsluttet og bearbejdet ordentligt. 

Hvis det bliver ved med at påvirke din hverdag meget, og du ikke føler, at du kan komme ud af tankespiralen, så kan det være en god idé at tale med en psykolog eller en professionel rådgiver.  

Det er overhovedet ikke fordi du er syg, eller fordi der noget i vejen med dig, men det kan hjælpe til at få ryddet op i kasserne i hovedet og komme videre.  

Det er totalt OK at være påvirket af en ubehagelig situation og det giver god mening, at det er svært at ligge fra dig. Derfor kan noget hjælp være godt.  

Måske er der mulighed for, at søge noget hjælp gennem din arbejdsplads? Det ved din chef helt sikkert noget om.  

Headspace sidder altid klar

Det er også muligt at få en hjælpende hånd hos headspace. De tilbyder gratis samtaler, både fysisk og over en chat.  

Her sidder der nogle dygtige rådgivere, som kan få et lidt mere dybdegående indblik i din situation og helt sikkert komme med nogle gode, konkrete råd til, hvad du kan gøre for at komme videre. 

Så hvis du gerne vil tale med nogen om det her, men er i tvivl om, hvor du skal starte. Så start ved headspace. For uanset hvad, så kan de i hvert fald guide dig til, hvad der kan give mening. 

Det er helt gratis, og du kan være så anonym, som du ønsker! 

Og så husk, at være lidt mild ved dig selv. Du har oplevet noget ubehageligt, som ikke har været i orden. Det tager tid for vores systemer at finde ro igen…  

Jeg hepper på dig! 

Rigtig gode hilsner Aske

Var svaret nyttigt for dig?