Et taknemmelighedsbrev gør både dig selv og modtageren af brevet glad. Virker det uoverskueligt? Vi guider dig godt igennem her. 

taknemmelighedsbreve

Har du nogensinde holdt en tale for din mor, din bror eller en anden, du holder af? Sådan en tale, hvor du satte ord på, hvad de betyder for dig? 

Hvis du har, så oplevede du sikkert, at de blev glade og rørte.

Men du oplevede sandsynligvis også, at der skete noget i dig, mens du skrev, og da du holdt talen. At det mindede dig om, hvor heldig du er at have lige netop den person i dit liv.

Idéen bag taknemmelighedsbreve er præcis den samme. Du stopper op og siger tak for noget godt, en anden har givet dig eller gjort for dig. 

Det kan lyde simpelt, men for mange kræver det mod at åbne op og sige det, der virkelig betyder noget. Ikke desto mindre er det vigtigt at gøre.

Sådan skriver du et taknemmelighedsbrev i 3 lette trin

Vi håber, du er klar til at springe ud i det. Men hvordan skal man lige gribe det an? 

Bare rolig, du skal nok blive guidet godt igennem de 3 trin.

1. Tænk på en person, der har gjort noget godt for dig

tænker på hvem man gerne vil sige tak til

Først og fremmest skal du finde den, du gerne vil skrive til. Tænk på en person, som har betydet noget særligt for dig. 

Det kan være:

Grunden kan være stor eller lille. Det kan være noget, der er sket for nylig, men det kan også være noget, der er sket for lang tid siden. 

Det vigtigste er, at du har lyst til at sige tak til vedkommende. 

Og husk: Det er aldrig for sent at skrive. At du takker nogen for noget, de gjorde for længe siden, understreger jo bare, at det har haft betydning i dit liv. 

Og at du stadig værdsætter det.

2. Skriv et kort brev, hvor du fortæller, hvad du er taknemmelig for

En dreng der skriver sine tanker ned

Nu er du klar til at sætte pen til papir. Eller nok nærmere fingre til tastatur.

Start brevet med ’Kære (din person)’. Beskriv derefter så konkret som muligt, hvad du er taknemmelig for. 

Du kan lade dig inspirere af spørgsmålene her, hvis det er svært at komme i gang:

Det kan også være nogle særlige karaktertræk hos den anden, som du sætter pris på. Måske er personen hjælpsom, trofast, optimistisk, gavmild eller noget helt femte?

Det er en god ide at komme med eksempler på, hvordan de her egenskaber viser sig, og hvad det har betydet for dig. Det kan fx være, at det giver dig ro og tryghed at vide, at din ven altid er der, når du har brug for hende.

Brevet behøver ikke være langt. Aftal for eksempel med dig selv, at du skriver i 10-15 minutter. Og pyt med stavefejl, kommaer eller krøllede bogstaver – det er ikke det, det handler om. 

Det vigtige er, at du dvæler ved det gode, som den anden har gjort for dig, og ved de varme følelser, som det vækker i dig. 

At du glæder dig over, at et andet menneske vil dig det godt, og at du påskønner de positive egenskaber og intentioner, der ligger bag. 

Til inspiration har vi samlet nogle eksempler på korte små taknemmelighedshilsner her:

“Kære lillebror. Tak for, at du altid er ved min side, når jeg har allermest brug for det. Selvom vi indimellem kan have konflikter, er jeg dybt taknemmelig for at have sådan en som dig.”

“Kære Frida. Tak for, at dit kæmpe humør altid hjælper mig igennem de mest mærkelige og tossede tider i mit liv. Tak for, at du altid har dit øje på mig for at sørge for, at jeg har det godt.”

“Kære mormor. Tak for alt det, du gør for mig og mine søskende. Du vil altid være i mit hjerte. Jeg elsker dig, mormor. Godt, at du kom dig over din kræft.”

3. Send brevet til personen – eller læs det højt

Så er brevet skrevet. Nu kommer vi til noget af det vigtigste: Nemlig hvordan du vil give brevet til personen.

Du kan sende brevet med posten.

Eller du kan besøge personen, du har skrevet til, og læse brevet op for ham eller hende. 

Når du så sidder der overfor personen, begynder det måske at krible lidt indeni. 

Så tager du en dyb indånding og siger noget i retning af: 

’Jeg har faktisk noget positivt, jeg rigtig gerne vil sige til dig. For at være sikker på, at jeg får det hele sagt, har jeg skrevet det ned. Og du skal egentlig bare lytte.’

Og ja … så er det nu, du læser brevet op. Måske med en klump i halsen eller en tåre i øjenkrogen. Det er helt naturligt. Det er blot et tegn på, at det, du siger, betyder noget for dig.

Eller du kan lade være med at sende det!

Det kan nemlig også være, at du ikke er klar til at sende brevet eller læse det op. Måske er det slet ikke muligt. 

Er det så nyttesløst at skrive brevet? Overhovedet ikke. 

Forskning viser, at allerede når du skriver brevet (uden nogensinde at dele det), så styrker det følelsen af taknemmelighed og styrker dit bånd til den anden. 

Så det er aldrig for sent eller forgæves at skrive et taknemmelighedsbrev.

Forskere: Vi undervurderer, hvor meget et lille tak betyder

En gruppe forskere lavede i 2018 et forsøg, hvor deltagerne fik til opgave at skrive taknemmelighedsbreve til folk, der havde gjort noget godt for dem. 

Bagefter skulle deltagerne gætte på, hvor glade og overraskede modtagerne ville blive.

Resultatet var klart: Brevskriverne undervurderede, hvor meget brevene betød for modtagerne. 

Mind dig selv om det næste gang, du tænker: ’Selvfølgelig ved moster Anna, hvor meget hun betyder for mig, og hvor meget jeg påskønner alt det, hun gør for mig.’ For det gør hun ofte ikke.

Og hun vil blive meget gladere, end du tror, for at få det at vide.

Forsøget viste samtidig, at vi har det med at overvurdere, hvor akavet det vil være for folk at modtage vores tak. 

Måske har du lyst til at sige tak til en person, men tænker: ‘Vil hun synes, at det er mærkeligt? At jeg er påtrængende?’ 

Det er helt naturligt, hvis den slags bekymringer popper op. Men inden de nervøse tanker stikker af, så hør lige det her: Folk oplever det slet ikke så akavet, som du måske frygter.

De bliver tværtimod enormt glade og rørte.

Du behøver ikke sige det med et brev

blive glad

Taknemmelighedsbreve er bare en måde at vise andre taknemmelighed på. Men der er mange andre måder, du kan vise folk, at du er taknemmelig for det, de er eller gør for dig.

En vingummi-pyntet kage, en kærlig SMS eller en hjælpende hånd i hverdagen kan være mindst lige så godt. 

Eller en fest, et hjemmestrikket halstørklæde eller en overraskelsestur.

En lejlighedstakkesang på “Jeg er havren” eller “I morgen er der også en dag”.

Hvad kan du finde på?

Måske også nyttigt for dig