Hej Mindhelper,

Jeg er en 15-årig pige der skriver herind fordi jeg er så ked af min krop. Den er meget normal, men samtidig synes jeg at den er virkelig sær. Jeg går hele tiden rundt er jaloux på alle andres kroppe, enten fordi jeg synes at de er pænere end min, eller slankere end min osv.

I starten af dette år fik jeg en forkølelse hvor jeg hostede en del, hvilket jeg synes var underligt ved mig fordi jeg aldrig nogensinde havde hostet før. Er jeg begyndt at få hoste når jeg bliver syg eller var det kun den ene gang jeg hostede efter en forkølelse? Det er simpelthen så mærkeligt og jeg er ekstremt usikker på mig selv, både når det kommer til mine egne meninger og hvad min krop føler.

Det er noget jeg virkelig føler mig flov over og derfor skrev jeg herind.
Undskyld hvis jeg lyder uforskammet eller utiltalende, men jeg har svært ved at beskrive hvad jeg føler.

Hilsen,
den mærkelige

(Pige, 15 år)


Kære Den mærkelige

Jeg tænker slet ikke, at du lyde uforskammet. Jeg tænker, at du lyder som en, der kæmper med en masse usikkerhed. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Kroppe ser forskellige ud

Det er rigtigt svært, når man er ked af sin krop, for det kan gøre rigtigt ondt. Men du er slet ikke alene om at have det sådan. Der er nemlig desværre rigtigt mange unge, som er usikker på sin krop og føler sig rigtigt ked af den måde, den ser ud på. Men der er ikke en bestemt måde, som kroppe skal se ud på for at være rigtige. For alle kroppe ser forskellige ud. Nogle er tykke, nogle er tynde, nogle er høje og nogle er lave. Og der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Men hvis man kommer til at sammenligne sig for meget med folk omkring sig, så kan man hurtigt komme til at føle, at ens krop er forkert sammenlignet med alle andres. 

For det er nemlig sjældent nogle særligt fair sammenligninger, man får lavet. Tit så kommer man nemlig til at sammenligne sig med alle de ting på andre, som man synes er vildt flotte. Og så glemmer man at tænke over, at alle andre også har et eller andet ved deres krop, som de er usikker på og ikke bryder sig om. Derfor kan det også være en god idé at øve sig i ikke at sammenligne sig selv så meget med folk omkring en. Og i stedet arbejde med at lære at slutte fred med sin egen krop. Det kan du læse mere om, hvordan man kan øve sig i, i den artikel som jeg har linket til.

Snak med lægen eller sundhedsplejersken

Ligesom at kroppe ser forskellige ud, så opfører kroppe sig også forskelligt. Nogle hoster for eksempel meget, mens andre nærmest aldrig hoster. På samme måde kan ens krop også opføre sig forskelligt på forskellige tidspunkter af ens liv. Så selvom du har oplevet, at du ikke rigtigt har hostet før, når du er syg. Så er det ikke mærkeligt, at du pludseligt hostede sidst, du var syg. Det gjorde du, fordi din krop havde brug for det. Og måske har den ikke haft det de andre gange, du har været syg.

Jeg tænker, at det kunne være rigtigt godt, hvis du snakkede med en sundhedsplejerske på din skole eller din læge omkring det her med hoste. Både lægen og sundhedsplejersken nemlig begge to en masse om kroppen og er der for at hjælpe, hvis man bliver usikker på noget omkring sin krop. Så de kan hjælpe dig med at svare på de spørgsmål og usikkerheder, du har omkring din krop og hoste.

Samtidigt så er der nogen, der har skrevet herind før med nogle spørgsmål, der minder lidt om dit. Og jeg tænker på, om det måske også er dig? Hvis det er, så kan du finde spørgsmålene og svarene herunder:

Pige på 15 som spørger, om hendes min krop mærkelig

Pige på 15 år, som ikke hoster, når hun bliver syg

Dem synes jeg også, at du skal prøve at læse igennem. Der står nemlig en masse gode forslag til, hvad du kan gøre med de tanker, du kæmper med. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt det bedste fremover. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper