Hej Mindhelper
Jeg går i 3.g på gymnasiet (stx), og jeg er ved at være træt af skolen. Jeg kan mærke at min motivation ikke er tilstede. Afleveringer bliver sværere og sværere at få lavet, og jeg er sjældent tilfreds med det jeg afleverer. Jeg vil meget gerne gøre mig umage og få de karakterer jeg drømmer om, men jeg kan helt simpelt ikke overskue det. Jeg synes det er svært at være i. På skolen føles det svært at sige højt, udoverskueligt at italesætte og et tabu at erkende. I folkeskolen var jeg selv en del af den gruppe af elever, som klarede sig godt i skolen. Jeg fik gode karakterer og trives. Jeg ved helt ærligt ik hvad der er gået galt siden, men jeg vil for alt i verden bare gerne have min hue på. Samtidig er fremtiden med uddannelse og adgangskvoter ikke ligefrem let at tænke på med ro i maven.

(Pige, 18 år)


Kære du,

ÅÅåh! Jeg kan så godt forstå dig, altså!

Godt, du skriver… lad mig prøve at give dig nogle råd og dele nogle af mine egne erfaringer med dig.  

3.g trækker tænder ud 

Efter hvad jeg kan regne mig frem til, så har du et par måneder tilbage af 3.g? Det betyder, at du – højst sandsynligt – har gået i skole i 12 år i træk nu.

Det bliver man altså bare skoletræt af! 

Oveni det så kan selve idéen om snart at være færdig med gym være lidt overvældende. Hvad venter på den anden side?  

Måske begynder du at gøre dig nogle tanker om fremtiden, som godt kan virke til at vokse sig lidt stor…  

Jeg mener bare: jeg forstår godt, hvis du ikke har så meget hjernekapacitet at arbejde med lige nu.  

Adgangskvoter og uddannelser  

Ja… Ens karakterer kan have betydning for, hvilke uddannelser man kan søge på kvote 1… 

Men langt de fleste uddannelser optager også folk på kvote 2, hvor man bliver vurderet på baggrund af andre ting end karakterer.

OG ens karakterer er aldrig vigtigere end ens helbred.   

Men selvfølgelig er det noget, der fylder når 3.g er ved at være slut… det forstår jeg godt. Jeg vil bare, som en der har været der, virkelig gerne berolige dig og sige: det går det hele.  

Læg en plan for slutspurten  

Hvis jeg var dig, så havde jeg taget fat i en studievejleder. Sæt dem ind i situationen, f.eks.: “jeg er mega demotiveret og totalt overvældet af det, og har brug for en hånd til at klare det sidste”.  

De kan hjælpe dig med at få et overblik og måske en læseplan så du kommer så godt som muligt gennem eksamenerne, selvom det er top nederen at skulle.  

Og helt generelt kan en studievejleder også bare være en god lærer at lette sit hjerte lidt ved… din egen lærer kan hjælpe dig med, hvem du skal tage fat i, hvis du ikke er sikker på det.    

Tænk på at LIGE OM LIDT får du din studenterhue på og holder sommerferie (og måske (et par) sabbatår?). Det er det allersidste push du lige skal finde frem i dig.  

Jeg tænker, du sikkert har 1000 bolde i luften med venner, skole, fritidsaktiviteter, familie, dit og dat. Men husk, du har stadigvæk kun 24 timer i døgnet.  

Så de sidste måneder af 3.g er det OK at ændre sine prioriteringer lidt. Måske lidt mere tid på skole og lidt mindre tid på andre ting, så du stadig har overskud, uden at skulle nå alt på en gang. 

Sig det højt – du er ikke alene!  

Du skriver, at de her ting er svære at sige og et tabu, at erkende. Det tror jeg på… Men jeg ved også, du ikke er den eneste 3.g’er, som er megatræt af at gå i skole og hammernervøs for fremtiden.  

Jeg vil virkelig råde dig til at tale med dine venner og klassekammerater om det her. Det føles altid godt, at dele sine bekymringer og opleve, at andre godt kan genkende ens følelser.     

Jeg kan se på din besked, at du er velformuleret og dygtig til at skrive – jeg er helt, helt sikker på, at du kan klare dig igennem det sidste af 3.g.  

Men jeg forstår virkelig godt, at det ikke er sjovt lige nu. Men husk, du kan få hjælp til at lægge en plan hos din studievejleder.  

Og sig det højt til nogen du stoler på, så bliver det nemmere at komme igennem.  

You’ve got this!!!  

Studenterhue hilsner,
Aske!