Hej Mindhelper
Jeg føler mig fortabt, jeg er lige startet 2.G og jeg har det så dårligt konstant, jeg 16 år og 100kg. Jeg er ved at miste min tætteste veninde fordi hun hele tiden er sammen med sin kæreste og da jeg prøvede fortælle hende at jeg savnede hende tog hun det som et angreb og blev ked. Jeg er også sygt bagud i skolen fordi niveauet er så anderledes, jeg føler mig presset jeg føler jeg har mistet alle omkring mig fra folkeskolen. Jeg føler mig ensom og føler mine gym venner hader mig, jeg føler mig grim og klam pågrund af min vægt fordi imens alle andre på min alder finder kæreste kærlighed og ser godt ud føler jeg mig som lort. Jeg prøver tabe mig jeg prøver blive bedre i skolen jeg prøver at være en god veninde men jeg føler mig bare så stresset og overvældet og faktisk bare uægte. Jeg havde noget angst og lidt selvskadende problemer da jeg var 13 og det ik fordi jeg vil gøre skade på mig selv overhovedet tanken om det giver mig faktisk kvalme men den triste følelse dengang er bare kommet tilbage og jeg har det bare så ængsteligt konstant. Jeg kan ik klare skole, at sku tænkte på min vægt, mit arbejde, min familie, mine venner. Jeg er så overvældet og ved ikke hvad jeg skal gøre.
(Pige, 16 år)
Kæreste dig,
Jeg er megaglad for, du har skrevet ind til brevkassen.
Det lyder som om, du er i en helt vildt udmattende situation – og i sådan en situation har man brug for en hjælpende hånd.
Jeg håber, jeg kan være en lille del af den hjælpende hånd her.
Når det hele ramler
Jeg kan f*ndme godt forstå, du er overvældet.
Det er lige før, jeg bliver helt overvældet over at læse dit brev.
Det lyder som om, det hele bare ramler lige nu…
Og nogle gange når ‘det hele ramler’, så kan vi slet ikke se os ud af situationen.
Så har vi brug for at dele tingene lidt op – så vi igen kan overskue verdenen.
Man bestiger en trappe ét skridt af gangen
Tænk på en trappe.
Lige nu er du for bunden af trappen… og det er nederen.
Der er langt op til toppen, men der er kun én vej.
Men! Du kan ikke tage hele trappen i ét skridt!
Lige nu prøver du at tabe dig, blive bedre i skolen, være en god veninde, tænke på din familie og passe dit arbejde alt sammen på samme tid.
Ingen kan gøre alting samtidigt…
Når vi prøver på det, og prøver at imødekomme alle andres forventninger til, hvordan vi skal gøre, være og se ud, så kommer vi til at føle os ‘uægte’, som du så godt beskriver det.
Så er der behov for at vi stopper op og genovervejer vores strategi.
Træk vejret, og ræk ud
Den måde, du beskriver din situation på, gør det tydeligt, at du har brug for noget støtte til at komme ud på den anden side.
Vi får alle sammen brug for hjælp af og til.
Når vi får lov til, at tale med nogen og sætte ord på, hvordan vi har det, kan vi netop begynde at se på situationer lidt udefra.
Måske kan du få lov at finde frem til, hvad DU synes er vigtigt i dit liv. Ikke hvad alle andre forventer af dig.
Måske er det OK, at skolen ikke er din førsteprioritet lige nu… måske er det OK fortælle din veninde, at du savner hende og ikke dit ansvar, at hun tog det som et angreb.
Sådan nogle ting er i hvert fald vigtigt at få sat ord på, delt med nogen og bearbejdet.
Tal med din familie og tal med headspace
Hvis du har mulighed for og mod på at tale med dine forældre eller en anden voksen, som du stoler på, om de ting du skriver ind med, så ville det være megafedt.
Det kan være svært at være ærlig og sårbar – selv over for sine forældre – men det er så godt, at have nogen på sit hold, som man kan fortælle sit inderste.
Men hvis det er lidt svært – eller hvis du har brug for mere end det – så er headspace et virkelig godt sted, at henvende sig.
De har afdelinger i hele landet og tilbyder gratis samtaler med dygtige rådgivere, som bare er så gode at tale med.
De har også en chat på deres hjemmeside.
Du har taget et megasejt skridt ved at skrive herind, og det er virkelig et skridt i den rigtige retning.
Vi bliver alle totalt overvældet nogle gange, men så er det bare rigtig vigtigt, at vi beder om den hjælp vi har brug for. Ingen kan klare alting selv!
Jeg ønsker dig SÅ meget vind i sejlene på din videre rejse.
Mange, mange hilsener fra Aske