Hej,
hvordan kan jeg være sikker på en beslutning der ikke er irreversible? Jeg har nu i et år, med perioder på 3 måneder af gangen, ønsket at jeg kunne få fjernet mit bryst, og komme på testosteron. Så går jeg over i at skamme mig, tænke det er for meget arbejde, det nemmer bare prøve at være glad i det jeg har, mene at jeg gør det for opmærksomhed og at jeg er bare er blevet influenced online osv. Tanken går væk. Men den kommer tilbage. Ønsket om at se anderledes ud. Jeg er født med xx kromosomer og jeg identificere mig som kvinde, men jeg vil ikke have en barm. Bruh jeg ved seriøst ikke hvad jeg vil lowkey. Altså det er jo faser? det er jo bare en fase, også går det over, også kommer den tilbage. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre med ustabiliteten om hvordan jeg ønsker at se ud. Jeg ændre jo meningen hele tiden – er det i bund og grund noget med patriarkatet? jeg ønsker at ligne det der svarer til samfundets syn af en mand, fordi så kan man blive behandlet bedre? Hvordan ved jeg hvad der lægger til grund for mine ønsker og overvejelser? Burde jeg prøve at klippe mit hår kort og lave trænings øvelser der reducere mit bryst fedt?
Mvh
(Pige, 20 år)
KÆRE DU,
Du gør dig en masse super spændende tanker om virkelig mange ting!
Jeg håber, du kan finde noget glæde, i den nysgerrighed du føler og ikke kun en byrde.
Nysgerrig på normerne
Du virker som en person, som er interesseret i at udforske dig selv og de normer, som nu engang er i vores samfund. Det synes jeg lyder virkelig spændende.
Samtidig kan jeg læse, at du har en sund portion kritisk sans overfor f.eks. sociale medier, og hvordan sådan nogle ting kan påvirke os.
Som vi bliver ældre er det ret normalt, at vi tænker over vores egen plads i samfundet og os selv som mennesker, og jeg ser det som en positiv ting at være åbensindet og undersøgende i den proces (og egentlig hele livet igennem!).
Det er ikke bare en fase!
Du udtrykker selv en tvivl på, om det, du oplever, er en fase, som forsvinder igen på et tidspunkt.
Du oplever, at du ofte ændrer din mening, og generelt ikke føler dig 100% sikker på hverken det ene eller det andet.
Det kunne jeg forestille mig, godt kunne være en udmattende måde at have det på.
Men samtidig er det måske okay, at noget som ville være en meget stor ændring, også fylder meget. Og ikke er en nem beslutning at tage.
Afprøv forskellige ting
Måske kan du se det som en mulighed for at forholde dig åbent og nysgerrigt overfor dig selv.
Du foreslår selv ting, du kan gøre, hvor du kan udforske din nysgerrighed med ting, som er reversible. Det synes jeg lyder som en hammer-god ide;
Klip dit hår kort eller eksperimentér med at bryde nogle af de klassiske stereotyper i samfundet på andre måder.
Se hvordan det føles, at afprøve ting, som ikke er irreversible, men som stadig kan hjælpe dig med at udforske din identitet dybere.
Find mere information
Du skriver, om du ‘bare’ er blevet influeret online. Det er megagodt, grundlæggende, at være kritisk overfor, hvad man ser og hører online og på SoMe.
Samtidig er internettet også et sted, som kan samle folk i med samme interesser, hvor vi kan blive klogere på os selv eller finde mennesker, som kan genkende, hvordan vi har det.
Jeg tænker det er fedt, at du har fået vækket en interesse i dig selv bl.a. via online-kanaler. Men jeg vil også invitere dig til at afsøge andre steder, du kan finde mere – og måske dybere – spejling.
Fortsæt på den opdagelsesrejse du er på i dig selv og læs f.eks. noget queer eller feministisk litteratur?
Der er også massere af spændende tanker omkring patriarkatet og kritiske vinkler på samfundsstrukturer, som du også måske virker lidt interesseret i. 😉
Brug mennesker omkring dig
Når man er megameget i tvivl om noget, så kan det være godt at kunne tale højt om det. Det kan gøre tankerne lettere at forstå og håndtere.
Jeg håber, du har nogen i dit liv, du kan tale med om de tanker, du gør dig. Det er virkelig hjælpsomt.
Ellers vil jeg gøre dig opmærksom på, at der findes tilbud og rådgivning, du måske kunne have gavn af.
Jeg ved ikke, om du har hørt om LGBT+ Rådgivningen før, men de er vanvittigt søde, og så er de vant til at rådgive unge, når det kommer til krop, køn og seksualitet og meget mere (også hvis du er heteroseksuel cis-kvinde).
Du fortjener at have et sted, hvor du kan tale højt om de her tanker: folk du har nær i dit liv, LGBT+ Rådgivningen og ellers sidder vi også altid klar herinde til at lytte, hvis du får brug for det.
Du har ikke travlt!
Meget af det jeg prøver at sige, er egentlig: “træk vejret”. Du har ikke travlt.
Selvom det for nogen kan være det rigtige med hormonbehandling eller operationer, så lyder det som om du stadig gør dig mange overvejende tanker. Giv dig selv plads og tid til det.
Alene at udfordre normerne på den måde, du gør, kræver rigtig meget mod – det håber jeg, du kan klappe dig selv på skulderen for.
Og så håber jeg, at du kan finde en smule ro og måske endda sætte pris på den rejse, du er på – på vej til at lære dig selv bedre at kende – på den ene eller anden måde.
Vi passer ikke i kasser
Der er ikke én måde, vi som mennesker skal være på. Vi er alle mulige ting på samme tid, og nogle gange virker det måske som om, samfundet ikke har en kasse, som vi lige passer ned i. Og det er OK.
Nogle gange må vi lave kassen selv, andre gange skal vi bare lede lidt længere tid efter den. Og nogle gange har vi slet ikke lyst til at være i en kasse – og hvem siger egentlig også, at vi skal det?
Tusind tak for et spændende brev med nogle spændende overvejelser og tanker. Jeg håber mit svar kan bruges på din videre rejse!
Alt det allerbedste – Aske!