Hej Mindhelper
Jeg er en 16-årig pige, der skriver herind fordi jeg har det rigtig elendigt for tiden!
Her på det sidste, er alting bare blevet meget værre og mere trist. Jev trives ikke godt med mine søskende. Min ene søster føler, at jeg ignorerer hende fuldstændigt. Hun skulle bare vide, at jeg ikke gør det af ondskab eller arrogance. Jeg har det bare hammerhårdt for tiden fordi jeg skjuler nogle vildt ubehagelige følelser for hele familien. Smerten vokser bare indeni mig og alting går bare aldrig som ventet. For eksempel, bestemte jeg mig for at jeg ikke ville lade smerterne tage over indeni i denne her uge, men det skete bare minsandten alligevel. Hvad skal jeg gøre?
Jeg er også bare ekstremt usikker på mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal/må/vil tænke, jeg ved ikke hvad jeg skal/må/kan føle. Det hele er bare et stort kaos og verden ville have det bedre uden mig, ikke mindst min familie. Jeg lover hele tiden mig selv, at jeg nok skal få det bedre, hvis jeg gør alting rigtigt i løbet af en dag, men det sker aldrig og jeg har opgivet den tankegang. Det er slut.
Hilsen den uønskede
(16 år)
Kære Den uønskede
Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt mærke, at det er hammer-svært at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen imod at få det bedre.
Du må føle det hele
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du ikke ved, hvad du må tænke eller føle. Det får mig til at tænke på, om du mon tænker, at der er nogle tanker og følelser, som er forkerte? Nogle gange kan man nemlig godt komme til at tænke, at der er nogle følelser og tanker, der er forkerte. Og som man derfor ikke må have.
Der er for eksempel mange, der tænker, at vrede og tristhed er forkerte følelser. Men vrede og tristhed er følelser, som vi alle sammen oplever i løbet af livet på samme måde som, at vi kan føle os glade eller lykkelige. Derfor er der heller ikke nogle tanker eller følelser, der er forkerte. Så du må føle og tænke alle de følelser og tanker, som du mærker indeni.
Giv følelserne plads
Du skriver, at du havde lovet dig selv, at du ikke ville lade smerten tage over i den her uge, men at det skete alligevel. Det er mega frustrerende, at smerten indeni tager over, hvis man bare gerne vil have det godt. Men vi mennesker kan ikke selv bestemme over vores følelser eller tanker. De kommer og går, som det passer dem. Derfor kan vi heller ikke beslutte os for, at vi gerne vil have dem til at gå væk, selvom det nogle gange kunne være rart, hvis vi kunne.
Så tit hjælper det mere at give sig selv lov til at føle de ting, som man føler. For jo mere man kæmper imod sine følelser, jo mere opmærksomhed giver man dem. Og de ting man giver opmærksomhed, er de ting, der kommer til at fylde. Derfor tænker jeg, at det kunne være godt for dig at øve dig i at være lidt god mod dig selv og passe godt på dig, mens det hele er svært. Det kan du læse mere om, hvordan du kan gøre i vores artikel om tristhed.
Kan du snakke med din søster?
Når man har det rigtigt svært, så kan det være svært at overskue at være sammen med andre. Så du er ikke et ondt eller dumt menneske, hvis du ikke kan være så meget sammen med din søster, som du plejer. Men din søster kan ikke vide, hvordan du har det, når du ikke fortalt hende det. Svære tanker og følelser er nemlig ikke noget, som man altid kan se på hinanden. Så det giver god mening, at hun kan kommer til at føle sig ignoreret, hvis du er så meget sammen med hende, som du plejer.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du mon kan fortælle din søster, at du har det svært for tiden? Og at det er derfor, du ikke har så meget overskud til hende, som du plejer. Du behøver ikke at sige mere end det, hvis du ikke har lyst til at gå i detaljer. Men så ved hun hvorfor, og føler sig forhåbentligt ikke helt så ignoreret, og du behøver ikke at have dårlig samvittighed.
Snak med dine forældre
Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du går og har det for tiden. Det er nemlig sådan med svære følelser, at de tit kommer til at fylde mere og blive endnu sværere, hvis man går og skjuler dem for alle omkring sig. Vi er nemlig ikke bygget til at klare os igennem de svære ting i livet.
Der kan være mange grunde til, at man skjuler for sin familie, at man har det hammer-svært. Der er mange, der fortæller, at de gør det, fordi de skammer sig over at have det svært. Er det mon også sådan for dig? Hvis det er, så skal du vide, at det er helt normalt at ramle ind i svære periode af livet og have brug for hjælp til at komme videre. Det sker for alle mennesker på et tidspunkt, så det er helt OK at have det sådan.
Derfor tænker jeg på, om du mon kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det? Hvis du kan det, så ville det være rigtigt god at tage fat i dem. For de fleste forældre bliver rigtigt glade for, at man fortæller dem, at man har det svært. For det meste vil de nemlig rigtigt gerne hjælpe, men det kan de kun, hvis de ved, at man har brug for hjælp. Du kan læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting, hvis du har brug for lidt inspiration til, hvordan du kan tage samtalen.
Tag fat i en anden voksen
Selvom de fleste forældre gerne vil lytte og hjælpe. Så ved jeg godt, at det ikke er alle forældre, der dur til at snakke med, når man har det svært. Hvis det er sådan med dine forældre, er der så nogle andre voksne tæt på dig, som du er tryg nok ved til at snakke med? Det kunne for eksempel være en lærer på din skole. For ens lærere har nemlig også et ansvar for at hjælpe, hvis de ved, man har det svært. Og det vil de som regel også gerne. Men det kunne også være en venindes mor, en sød tante eller en helt tredje. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå alene med dine følelser og tanker.
De vil altid lytte hos Livslinien
Du skriver, at verden ville have det bedre uden dig. Den tanke kan man godt få, når man har det hammer-svært. Men det er så vigtigt at huske på, at selvom ens tanker kan føles meget virkelige, så er de det ikke. Og jeg er næsten sikker på, at verden ville blive et meget mere trist sted, hvis du ikke var her. Især for din familie.
Derfor er det så vigtigt, at du få snakket med nogen om, at du går rundt med den tanke. For det skal du ikke gå alene med. Og hvis tanken kommer til at fylde alt for meget, så kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, der er vant til at snakke med unge, der har det lidt på samme måde som dig. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.
Tag fat i din læge
Når man går rundt med en smerte indeni, der fylder det hele. Så er det en rigtigt god idé at tage til lægen og snakke med ham eller hende om, hvordan man har det. For nogle gange så har man brug for hjælp fra nogle professionelle til at få det godt. Og den hjælp kan ens læge hjælpe en med at finde. Derfor synes jeg også, at du skal tage et smut forbi din læge og snakke med ham eller hende.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du skal ikke gå rundt og have det så svært alene. Det er der ingen, der fortjener. Heller ikke dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper