Hej Mindhelper

Jeg er en dreng på 15 år. Hver gang jeg er i offentligheden forsøger på at komme væk så hurtigt som muligt, og jeg er bange for at folk gøre grin af mig og at de ser ned på mig. Hvorfor er jeg så uduelig…

(15 år)


Kære dig,

Det lyder slet ikke rart konstant at være nervøs for, om folk gør grin med én eller ser ned på én. Det kan jeg godt forstå, du synes er rigtig ubehageligt at være i. 

At bekymre sig om andres mening er helt normalt

For det første vil jeg fortælle dig, at det er helt normalt at tænke over, hvad andre tænker om en. Det gør alle mennesker i større eller mindre grad. Men nogle gange kan tankerne godt få lov at fylde for meget, og det kan ende med at fylde så meget, at det spænder ben for en. 

Find en vej ud af overtænkningen

At ens tanker kører i ring og begynder at fylde rigtig meget, gør dig hverken forkert eller uduelig, det er helt normalt, men nogle gange kan vi have brug for værktøjer til at lære at overtænke mindre. Det kan nemlig være mega drænende at have tanker, der flyver rundt i hovedet hele tiden. 

Det kan du blandt andet læse om i artiklen: Overtænker du? Få 8 råd til at stoppe overtænkning

Der er otte gode råd i artiklen, men jeg vil alligevel dele ét af dem med dig her. Det handler om at huske på, at tanker bare er tanker og ikke virkeligheden. 

Det lyder måske ret simpelt og logisk, men nogle gange kan vi blive så opslugt af vores tanker, at vi glemmer, at de ikke nødvendigvis stemmer overens med virkeligheden. 

En måde at huske det på, kan være ved blot at indsætte ‘lige nu har jeg tanken’, foran din tanke sætning inde i hovedet. Så hvis du tænker ‘ham derover tror sikkert, jeg er dum’, så prøv i stedet at sige til dig selv ‘lige nu har jeg tanken, at ham derover tror, at jeg er dum.’

Sætningerne er næsten identiske, men at huske på at det blot er en tanke, kan måske hjælpe dig med at huske, at tanker ikke nødvendigvis er virkeligheden. For ingen mennesker er tankelæsere, så vi kan reelt aldrig vide, hvad andre mennesker tænker. 

Jeg ved, at det er meget lettere sagt end gjort, og derfor er der også syv andre gode råd i artiklen, som du kan læse igennem og se om de kan hjælpe dig, det håber jeg de kan. 

Få ro på tankerne ved at sige dem højt

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle om alle de svære tanker du går rundt med?

Det kan være rigtig hårdt at have mange tanker i hovedet, især hvis man heller ikke deler dem med nogen. Så kan de nogle gange ende med at vokse og vokse, og komme til at fylde meget og det kan føles rigtig ubehageligt. 

Når vi siger tankerne højt, kan vi både få støtte fra andre, og samtidig kan det gøre at tanken kommer til at fylde lidt mindre. 

Et godt sted at starte, kunne være at tale med nogen du stoler på. Det kunne for eksempel være en god ven eller en i din familie. For det første kan det være rigtig rart at få sat ord på sine tanker, og derudover kan det jo være de også selv har prøvet det du oplever, og måske har nogle gode råd?

Headspace vil altid støtte og lytte 

Et andet godt sted, du kan tale med nogen, er Headspace. Hos Headspace har de mange dygtige rådgivere, som altid gerne vil lytte og hjælpe dig til, hvad du ellers kan gøre for at få sat lidt ro på tankerne og måske også blive klogere på dem. 

Jeg håber nogle af rådene kan hjælpe dig til at slippe tankerne lidt mere, når du er ude i offentligheden. 

Prøv at tage et smut forbi lægen

Skulle tankerne blive ved med at komme igen, og hvis de fylder mere end du kan have det godt i, så overvej, om det kunne være en god ide at tage et smut forbi din læge. I artiklen: Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært, kan du læse mere om, hvordan du kan gribe det an. 

Jeg håber rådene kan hjælpe dig til at få mere ro på tankerne, så du kan gå i offentligheden uden at de skal fylde alt for meget. Jeg sender dig varme tanker og god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper