Hejsa,


Min kæreste gennem 3 år, har meget svært ved at sove om natten, fordi, ja, tankemylder..
De få gange han fortæller om sine tanker, er det om, at han er bange for at jeg forlader ham mm., hvilket jeg ikke har i sinde.
Jeg synes det er svært at forholde mig til, da han ikke betror sig til mig, med hans bekymringer, problemer og tanker.
Hvordan kan jeg afhjælpe tankemylderet, og hvordan kan jeg gøre et forsøg på at få en mere åben dialog?
Både en dialog om, at det er okay at have problemer og bekymringer, men også at jeg har en følelse af mistillid og medansvar for hans tankemylder. Når jeg bringer det op, lukker han i som en musling.

Mvh A

(19 år)


Hej A

Det lyder til, at bekymringerne om din kæreste fylder meget hos dig. Det kan være hårdt at se en, som man holder af have det svært. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Det giver god mening 

Det kan være helt vildt frustrerende og svært, når ens kæreste bøvler med nogle ting, og man ikke helt ved, hvad der foregår inde i ham. For når man holder af en anden, vil man måske rigtig gerne hjælpe og støtte dem. Og så kan det være svært, når man ikke føler at, at man får lov til at hjælpe. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtig god mening, at du synes at det er svært at være i og forholde dig til det, når du ikke helt ved, hvad det er, som din kæreste går og tumler med. 

Derfor skal du også vide, at det er meget naturligt at have det sådan, som du har det, når man står på sidelinjen og ser ens kæreste gå igennem nogle svære ting. Og det er helt naturligt, at du gerne vil vide, hvad hans tanker handler om. For det kan måske føles som om, at man meget bedre ville kunne hjælpe, hvis man vidste, hvad det var for nogle tanker ens kæreste bøvlede med. 

Men det er desværre ikke altid, at man kan få det at vide. Den anden person skal nemlig også selv være klar til at åbne op og tale om det. Og når man har det svært, kan det godt føles skræmmende og overvældende at skulle åbne op overfor andre og fortælle om de tanker, som fylder – særligt, hvis man måske heller ikke er vant til at snakke om svære ting. Nogle mennesker er også pinlige eller skammer sig over deres tanker. Eller er bekymrede for, hvad man vil tænke om dem, hvis de fortæller om de tanker, som de har. Derfor kan det også sommetider være sådan, at jo mere man presser på, jo mere lukker den anden person i. 

Og det er mega frustrerende, for man prøver måske egentlig bare at støtte og hjælpe den anden. Men nogle gange er det bedste, man kan gøre at acceptere, at den anden ikke vil snakke om det lige nu. Men samtidig gøre det klart, at man er der og gerne vil lytte og hjælpe, når ens kæreste er klar til at tale om det. 

Snak med din kæreste 

Det lyder til, at du allerede har prøvet at snakke med din kæreste om det, men at du oplever, at I ikke rigtig kommer så langt med snakken. Det kan godt være rigtig træls og frustrerende, når man egentlig prøver at hjælpe og skabe en åben dialog, men man ikke rigtig føler, at man kommer nogen vegne. Derfor er mit allerbedste råd til dig også at tage en snak med din kæreste, hvor du får sagt til ham, at du er bekymret for ham, og gerne vil hjælpe ham. Og det er okay, at han måske ikke er klar til at snakke med dig om det, men at du gerne vil hjælpe ham med at finde en anden, som han kan snakke med. Det kan fx være en læge eller en af de frivillige i Headspace. På den måde ved han, at du er der for ham og klar til at lytte, når han er klar. 

Det er ikke dit ansvar 

Det er også vigtigt for mig at sige, at det ikke er det ansvar at få din kærestes tankemylder væk. Og det er rigtig vigtigt, at du også husker at passe på dig selv i det her. For du skal også have det godt og have overskud, for at kunne støtte din kæreste. Derfor tænker jeg også, at det er en god ide, at du også husker at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan fx være en god veninde, din mor eller en helt tredje, som du er tryg ved. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med en helt anden, som hverken kender dig eller din kæreste, kan du også tage fat i Headspace. Headspace er et sted, hvor man som ung kan komme og snakke om det, der fylder. De frivillige i Headspace er super søde og vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Og jeg tænker, at det måske kunne være rart for dig at få luftet lidt ud for dine tanker og bekymringer? 

Du kan også foreslå din kæreste at tage op og snakke med dem. Så kan I hver især få samtaler med en frivillig, og på den måde få jeres eget pusterum. Det er helt gratis at komme i Headspace, og man kan også sagtens være anonym. 

Det kan være rigtig svært og frustrerende at se sin kæreste bøvle med nogle ting. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper