Hej
Det er sådan jeg har har haft dårligt syn og haft en bygningsfejl hele mit liv. Udover det har jeg skelet når jeg ikke havde briller og linser på. Jeg kan godt komme til at skele alligevel hvilket tager rigtig meget på min selvstillid. Jeg kan ikke shoppe, tage til fødselsdag, fest osv. uden at jeg bliver træt (når jeg bliver træt skeler jeg lige meget om jeg har linser på eller ej. I 2015 fik jeg en skele operation, som gik godt… men kort efter begyndte jeg at se dobbelt.. og det blev bare ved. Langt om længe gik det i sig selv igen, men det gjorde min skelen så også.
Jeg har skiftet optiker fordi jeg bare ikke følte de kunne hjælpe mig. Men nu synes jeg at det er blevet endnu værre. Han siger at jeg skal begynde at bruge briller igen, da han her kan sætte prismer i. Jeg blev meget ked af det da jeg er en meget sporty pige.. og synes at jeg føler mig mere fri uden briller. Nå men jeg gav det en chance. Men nu kan jeg konkludere at jeg skeler lige så meget med briller som jeg gør med linser. Jeg føler mig så frustreret over det. Også fordi mine forældre bruger SÅ mange penge på det… og det bliver aldrig godt. 🙁 Jeg føler ikke at jeg kan blive hjulpet. Jeg føler mig kronisk træt på grund af min skelen og jeg har rigtig svært ved at fokusere og koncentrere mig i længere tid… Det gør mig så ked af det, da jeg altid har gået meget op i skolen + har klaret mig godt. Jeg er så bange for jeg ikke kan udleve mine drømme på grund af det. Jeg føler at det aldrig vil blive godt.
Jeg er normalt en meget åben og glad pige… men min skelen tager min “styrke” fra mig. Jeg kan ikke se folk i øjnene og jeg føler at folk vil se ned på mig (Jeg skeler indad).
(Pige, 17 år)
Kære pige på 17
Det lyder som om det er et rigtigt hårdt forløb du går igennem. Og at skelen virkeligt har en stor påvirkning på dig og din livskvalitet. Derfor er jeg også glad for, at du skrevet herind og delt dine tanker med os.
Først og fremmest synes jeg du skal vide, at jeg synes du er rigtig sej. Det lyder til at have været en virkelig hård omgang med både operationer og mange skuffelser over ting, der ikke hjælper. Men jeg synes også du skal vide, at det er helt vildt vigtigt, at du ikke giver op. For selvom det kan virke til, at der bare er intet som hjælper, så er håbet ikke ude jo. Det er helt okay at skifte optikere, læger og få nye vurderinger af sagen, og hvordan du kan blive hjulpet. Det er nok på den måde, at man har størst chance for, at få den rigtige behandling. Og selvom det kommer til at lyde super gammelmands-agtigt, så er du stadig ung, og har god tid til at prøve forskellige metoder af. Jeg selv kan nok ikke hjælpe dig så meget med selve skelen, men jeg vil prøve mit bedste på, at hjælpe dig med noget af det udenom.
Penge
Du skriver, at det frustrere dig, at dine forældre skal bruge så mange penge på dig. Jeg kan godt sætte mig ind i, at man kan få dårlig samvittighed, hvis man føler man er til besvær for sine forældre. Så kan man godt blive ked af det og overveje, om det er det værd. Men! Næsten alle forældre vil gøre hvad som helst for at deres børn får det godt – også selvom det er dyrt. Jeg tænker at ens børns velvære er det mest meningsfulde, man kan bruge sine penge på. Og jeg er næsten sikker på, at dine forældre tænker lidt det samme. Jeg tænker, at du kan prøve at snakke med dine forældre omkring de her tanker om penge, og så høre hvad de har at sige. De tænker nok helt anderledes end dig. Det kan være en god måde, at få bugt med den dårlige samvittighed, du måske går rundt med.
Styrker
Omkring det med styrke, så tænker jeg det er vigtigt, at du ikke sætter lighedstegn mellem din styrke og din skelen. For du er så meget mere end et øjenproblem. Vi har alle sammen vores skavanker, og nogle er mere udfordret end andre på baggrund af dem. For nogle er skavankerne psykiske og der er ingen der kan se dem, og for andre vil skavankerne være fysiske og mere tydelige. De fleste af os har lidt en blanding af det hele. Uanset hvad, så kan det godt koste på selvtillidskontoen, hvis man føler, at ens skavank fylder det hele. Men på samme måde som med skavanker, så har vi også alle sammen en masse styrker, som det kan være godt at huske sig selv på, hvis man mærker, at ens usikkerhed presser meget på.
Jeg synes du skal prøve at læse nogle af den her artikel som omhandler, hvordan man finder frem til sine styrker og den her oversigt over de 24 styrker. Du vil opleve at styrke er noget mere dybt, der omhandler hvem vi er, og hvordan vi har personlige egenskaber, som gør os til dem vi er. Og hvorvidt man kan se lige ud eller ej er ikke vigtigt for, om man er et godt menneske med masser af styrker. Bare i dit korte brev kan jeg allerede se nogle af dine styrker: omsorgsfuldhed, vedholdenhed, vidensbegær, relationer. Og uanset hvordan det kommer til at gå med din skelen, så vil du altid have styrker, og de er dine for altid. Det betyder også, at selvom livet kan virke møgbesværligt lige nu. Og at du bliver i tvivl om, hvordan det hele skal forløbe. Jamen så husk på, du har dine styrker, og de bliver hos dig. Og derfor kommer du til at klare dig fint, selvom der er nogle ting, som bliver svære.
Ærligt talt, så bliver livet sjældent præcis som man havde regnet med da man var 17. Sådan går det for de fleste. Og selv når vi møder modgang – jamen så er vi mennesker så sindssygt gode til at finde på løsninger og nye veje. Derfor tænker jeg også, at en pige som dig, som virker intelligent og fuld af styrker – jamen du skal nok klare dig helt fint. Og hvis der er nogle af dine drømme, der ikke kan gå i opfyldelse, så prøv at finde på nogle nye. Du er ikke tvunget til, at gå i nogen bestemt retning, og det er helt okay at lave alle sine planer om – smide det hele på gulvet og starte forfra.
Energiregnskab
Jeg kunne godt tænke mig, at præsentere dig for noget, som man kalder for energiregnskab. Tanken om et energiregnskab går ud på, at man har en mængde af energi hver dag. Forestil dig at energien er illustreret ligesom batterilogoet på din telefon. I løbet af dagen bliver batteriet drænet for energi, indtil du er nødt til at putte det tilbage i opladeren. Du har måske lidt mindre energi som udgangspunkt end andre, fordi du bruger noget energi, når du skeler. Det er selvfølgelig super irriterende, men lad os prøve bare at forholde os til det.
Lad os sige at du nu kigger på din mængde af energi, som du har i løbet af en dag – dit batteri. Hvis du skal dele den energi ud på nogle forskellige handlinger, hvad skulle det så være? Det kan være du kommer frem til, at du ikke har energi til både at shoppe med veninderne, gå i skole, træne, lave lektier og se fjernsyn om aftenen. Jamen hvordan fordeler du så bedst den energi du har, ud på de forskellige ting du gerne vil? Jeg tænker, at du måske kan prøve at lave et bagvendt energiregnskab. Altså prøve at kigge på din dag igår, og så undersøge, hvordan den fungerede energimæssigt for dig. Var du meget træt den dag? Jamen hvad og hvornår gjorde dig træt. Var der noget du kunne have undladt? Var der nogle vigtige ting, som du ikke havde energi til, fordi du brugte din energi på noget andet? Min hovedpointe er, at du kan overveje hvad der er vigtigst for dig i din hverdag, og så sørge for at dit energiregnskab kan rumme det. Det betyder også, at det kan være, at du kommer frem til, at du må nedprioritere nogle ting i din hverdag. Men her er det altså vigtigt at huske på, at du jo ikke som sådan nedprioriterer ting – du prioriterer bare de vigtigste ting højest. Og det er fuldstændigt okay.
Hvad kan give ekstra ‘strøm’?
Det kan også være en god idé, at tænke over, om der nogle ting, som kan give ekstra strøm, på batteriet. Altså er der nogle ting, som kan give dig ekstra energi, når du begynder at blive træt? Det kan være, at det hjælper dig, hvis du lægger dig ned og lukker øjnene, så øjenmusklerne kan få lov til at slappe af. Det kan være at Mindfulness ville kunne give dig lidt ro og energi tilbage. Måske at lytte til lydbøger eller podcasts, hvor du igen ikke behøver at fokusere noget med øjnene. Hvis du finder ud af nogle pausestrategier eller andet, som fungerer for dig – jamen så overvej, hvordan du kan putte det ind løbet af dagen på en smart måde. Det kan være, at når dig og veninderne er ude at shoppe, at i skal prioritere at sætte jer ned på en café en halv times tid og lige drikke en cola. Så du kan få ro til lige at lade lidt op igen, eller sidde med lukkede øjne. Hvis du synes det virker mærkeligt, at sidde med lukkede øjnene et offentligt sted, så kan det evt. løses med solbriller.
Ideer til skolearbejde
Jeg tænker, at du kan prøve at føre nogle af de samme tanker fra energiregnskabet ind i dit skolearbejde. Du skriver, at du bliver træt, hvis du skal koncentrere dig og fokusere i længere tid. Det er fuldstændigt normalt, når man skeler. Fordi der er så mange små muskler i øjet, som man spænder op, for at kunne se lige. Ligesom hvis man styrketrænede rigtigt længe. Der er nogle forskellige ting, som du kan gøre, for strategisk at undgå at blive træt. Jeg hørte engang et kort foredrag med en mand som fortalte, at han aldrig arbejdede mere end 5-10 minutter af gangen, men så gjorde han det til gengæld intensivt i de fem minutter. Han blev ekstremt succesfuld, fordi han var så god til at holde pauser, at han faktisk havde masser af energi, når han så arbejdede. Jeg siger ikke, at det er vil være den rigtige løsning for dig. Men jeg tænker at det kunne være en god idé, at prøve at tænke lidt strategisk omkring, hvordan pauser måske kan være med til at hjælpe dig gennem dagen og dit skolearbejde. I selve skolen er det selvfølgelig ikke så nemt at holde pauser, fordi timerne jo fortsætter alligevel. Men måske kan du finde ud af en måde, hvorpå du kan slappe lidt af i hovedet, mens undervisningen foregår. Du kan prøve at tale med læreren om, om der er nogle ting i kunne gøre eller aftale, så du ikke når at blive så ekstremt træt.
Før ikke kamp mod kroppen
Hvis man har en problematik som indebærer kroppen – jamen så kan man godt komme til at føre krig mod kroppen. Og prøve at tvinge den til at makke ret, når den ikke vil gøre, som man synes. Men hvis du oplever det, så kan det være en rigtig god idé, at forlade slagmarken mellem dig og kroppen. I stedet for at tænke “hvorfor kan min krop ikke bare gøre som den skal!”, så prøv at tænk “hvordan kan jeg få den bedst mulige dag, mens jeg passer godt på min krop”. Prøv ikke at opfatte din krop som en fjende, men derimod som et barn, man skal passe godt på. Det virker måske tosset at stille det op på den måde, men hvis man slutter fred med kroppen, så kan man nogle gange også lidt bedre acceptere den. Og på den måde øje sin livskvalitet ved at forholde sig til alle de gode ting den kan, i stedet for de ting den ikke kan.
Snak med dine nærmeste
Det kan være en rigtig god idé,a t snakke med sine nærmeste om, hvordan man har det. Det kan både være dine forældre, dine venner, dine lærere – hvem du nu synes. Når man deler sine tanker med hinanden, så bliver de ofte også nemmere at håndtere. Jeg tænker også, at det kunne være en god idé for dig, at snakke om nogle af de forestillinger du har, om at folk ser ned på dig, fordi du skeler. Jeg tror du vil opdage, at der ikke er nogen der har det sådan. Vi mennesker er bare vores egne største kritikere, og derfor kan vi godt komme til, at bedømme os selv meget meget hårdere end omverdenen gør. Derfor kan det også være rigtigt rart at få at vide, at folk ikke nødvendigvis bedømmer en ligeså hårdt. Ofte tænker folk slet ikke over de samme ting, som man selv gør. Du kan også prøve at spørge dig selv: Ville du se ned på en, bare fordi personen skelede eller haltede eller var blind på det ene øje? Jeg tænker, at du nok siger nej. Og sådan har de fleste det altså, og du oplever nogle, som siger noget andet – jamen så er det måske heller ikke mennesker, du vil have lyst til at være sammen med?
Snak med lægen igen
Som jeg skrev længere oppe, så synes jeg ikke du skal give op endnu. Du er stadigvæk ung, og der meget tid endnu til at finde på løsninger og metoder til dig. Derfor tænker jeg også, at det er en god idé, hvis du snakker med lægen igen. Og fortæl lægen om, hvordan du går og har det. Du er stensikkert ikke den eneste patient der skeler, som oplever de følelser og bekymringer, som du har. Måske har lægen nogle tips og tricks, som du og jeg slet ikke havde overvejet. Hvis du tænker det kunne være godt for dig, så kan du også bede om en henvisning til en psykolog. Psykologer kan være rigtigt gode til at arbejde med selvtillid, accept og livskvalitet. Og de kan give en nogle rigtigt gode værktøjer til, hvordan man kan håndtere sin hverdag.
Når man skeler er der flere ting, som kan være svært for en. En ting er det fysiske, hvor man kan blive meget træt og generet. En anden ting er alt det psykiske, som også fylder. Så kan man godt blive ked af det, og ramt af nogle svære negative tanker, og det kan gå ud over ens selvtillid. Derfor er det også en god idé, at snakke med nogen om, hvordan man har det. Og prøve at passe godt på sig selv i sin hverdag.
Jeg håber virkeligt, at du har kunne bruge nogle af mine tanker og råd til noget. Jeg har i hvert fald prøvet, at komme med lidt råd, som jeg tror passer til din situation. Du skal vide, at jeg krydser fingre for, at der bliver fundet en god løsning til dig. Jeg ønsker dig mega meget held og lykke.
De allervenligste hilsner fra en Mindhelper.