Hej mindhelper
Jeg har nu i hele mit liv haft nogle nippels som går indad?? Jeg ved simpelthen ikke hvorfor og lm det er farligt! Kan i hjælpe??
(20 år)
Kære du
Det lyder til, at det med dine brystvorter fylder rigtig meget hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Er det farligt at dine brystvorter går indad?
Først og fremmest vil jeg starte med at svare på, om det er farligt at dine brystvorter går indad: det er det ikke.
Jeg kan godt forstå, at du måske har kigget på andres brystvorter og tænkt: “Hvorfor går deres brystvorter ikke indad, er der noget galt med mig?”, men det er der ikke. Det er helt normalt. Derfor er der heller ikke noget at være bange for.
Alle brystvorter forskellige
At have brystvorter, som går indad, er helt normalt. Brystvorters udseende, form, størrelse og farve, er forskellig fra person til person. På de fleste mennesker vender brystvorterne udad, men hos rigtig mange mennesker kan brystvorterne godt vende indad, og det er helt normalt.
Ens brystvorter kan ændre form og størrelse med alderen, fx under puberteten og efter, eller hvis man som kvinde bliver gravid og skal amme. Så det er ganske normalt, at dine bryster/bryst og brystvorter kan nå at skifte udseende mange gange endnu.
Hvis du stadig er bekymret
Hvis det med dine brystvorter bliver ved med at gå dig på, er du altid velkommen til at tage et smut forbi lægen.
Læger ved nemlig rigtig meget om kroppen, så de kan være gode at snakke med, hvis du føler, at der er noget, som ikke ser ud som det skal. De kan også hjælpe med at forklare, hvorfor nogle brystvorter vender indad, og hvorfor nogle vender udad.
De er ofte rigtig søde og vil gøre deres bedste for at hjælpe dig, hvor de kan.
Selvom det er normalt at have brystvorter, der går indad, kan man stadig godt blive nervøs eller bange for, at der er noget galt. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge.
De bedste hilsner fra en Mindhelper