Mine forældre er skilt, og min vrede går udover mig selv, hvor jeg blandt andet bruge selvskade. Hvad skal jeg gøre?

Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 12 år. Min forældre er skilt og min verde går ud over mig selv, hvor jeg blandt andet bruger selvskade. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

(Pige, 13 år)


Kære pige på 12 år

Det kan være så hårdt, når mor og far bliver skilt. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du er ikke alene

Æv altså, hvor lyder det bare træls, at dine forældre er skilt, for det kan bare være så hårdt. Men du er ikke alene om at have forældre, der er skilt. Faktisk har omkring 350.000 børn i Danmark forældre, der er gået fra hinanden. Så der er en hel del børn, der ved alt om, hvor svært det kan være, når mor og far er skilt. Det kan nemlig fylde en med så mange følelser og tanker, når ens forældre går fra hinanden. Men det lyder som om, det er vrede, der fylder mest for dig. Er det rigtigt forstået? Det giver god mening. For det er bare mega æv, at mor og far ikke bare kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så de kan blive boende sammen. Og jeg tror, der er rigtigt mange skilsmissebørn, der kan nikke genkendende til den følelse. 

Det er en copingstrategi

Du skriver, at din vrede går udover dig selv blandt andet ved, at du bruger selvskade. Det lyder mega hårdt. Men det giver også så god mening, for selvskade er en copingstrategi – altså en strategi man bruger til at håndtere nogle ting indeni i en, der er svære. Så selvskaden hjælper dig med at håndtere vreden. Men selvom selvskaden hjælper i øjeblikket, så er det ikke nogen særligt god strategi på den lange bane. For når du holder op med at selvskade, så kommer vreden tilbage. Så selvskaden løser ikke vreden. Så i stedet for at have en svær ting at kæmpe med, som du havde til at starte med, så har du pludseligt to nu. Vreden og selvskaden.

Jeg kommer til at tænke på, om du nogle gange gør noget andet, som også kan hjælpe dig med vreden, men som ikke er at selvskade? Det kunne for eksempel være at gå en tur, tage fat i en veninde eller danse tosset rundt på dit værelse til noget god musik. Hvis du kan komme i tanke om noget, så kan du skrive det ned på din liste. Og næste gang du får lyst til at selvskade, så kan du prøve de ting af, der står din liste først. Vores hjerne er nemlig ikke super god til at fokusere på for mange ting på en gang. Så når man gør noget andet, når man kan mærke, at man har lyst til at selvskade, så flytter man fokus på lysten. Og så går den for det meste over igen.

Snak med nogen

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. For du tumler med en masse svære ting, og dem skal du ikke gå alene med. Dem skal du have hjælp til af nogle voksne. Det allerbedste ville være, hvis du kunne snakke med dine forældre. Jeg ved godt, at det kan være mega svært, når dine forældre faktisk er grunden til, at du har det svært. Men jeg er næsten sikker på, at de godt kan forstå og godt ved, at det også er svært for dig, at de er blevet skilt. Og jeg tænker, at de rigtigt gerne vil vide, at du har det svært. Fordi de holder af dig og vil dig det allerbedste. Så de vil gerne kunne hjælpe dig, mens det er svært. Men for at de kan hjælpe dig, er du nødt til at fortælle dem, hvordan du har det. For selvom det kunne være rart, så er svære tanker og følelser desværre ikke altid noget, man kan se på hinanden.

Tag fat i LMS

Hvis det er nemmere for dig at starte med at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i en frivillig rådgiver hos LMS. LMS står for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Og de hjælper blandt andet folk, som kæmper med selvskade. Deres frivillige rådgivere er super dygtige, og så har de snakket med rigtigt mange unge, der kæmper med selvskade. Så de ved godt, at det kan være lidt svært at snakke om. Og de skal nok prøve at hjælpe dig, så godt som de kan. Du kan være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Du kan altid finde nogen at snakke med hos Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med om alle de ting, der er svære ved, at dine forældre er skilt. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis du mangler nogen at snakke med. De frivillige hos Headspace er super søde og super dygtige, og de har snakket med rigtigt mange forskellige unge, der har haft det svært af alle mulige forskellige grunde. Så de skal også nok prøve at hjælpe dig, så godt som de overhovedet kan. Du kan også være helt anonym hos Headspace, så dem kan du også trygt tage fat i, hvis du har brug for det.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Så du kan få noget hjælp til at få det bedre. For det fortjener du.

De bedste hilsner fra en Mindhelper