Har I råd til hvad vi som forældre kan gøre??

Mange tak for dit spørgsmål!  

Selvom vi her i brevkassen normalt svarer på spørgsmål fra de unge selv, så vil jeg svare dig så godt, jeg kan. 

Den bekymrede mor 

Det er helt forståeligt, at du har den her opmærksomhed på din søns adfærd, og at du bekymrer dig om han trivsel. Det er jo indkodet i en mors DNA!  

Men umiddelbart vil jeg berolige dig lidt – det lyder som om din søn er lige, som han skal være.  

Hvad er et godt ungdomsliv?  

Rigtig mange af os kommer til at forbinde det, at være ung med at være sociale, feste og fylde kalenderen med aftaler. Det er det også for nogen. Men det er altså langt fra alle, som synes det er sjovt eller givende.  

Mange mennesker trives bedst med få relationer og egentlig er der meget som peger på, at få, stærke relationer er bedre for trivsel end mange, mere overfladiske relationer.  

Mennesker har forskellige sociale behov – måske er dit højere end din søns.  

Selvfølgelig er det ikke meningen, at mennesker slet ikke har nogen kontakt til omverdenen, og i det tilfælde, skal man måske være mere opmærksom.  

Men at have kontakt til et par gutter og være OK med det, er sådan set ikke bekymrende i mine ører.  

Små og store sociale batterier 

Det, at din dreng tager på job hver dag er virkelig et trivselstegn. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad det arbejde består i – men alene det at forlade huset hver dag for at tage på arbejde = godt!  

Som 22-årig, når man er ved at finde sit ståsted i verden og finde ud af, hvem man selv er, så kan man brænde meget energi af på bare at indgå på en arbejdsplads.  

Når din søn så også giver udtryk for ikke at ‘gide andre mennesker’ kunne det tyde på, at hans sociale batteri generelt ikke er kæmpestort. Sådan desto mere er det fedt, at han tager på arbejde tilsyneladende uden videre problemer.  

En voksen på børneværelset  

Din søn har en alder, hvor voksenlivet så småt banker på døren. Indeni ham er der altså gang i nogle frigørelsesprocesser, men udenpå sætter barndomshjemmet måske nogle fysiske grænser.  

Derfor ses det også ofte, at unge voksne, som stadig bor i deres forældres hus, kan finde på at trække sig til deres værelser for, at definere en grænse.  

At holde sig mest for sig selv kan faktisk være en måde at markere selvstændighed på.   

Spørg mere end du forklarer  

Den tid, hvor et voksent barn bor hjemme kan nogle gange være præget af spændinger mellem forældre og barn; forældrene ser stadig deres lille knægt og barnet føler sig som en voksen, som bliver misforstået.  

Husk på, at din søn er blevet voksen, selvom han stadig bor under dit tag.  

Nu kender jeg selvfølgelig ikke dynamikkerne hjemme hos jer – men hvis man i bekymring som forældre kan komme til at sige ting som: “skal du ikke ud og se nogle mennesker?” eller “du kan jo ikke ligge der altid”, så vil den unge som regel gå i forsvar.  

Prøv i stedet for at vise, at du respektere ham og forstår hans nye virkelighed som ung voksen. Vær nysgerrig og stil flere spørgsmål.  

Hør ham ad, hvad der er fedt i hans verden. På den måde kan du forhåbentlig lære mere om ham og I kan forstå hinanden bedre. 

Når ungen flyver fra reden  

Jeg forstår 100%, at du kan blive ekstra bekymret for, hvordan han vil klare den, når han skal på egen hånd. Det tror jeg, du deler med mange andre forældre.  

Men ofte vil man se den unge træde i karakter på en helt anden måde, når han er på egne ben med 100% selvbestemmelse.  

Mange oplever faktisk et styrket forhold til deres nyligt fraflyttede børn, fordi de unge nu har mulighed for at invitere verden ind på deres egne præmisser.  

Du kan nok høre på mig, at jeg tror du kan være helt tryg… så længe din søn passer sit job og holder en nogenlunde døgnrytme og har kontakt til de to venner, du nævner, så er det umiddelbart OK.  

Dét du kan gøre som mor er at give ham en tryg og stabil base (som det lyder som om, du lykkes med), anerkend den indsats han ligger på sit job og give ham plads til selv at finde ud af sin sociale plads i verden.