Hej
Jeg tror jeg har ekstrem angst og jeg har ikke sagt noget til nogen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ingen ved det. Jeg vil rigtig gerne have en psykolog eller en at tale med. Har i nogle råd til hvordan jeg kan spørge mine forældre om jeg må få en? Uden at virke belastende. Eller kan jeg bare gå til min skole?
Min angst forekommer som meget bekymrende tanker om fremtiden som kommer hver dag, hele tiden, fuldstændig uafbrudt 24/7. Jeg har bildet mig selv ind, at angsten og tankerne er nødvendige og hjælper mig med at løse og tænke igennem og komme frem med løsninger til mine problemer. Mine problemer er meget små. Jeg stresser over det mindste. Nogle gange kan jeg ikke sove om natten og jeg har svært ved at fokusere i skolen og tale med folk og foretage mig de ting jeg gerne vil i livet, da jeg er så optaget i min egen verden af stress og angst og at jeg skal tænke frem en løsning lige nu ellers er det forsent. Jeg er bange for at det bliver forsent. Frygtelig bange. Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen og jeg føler mig hjælpeløs. Håber i kan fortælle mig sandheden og det jeg har brug for at høre. Mange tak.
(17 år)
Kære du
Det lyder til, at det er rigtig svært at være dig lige nu. Derfor jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Hvad er angst og hvorfor føler vi det?
Når ens angst fylder så meget, at man tænker på det 24/7, kan man hurtigt få en følelse af, at det ville være meget bedre, hvis man slet ikke havde angst. Men det er der af os, som ville være uenige i. Det siges nemlig, at vi mennesker fra naturens side er bygget til at tænke negativt. Fordi da vores forfædre rendte rundt på savannen og bekymrede sig konstant om ikke at blive spist af rovdyr, gav det rigtig god mening at være på vagt hele tiden. Problemet er bare, at den verden vi lever i nu, ikke er fyldt med rovdyr, der prøver at spise os hele tiden. Men alligevel så er vores hjerne stadig bygget til at føle den angst, som vores forfædre følte på savannen. Derfor er det helt naturligt at bekymre sig. Det gør vi alle sammen. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du synes det er svært, når det fylder så meget.
At slippe af med alle sine bekymringer er derfor ikke noget vi kan og måske heller ikke noget vi ville have lyst. Det handler i stedet om at finde en balance, hvor man ikke hele tiden rammes af “hvad-nu-hvis” – tanker. For det kan være helt vildt drænende, når de hele tiden suser rundt i ens hoved. Du kan læse mere om, hvad generaliseret angst er, i vores artikel Generaliseret angst: Få den vigtigste viden (+ 5 steder du kan få hjælp).
Sådan kommer du til at snakke med en psykolog
Mange unge oplever perioder, at deres følelser går op og ned i perioder. Nogle perioder er længere end andre og ofte går det over igen af sig selv. Men for nogle kan det godt blive ved så længe, at det kan være en god ide at få noget hjælp. Det kan fx være en psykolog. Du skriver, at du rigtig gerne kunne tænke dig at have en psykolog at tale med. Men at du ikke ved, hvordan du skal spørge dine forældre om det eller om du bare kan gå til din skole i stedet? At snakke med ens forældre eller få hjælp på skolen er begge to gode måder at komme til en psykolog på. Der findes nemlig rigtig mange forskellige måder, at komme til at snakke med en psykolog på. I vores artikel Sådan kommer du til at snakke med en psykolog. Her står der en masse om de mange muligheder der er for at få hjælp af en psykolog.
Prøv at snakke med nogen om det
Du skriver, at du ikke har sagt noget til nogen om, hvordan du har det. Er det mon fordi du synes det er svært at snakke om eller er det på grund af noget helt andet? Selvom det måske kan være svært, kan det være en rigtig god ide at få snakket med andre om, hvordan man har det. For når man snakker om hvordan man har det, er det det første skridt mod at få det bedre. Og det lyder til, at du står i en situation lige nu, som ikke er særlig rar for dig at være i. Så er der måske nogen omkring dig, som du kan snakke med? Det kan være en rigtig god ven, en af dine forældre eller en helt tredje person. For mange mennesker oplever, at det hjælper rigtig meget, at få luft til nogle af alle de tanker, som de går med. For det lyder til, at det er nogle alt for svære og tunge tanker, som du går med alene.
Tag et smut forbi lægen
Til sidst i dit brev skriver du, at du er så optaget af din verden af angst og stress, at du har brug for en løsning inden det er for sent. Når man har det sådan, er det super vigtigt, at man får snakket med nogen om, at få den rette hjælp. Vi kan ikke sige, om du har angst eller stress. Det skal der nogle folk, som kan sidde sammen med dig, til at vurdere. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at smutte en tur forbi lægen. Læger er nemlig uddannet til at hjælpe både når det er noget fysisk, men også når det er noget psykisk, som er svært. De fleste læger ved også, at det kan være svært at snakke om. Derfor gør de også deres bedste for, at man får en rolig og tryg samtale om de ting, som er svære.
Hos Angsttelefonen ved de meget om angst
Hvis du stadig sidder tilbage med nogle spørgsmål om angst eller du har lyst til at snakke med nogle helt andre om det, kan jeg varmt anbefale Angsttelefonen. Hos Angsttelefonen sidder der nogle super søde og dygtige frivillige, som enten ved rigtig meget om angst eller selv har erfaringer med det. Der kan man ringe ind og snakke om de ting, som man går og tænker på. Det er gratis og man kan være helt anonym, hvis man har lyst til det. Så dem kan du roligt kontakte.
Det kan være super hårdt og drænende, at gå og bekymre sig 24/7. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper