Hej Mindhelper

Jeg har nogle spørgsmål omkring angst da jeg ikke helt er sikker på hvad angst er og alt det der, og jeg vil gerne vide om jeg selv har men tør ikke at opsøge hjælp.

Hvordan kan mine pårørende reagere?

Hvad er angst?

hvad er nogle af symptomerne for angst?

hvordan ved jeg om jeg har angst?

(Dreng, 14 år)


Hej Dreng på 14 år

Jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det er svært at finde ud, hvad angst er for en størrelse. Så kan man godt sidde tilbage med en masse spørgsmål. Jeg vil anbefale dig, at læse vores artikler i temaet om angst. Der står nemlig en hel masse god information om, hvad angst er og symptomerne på angst. Der tænker jeg, at det meste af den viden, du gerne vil have, står i.

Hvordan ved man, om man har angst?

Man kan finde ud af om man har angst ved at tjekke, om man kan nikke genkendende til symptomerne beskrevet i artiklen om angst og ved at tage til lægen. For at være helt sikker på, om det er angst man har, så skal der nemlig være en professionel, som hjælper en med at finde ud af det. Det kunne eksempelvis være lægen eller en psykolog. Du kan være helt tryg ved at kontakte din læge. Læger er helt vant til at snakke med unge om angst og har ofte en god forståelse af, hvad angst er for noget. Du kan læse mere om, at gå til lægen her.

Hvordan kan mine pårørende reagere?

Jeg bliver lidt i tvivl om, hvad du mener, når du spørger, hvordan dine pårørende kan reagere? Er det hvordan de kan hjælpe dig med angsten eller hvordan de vil reagere, hvis du fortæller dem om angsten? Det er svært at gætte, hvordan ens pårørende (måske forældre) vil reagere, hvis man fortæller dem om angsten. Nogle vil blive nervøse på ens vegne, nogle vil tage det helt roligt og støtte en og nogle ved måske slet ikke, hvad angst er. Men uanset hvad, så kan det være en god idé, at fortælle sine pårørende om angsten. For så står man ikke alene med angsten og så kan man sammen prøve at finde ud af, hvordan man lige kan håndtere det, når det bliver svært. Og det kan være rigtigt rart, at få den hjælp. Det kan være meget forskelligt, hvordan ens pårørende kan hjælpe en. Det handler især om, hvad man har brug for, at de hjælper en med. Nogle synes det er rart at have nogle at snakke med om angsten, nogle der tager med en til lægen og måske hjælper en med at få snakket med en skole, hvis det er nødvendigt. For andre er det vigtigste bare, at de pårørende ved, at man oplever angst, så de kan forstå, hvorfor nogle ting er svære for en. Det er meget forskelligt og du kan jo overveje, hvad du har brug for?

Nervøs for at søge hjælp?

Det er helt normalt at opleve, at man bliver nervøs for at opsøge hjælp. For det kan være en ret sårbar situation, som kan gøre en lidt ked af det, bange eller nervøs for, om man vil blive afvist af personen, man søger hjælp fra. Men de fleste mennesker vil rigtigt gerne hjælpe og lytte, hvis man forklarer dem, at man har brug for at snakke om noget svært. Og der er mange steder, hvor du kan opsøge hjælp. Det kunne være hos lægen, som jeg snakkede om tidligere. Hos dine forældre eller nogle andre voksne, som du er tryg ved. Det er også sådan, at hvis man fortæller på sin skole, at man oplever angst eller at man har det svært, så er skolen forpligtet til at hjælpe en. Du kan læse mere om at få hjælp på sin skole her. Jeg kan også anbefale dig, at læse den her guide til, hvordan man snakker med sine forældre om svære ting. Den kan være rigtig god, hvis man har brug for en hånd til at få snakket med sine forældre.

Kontakt Angsttelefonen

Hvis du har flere spørgsmål om angst eller du har brug for at snakke med nogen om det, som du oplever, så kan jeg anbefale Angsttelefonen. Der kan man ringe ind og snakke med deres frivillige om angst og de ting, som man går og tænker på. De er super søde og du kan være helt tryg ved at kontakte dem – det er helt anonymt.

Angst er en svær størrelse og det er helt normalt at blive i tvivl, om det er angst man har eller noget helt andet. Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå godt med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper