Vidste du, at forskere har fundet frem til verdens mest beroligende sang? Hør den her, og find ud af, hvorfor netop den sang er så afslappende.
Prøv at forestille dig en sang, der kan sænke din puls og dit stressniveau på blot otte minutter.
En sang, der er mere afslappende end massage.
En sang, der er så beroligende, at du frarådes at køre bil, mens du lytter til den.
Den gode nyhed … Sangen findes!
Den hedder “Weightless” og er lavet af det engelske band Marconi Union sammen med eksperter i lydterapi.
Prøv at lytte til nummeret, hvis du har svært ved at falde i søvn – eller hvis du føler dig stresset og opkørt og har brug for et pusterum.
I starten synes du måske, at musikken er underlig, og du oplever måske ikke den store effekt. Men lytter du til den et par gange, vil du sandsynligvis mærke, at den lige så stille får dig til at falde til ro.
Du kan finde sangen “Weightless” her:
- “Weightless” på YouTube
- “Weightless” på Spotify
Hvorfor virker “Weigthless” så gabende beroligende?
Okay, for at svare på det spørgsmål bliver det lige en smule musik-nørdet, men hæng på …
“Weightless” starter i et tempo med 60 beats per minute (BPM), men i løbet af nummeret falder det til 50 BPM.
Og hvad er så det smarte ved det?
Jo, vores normale hvilepuls ligger typisk omkring 60 slag i minuttet. I starten spejler tempoet i “Weightless” altså din normale hvilepuls, men i løbet af nummeret skrues der ned for tempoet, og så følger din puls helt automatisk med.
Din puls synkroniserer sig altså helt af sig selv til musikken, og det er i høj grad det, der gør “Weightless” så beroligende.
For i takt med, at din puls daler, falder tanker og følelser også automatisk mere til ro. Og så breder der sig en følelse af afslapning i dig.
Faktisk har forskere fundet frem til, at musik kan berolige vores nervesystem og flytte fokus væk fra stressende tanker.
Det er den samme grundlæggende mekanisme, der gør, at vejrtrækningsteknikker som box breathing og vekselåndedrættet virker. Vores krop og sind hænger nemlig meget tættere sammen, end vi tit er opmærksomme på.
Sådan gjorde forskerne
Måske du spekulerer over, hvordan forskerne fandt frem til, at netop “Weightless” er verdens mest beroligende sang?De samlede en gruppe på 40 forsøgsdeltagere og satte dem til at løse en række krævende opgaver for hjernen. Undervejs målte de deltagernes stressniveauer, mens de lyttede til 10 forskellige beroligende sange.Resultatet var klart: “Weightless” slog alle de andre numre. Den var faktisk 11 % mere effektiv end de andre sange i forhold til at sænke deltagernes puls og stressniveau.
Konkurrenterne var fx:
- Adeles “Someone Like You”
- Coldplays “Strawberry Swing”
- Mozarts “Canzonetta Sull’aria”
Hvis “Weightless” ikke virker for dig
Weightless er lavet i samarbejde med eksperter i lydterapi med det specifikke formål at virke beroligende.
Men vi er alle forskellige, og det, der virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden.
Heldigvis findes der også masser af andre musiknumre, der virker beroligende og afslappende.
Du kan fx prøve vores helt eget beroligende nummer, der hedder “SØVN”. Det er udviklet af filmkomponisten Igor Rado, og det varer 25 minutter.
Det finder du lige her:
25 minutters afslapningsmusik til søvn og dyb ro
Det her nummer er designet til at hjælpe dig med at falde i søvn.
I starten tænker du måske, at musikken lyder mærkelig og meget anderledes, end du plejer at lytte til. Nummeret starter med brusende eller susende lyd. Lyden kaldes også for brun støj, og undersøgelser viser, at det hjælper os med at falde til ro.
Vil du gerne have mere beroligende musik, så søg på fx “Relaxation” eller “Sleep playlist” på YouTube, Spotify eller hvor du nu finder din musik.
Bonus-tip: Lyden af fuglekvidder og bølgeskvulp virker også
Det er ikke kun musik, der har en beroligende effekt. Forskning viser også, at naturlyde virker afstressende. Det kunne fx være lyden af rislende vand, ild der knitrer, fuglekvidder.
Du kan prøve at lytte til naturlydene i sengen om aftenen, hvis du har svært ved at falde til ro. Eller hvis du har brug for en pause i løbet af dagen.
Få fem lydfiler med beroligende naturlyde