Hej Mindhelper

Her på det seneste har jeg været virkeligt trist, jeg har haft grimme tanker om mit udseende og det er virkelig begyndt at gå mig på. Jeg har diagnosen tragtbryst, en masse bumser næsten overalt på kroppen og jeg vejer mindre end gennemsnittet.

Lige om lidt er det sommer, og jeg har slet ikke lyst til at tage ud og bade sammen med alle andre fra min klasse, som jo syntes at det bliver rigtigt hyggeligt og sjovt. Jeg har ikke fortalt nogle om hvad der sker i mit liv fordi at jeg selv er en meget indadvendt person.

Jeg er inde på mit værelse det meste af dagen, og jeg kommer kun ud hvis jeg skal spise eller hvis jeg nu en sjælden gang tager ud med mine venner.

Jeg er også begyndt at tro at mine venner syntes at jeg er irriterende og det har virkelig gjort mig ked af det. Min vennegruppe er meget ”kræsen.” Den ene dag kan man grine og hygge rigtigt meget sammen og den næste kan man blive drillet, ligefrem mobbet.

Kort sagt så har jeg haft det meget svært her på det sidste og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.

Kærlig Hilsen
Dreng, 15

(15 år)


Kære dreng på 15 år

Det er aldrig sjovt, når der er en masse trælse tanker om ens udseende, der fylder. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Tanker påvirker humøret

Der er en masse svære og trælse tanker om din krop og dit udseende, der fylder for dig for tiden. Det er super hårdt, når ens hoved er fyldt med en masse tanker, der ikke taler særligt pænt om, hvordan man ser ud. Og det kan godt gøre, at man kommer til at føle sig rigtigt trist. For vores humør bliver nemlig påvirket af vores tanker. Så når man kæmper med en masse svære tanker, så kommer man også til at føle sig mere trist.

Det er helt normalt at være usikker

Du skal vide, at det er helt normalt at føle sig usikker på sin krop og sit udseende. Sådan er der rigtigt mange, der har det. Og der er især rigtigt mange unge, der har det sådan. For når man begynder at blive teenager, så begynder man også at blive mere opmærksom på, hvordan man ser ud i forhold til andre. Og så kan usikkerheden hurtigt begynde at poppe op, fordi man kommer til at sammenligne sig selv med, hvordan andre omkring en ser ud. 

Men det er tit nogle super unfair sammenligninger, man får lavet. For ens hjerne har det med kun at sammenligne med alle dem, som man selv synes, er mega pæne. Det kan for eksempel være alle dem, som er mega trænede. Og samtidigt så glemmer den at få øje på alle dem, der ligner en selv. Ligesom den glemmer at tænke over, at selv de fyre som ser mega trænede ud, har noget ved deres krop, som de er usikre på. Men der er heldigvis nogle ting, som man selv kan øve sig i, hvis man gerne vil slutte fred med sit udseende. Det kan du læse mere om i den artikel, jeg har linket til. 

Giv slip på usikkerheden

Du skriver, at du ikke har lyst til at tage med de andre på stranden og bade til sommer, fordi du er så usikker på din krop. Jeg kommer til at tænke på, om det mon også er usikkerheden, der gør, at du mest bare sidder på dit værelse? Der er nemlig mange unge, som er rigtigt usikre på sig selv, der skriver herind og fortæller, at de ikke rigtigt har lyst til at gå ud. Fordi de allerhelst bare vil gemme de dele af sig selv, som de er usikre på væk. Og nogle gange også fordi, de er bange for, hvad de andre mon tænker om dem. Er det også sådan, du har det? 

Hvis det er, skal du vide, at det er helt naturligt at have det på den måde. For når man er usikker, så får man helt automatisk lyst til at gøre alt, hvad man kan for at komme af med følelsen af usikkerhed. Men det er bare så vigtigt ikke altid at lytte til usikkerheden og gemme sig væk. For jo mere man gør det, jo mere kommer man til at give den usikre stemme ret i alle de grimme tanker, den kommer med omkring ens udseende. Og så kan det nemt blive til en ond cirkel, hvor man kommer mindre og mindre ud.

Heldigvis så kan man godt øve sig i at give slip på sin usikkerhed lige så langsomt. Det kan du læse mere om, hvordan man kan gøre i den artikel, som jeg har linket til. 

Snak med dine venner

Det lyder som om, der godt kan være en hård tone i din venneguppe nogle gange. Er det rigtigt forstået? Det kan være super svært at være i en vennegruppe, hvor der nogle gange bliver talt hårdt til hinanden. Fordi det godt lidt kan give den følelse af, at man den ene dag er rigtigt gode venner, mens man den næste dag kan man føle sig drillet og mobbet af de andre på grund af tonen. Det er ikke særligt rart at være i, og så kan man nemt blive usikker på, om de andre overhovedet kan lide en. 

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med dine venner om det? For det er nemlig helt okay at sætte grænser og sige, at man ikke har lyst til at blive talt til på en bestemt måde. Samtidigt så er det heller ikke sikkert, at dine venner tænker over, hvordan de taler eller er. Nogle gange kan tonen nemlig godt være blevet hård, fordi alle bare er gået med på den. Men i virkeligheden er de rmåske ikke rigtigt nogen, der bryder sig særligt meget om det. Derfor kan det være en god idé at få snakket med de andre om det. 

Snak med nogen

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal fortælle nogen, hvordan du har det for tiden. Jeg ved godt, det kan være hammer svært, hvis man er en meget indadvendt person, der måske ikke normalt deler så meget med folk omkring en. Men det er så vigtigt, at du ikke går med alle de her tanker alene. For svære tanker har det med at komme til at bygge sig op og fylde mere og mere, hvis man går med dem for sig selv. 

Du kan forestille dig, at det er lidt ligesom at slæbe en sportstaske fyldt med mursten. I starten går det måske OK, men efterhånden bliver det tungere og tungere, indtil det er helt umuligt at slæbe tasken selv. Men hvis der kommer en og hjælper ved at tage fat i det andet håndtag, så kan man pludseligt bære tasken igen, fordi den bliver lidt lettere. 

Derfor tænker jeg på, om der mon er nogen omkring dig, du kan snakke med? Det kunne for eksempel være dine forældre. De fleste forældre vil nemlig gerne lytte og hjælpe, hvis man fortæller dem om nogle svære tanker og følelser. Det kan også være, at der måske er nogle af dine venner, du kan snakke med? Som jeg skrev, så har de fleste oplevet at føle sig usikker på sig selv. Så måske nogle af dine venner har haft det lidt på samme måde? 

De vil altid lytte hos Headspace

Hvis du gerne vil snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle frivillige klar til at snakke, som altid gerne vil lytte til dig. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. 

Bumser er helt normale

Det er helt normalt at have bumser, når man er ung. Det er noget, som alle unge oplever. Og det er noget, der kan gøre alle rigtigt usikker, fordi det er nyt og ukendt. Der er dog også nogle, der oplever at blive ramt af det, som man kalder acne. Hvis man har det, så kan man godt få noget medicin, der kan hjælpe med at gøre det bedre. Så hvis du er rigtigt plaget af bumser, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge. Så kan han eller hun hjælpe dig med at finde ud af, om det måske kunne være relevant for dig at få hjælp til at få det til at blive bedre. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå med alle de her tanker alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper