Spring til hovedindhold
Udgivet: 14/10/2026

Hej Mindhelper

Jeg har svært ved at snakke med andre mennesker. Det problem har jeg haft hele livet igennem, selv i folkeskole hvor jeg havde kendt nogen i ti år kunne mine ord blive fanget i min hals og ikke komme ud. Jeg føler ikke rigtig der er nogen der forstår mig når jeg prøver og sige hvad jeg føler, heller ikke mine forældre. De prøver bare og smide løsninger i hovedet på mig med det samme, jeg føler ikke rigtig de lytter ordentligt eller forstår mig. Jeg er helt blank i sociale situationer med nye mennesker eller mennesker jeg kender mindre godt, og siger aldrig rigtigt noget i større sociale grupper. Heller ikke hvis jeg er alene med en anden jeg ikke kender så godt, så er det som om min hjerne lukker ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvad der hjælper
Vh 16 årig pige

(Pige, 16 år)


Kære dig,

Jeg er superglad for, du skriver ind. Det lyder som om, det begrænser dig meget i dit liv, at du har svært ved nogle af de her sociale situationer. Det kan jeg godt forstå.  

Jeg håber, jeg kan give dig nogle råd, som kan hjælpe til at føle dig lidt mere tilpas i fremtiden.  

Det er normalt at blive usikker!  

Jeg er lidt nervøs for, du vil føle, at jeg bare “smider løsninger i hovedet på dig” – men jeg håber du stoler på, at jeg hører dig og tager dit brev seriøst… 

Men det er stadig vigtigt for mig at understrege, at social nervøsitet/generthed/utilpashed er normalt.  

Især i sociale situationer med nye mennesker eller i større grupper, tror jeg mange af os kender at halsen snører sig lidt sammen, og vi pludselig bliver helt lammede.  

Men det lyder som om, det er noget, du desværre oplever ret ofte – og har oplevet meget igennem dit liv.  

Tag ejerskab over dine egenskaber 

Folk er forskellige. Det ved du nok.  

Nogle er eftertænksomme. Nogle er forsigtige. Nogle plaprer løs og nogle er lidt generte osv.  

Hvis man synes det er træls at være genert, så kan man faktisk godt øve sig i at ændre på det.  

Men grundlæggende er der faktisk ikke noget galt i at være lidt mere tilbageholdende… det er (heldigvis) ikke alle, som taler som et vandfald til alle og enhver.  

Jeg læser naturligvis godt din frustration i dit brev. Og også din lyst til at kunne være lidt mere social. 

Den lyst forstår jeg godt. Jeg ville blot også bare fortælle dig, at du allerede er god nok, som du er.  

Start i det små 

Så HVIS du kunne tænke dig at udfordre dig selv lidt, så start i de små.  

Husk dig selv på, at alle mennesker kender til den knugende følelse af at være utilpas i en social situation, og prøv så at tænk over nogle folk, som du føler dig rimelig godt tilpas med.  

Måske en familiefødselsdag eller lignende? Her kan du øve dig i lidt random small-talk. Sæt dig ved siden af en onkel, og spørg hvordan det går med arbejdet. Eller snak med en tante om vejret.  

Det lyder fjollet – og det er det egentlig også. Tænk på det som en leg, du leger med dig selv. Det kan tage noget af det der seriøse, sociale pres væk.  

Vi har en artikel om generthed på Mindhelper, som nok kunne være fed for dig at læse. Der er nogle gode bud på øvelser, du kan lave for at blive mere tryg i det sociale.  

Tag springet – og vær åben for at fejle! 

Det, som ofte holder os fra at prøve på noget, som er svært, er den frygtelige tanke om at fejle.  

Vi forestiller os alverdens vanvittige ting: alt går galt, alle vil grine af os, loftet falder ned over os.  

Det er meget sjældent at nogle af vores bekymringer egentligt sker i virkeligheden, men vi kan virkelig bygge det op i vores hoveder.  

Når du nu skal prøve at udfordre dig selv socialt, så er der jo risiko for, at det ikke går helt efter planen hver gang. Måske bliver det ovenikøbet lidt ubehageligt og akavet!  

Men det er altså også det absolut værste, som kunne ske. Ofte vil det gå helt fint! Og selv når, og hvis det går lidt galt, så er det lynhurtigt overstået, og ingen vil tænke to gange over det i fremtiden.  

Ligesom jeg sagde før: tænk på det som en fjollet leg!  

Vær ærlig  

Som sagt, så er det altså en ret menneskelig ting, du beskriver i dit brev. De fleste af os kender godt de følelser, du får i sociale sammenhæng.  

Derfor kan det være en kæmpe styrke at være ærlig omkring!  

Næste gang du finder dig selv alene med en, du ikke kender så godt, og der bliver stille, og du føler at stemningen bliver svær at være i, så prøv at sig: “jeg bliver altid lidt genert i sådan nogle situationer her.”  

Det kan godt være, det føles lidt underligt at sige, men det tager virkelig presset ud af situationen og anerkender, at I bare er to mennesker, som ikke ved hvad I skal sige. Det er der jo ikke noget farligt i, egentlig.  

Bed om hjælp  

Så: tal højt om din usikkerhed. Det er der flere gode grunde til!  

  1. Du møder formentlig andre der har det på samme måde 
  2. Du viser andre, at det er okay at tale højt om  
  1. Med tiden vil du få det lettere med det, fordi du helt underbevidst vil blive mere tryg i det, bare ved at tale højt om det  

Måske kan din sociale utilpashed gå hen og blive en styrke, netop fordi du er villig til at tale om det! 

Headspace  

Når alt det er sagt, så underkender jeg bestemt ikke, hvor svær en ting det er for dig.  

Derfor vil jeg også gerne fortælle dig om headspace.  

Det er et sted, hvor du kan få sparring af nogle dygtige rådgivere, som kan være mega gode at tale med. Især hvis man gerne vil lære noget nyt, eller bare har brug for at sige ting højt. 

Du kan både vælge at chatte med dem eller at booke en samtale med dem. Det er en anbefaling værd og en god måde at have lidt støtte med dig på vejen videre.  

Du er totalt sej, og du kan meget mere, end du tror. Og jeg tror virkelig meget på dig!!!  

En ordentlig skovlfuld selvtillid fra Aske!

Var svaret nyttigt for dig?