Hej.

Jeg er en pige på 14 i 8.a. Jeg passer ikke rigtig ind i min klasse, og vil rigtig gerne passe ind. Jeg føler mig uden for til arrangementerne og er ikke rigtig med i snakken. Min bff går også i klassen og vi er sammen hver dag. De vil gerne snakke med hende. Men hun har det også lidt svært. Jeg har aldrig passet ind nogen steder. Og vil rigtig gerne have flere venner i klassen og måske være med i fælleskabet. Men ved ikke hvordan.

Kh pige i 8.a.

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det er mega hårdt, når man ikke føler, at man passer ind nogle steder. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du er ikke alene

Det lyder rigtigt svært, at du ikke rigtigt føler, at du passer ind i din klasse. For det kan gøre rigtigt ondt, når man ikke føler, at man passer ind. Vi mennesker er nemlig flokdyr, så vi har alle sammen brug for at føle, at vi passer ind et sted. Det er noget, der stammer fra dengang, vi stadig boede på savannen. Der var det nemlig super vigtigt for os at passe ind i flokken. For hvis man ikke passede ind, så risikerede man at blive smidt helt ud af gruppen. Og det var ret farligt dengang, fordi det vandrede mange farlige dyr rundt på savannen, som der var en meget større risiko for at blive spist af, hvis man gik alene rundt. 

Men jeg tror også, at der er rigtigt mange unge, der kan nikke genkendende til den der følelse af ikke rigtigt at passe ind nogle steder. Så du er bestemt ikke alene om at have det sådan. Og jeg ved heldigvis også, at der er rigtigt mange unge, der har haft det sådan, der med tiden har fundet steder, hvor de føler, at de passer ind. Og hvor de føler sig som en del af fællesskabet. Så selvom du har det sådan her lige nu, så behøver du ikke at have det sådan for altid. 

Vær opsøgende selv

Det lyder super skønt, at du har en god veninde i din klasse, som du kan være sammen med. For det er bare guld værd at have nogen, som man kan have det sjovt sammen med og støtte sig op ad, mens man er i skole. Men jeg kan også sagtens forstå, at du gerne vil snakke lidt mere med nogle af de andre også. Og det giver rigtigt god mening, at du bare ikke helt ved, hvordan du skal komme til det. For det kan føles rigtigt svært at knække koden til at komme med i fællesskabet, når man føler, at man lidt er med på sidelinien. 

Når man gerne vil lidt mere ind i fællesskabet, så er noget af det bedste man kan gøre at være opsøgende i forhold til de andre. Det kan for eksempel være ved at spørge, om man gerne må være med, når de laver et eller andet i frikvarteret. For det er desværre ikke altid, at de andre lige lægger mærke til, at man måske ikke er helt så meget med, som man gerne ville. Men hvis man selv opsøger dem, så viser man de andre, at man er interesseret i dem og, at man faktisk rigtigt gerne vil snakke med. 

Det er hammersvært i starten, det ved jeg godt. For man er super sårbar, når man inviterer sig selv ind i fællesskabet på den måde. Men jo mere man øver sig, jo nemmere bliver det for det meste også. Og jo mere man viser interesse, jo større er sandsynligheden også for, at de andre automatisk begynder at invitere en med i de ting, de laver. Hvis du har lyst, så kan du læse vores artikel om smalltalk og om, hvordan man lærer nye mennesker at kende. Jeg er næsten sikker på, at der også er nogle tips i dem, som du kan bruge.  

Snak med din veninde

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med din veninde om, at du føler dig udenfor fællesskabet i jeres klasse? Hvis du ikke har det, så tænker jeg, at det ville være super oplagt at prøve det. For det lyder som om, din veninde snakker godt med de andre fra din klasse. Så måske har din veninde også nogle fifs til, hvad du kan gøre for at komme til at snakke mere med de andre i din klasse. Og måske kan hun hjælpe dig lidt på vej ved at invitere dig med i samtalen, når hun alligevel sidder og snakker med nogle af de andre?

Dine lærere kan også hjælpe

Du kan også prøve at snakke med dine lærere om, at du ikke helt føler dig som en del af fællesskabet i klassen. Dine lærere har nemlig også et ansvar for, at alle i din klasse har det godt og føler sig tilpas i klassen. Og så vil de fleste lærere faktisk rigtigt gerne hjælpe, hvis der er noget, der er svært, fordi de også bekymrer sig for en og vil en det bedste. Så hvis du fortæller en lærer om, at du føler dig lidt udenfor, er jeg næsten sikker på, at han eller hun også gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan blive lidt mere en del af fællesskabet i din klasse. 

Tag en snak med dine forældre

Jeg tænker også, at det kunne være en god idé at tage en snak med dine forældre om, hvordan du har det ovre i skolen. For selvom det måske ikke direkte hjælper på problemet, så kan det være rigtigt rart, at ens forældre ved, hvordan man går og har det. Så kan de nemlig også støtte og hjælpe en, så godt som de kan. Og så kommer man ikke til at gå for meget alene med de tanker og følelser, som man går og kæmper med. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at det lykkedes for dig at komme til at snakke lidt mere med de andre fra din klasse. Sådan så du ikke skal gå og føle, at du ikke rigtigt er den del af fællesskabet.

De bedste hilsner fra en Mindhelper