Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 19 år, der går i 2.g på hhx. Jeg har rigtig mange issues med at føle at jeg ikke passer ind i min klasse. Selvom jeg er velfungerende med pigerne i min klasse føler jeg ikke jeg har en bestemt plads hos dem. Jeg er halvt en del af en pige gruppe på fire, men føler mig som et fjerde hjul da de andre tre piger har sit eget bånd til hinanden, da de har været ude at rejse sammen og generelt laver flere ting sammen, da jeg bor et stykke væk fra dem. Problemet her er, at min klasse oftest har ’’faste grupper’’ når vi selv må vælge, og her ender jeg så med at stå tilbage som hende der ikke har denne faste gruppe jeg kan slutte mig til. På denne måde føler jeg mig også valgt fra af de andre og får følelsen af, at ingen vil være sammen med mig. vores lærer bestemmer oftest at vi skal være tre i en gruppe, og der bliver jeg udelukket fra min såkaldte pige gruppe. Sådan her har det været gennem hele 2.g og det gør mig super ked af det. Det påvirker mig rigtig meget at blive valgt fra, da det har fulgt mig gennem næsten hele min ungdom, og har også været med til at jeg gjorde skade på mig selv og en mindre depression. Jeg har snakket med min lærer om gruppedannelse, men uden håb.
Jeg har ofte haft tanken om at droppe ud af gymnasiet, da der er flere dårlige ting med gode, men det der holder mig fra at gøre det er tankerne om min fremtid og at jeg kun har et år tilbage. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og der er det rigtige for mig.

Tak på forhånd.

Hilsen en meget forvirret 19 årige pige.

(Pige, 19 år)


Kære den meget forvirrede 19 årige pige

Det lyder som om, der er en del tanker, der fylder for dig for tiden. Så jeg kan godt forstå, at du føler dig ret forvirret. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Du er ikke alene

Jeg kan godt forstå, at det gør dig super ked af det, at du føler dig valgt fra af de andre. For det er svært, når man ikke føler, at man rigtigt er en del af fællesskabet. Alle mennesker har nemlig brug for at føle, at de hører til et sted. Det er noget, der stammer helt tilbage fra dengang, vi stadig var huleboere. Hvis man gik alene rundt på savannen, var ens chancer for at overleve nemlig meget mindre. Så dengang var det faktisk helt nødvendigt for, at vi kunne overleve, at vi følte et behov for at være en del af vores gruppe. Og det er derfor, at det stadig gør hammerondt, når vi ikke føler os som en del af gruppen i dag.

Derfor giver det også så god mening, at det er noget, der har påvirket dig meget. Og som har gjort det rigtigt svært at være dig. Men du er langt fra den eneste, der har det sådan her. Jeg tror, der er mange unge, der kan nikke genkendende til det, du beskriver. Heldigvis er der også rigtigt mange af de unge, der har fundet sin plads i fællesskabet på et tidspunkt i deres liv. Så du behøver ikke at have det sådan her for altid.

Lav en liste

Når jeg læser dit brev, lyder det som, at du faktisk mest spørger efter råd til dine tanker om at droppe ud af gymnasiet. Derfor er det også det, jeg vil fokusere mest på. Det håber jeg er okay. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært lige at finde ud af, hvad der er det rigtige for dig at gøre. For på den ene side er et år ikke så lang tid, når du allerede har gået to år i gymnasiet på den her måde. Men på den anden side tænker jeg også, at et år netop kan være rigtigt lang tid, når man ikke har det godt. Derfor er der nok heller ikke noget nemt og enkelt svar på, hvad der er det rigtige. For du er den eneste, der kan mærke, om du kan holde ud til at gå et år mere på dit gymnasium.

Hvis du gerne vil hjælpes lidt på vej til at finde ud af, hvad der føles rigtigt for dig, kan du prøve at lave en liste over fordele og ulemper ved at blive på din gymnasium. Du kan også lave en med fordel og ulemper ved at droppe ud af gymnasiet. Så kan du sammenligne listerne og se, hvad der fylder mest på de to lister. Det smarte ved lister er nemlig, at hvis man skriver dem ned på et stykke papir, så har man det hele lige foran sig på en meget overskuelig måde. Og det kan nogle gange gøre det lidt nemmere at finde ud af, hvad der fylder mest.

Snak med en studievejleder

Du kan også prøve at snakke med en studievejleder om, at du har overvejet at droppe ud af gymnasiet. Jeg ved nemlig, at der findes muligheder for, at man kan gøre gymnasiet færdig på en anden skole. Så hvis du gerne vil gøre gymnasiet færdigt, behøver det ikke at være umuligt, selvom du dropper ud. Men en studievejleder ved meget mere om, hvad der er af muligheder i nærheden af dig, som du kan bruge. De fleste gymnasier har en eller flere studievejledere tilknyttet, så der skulle også gerne være en på dit gymnasium, du kan snakke med. Men du kan også skrive med en studievejleder online på ug.dk, hvis det er nemmere for dig.

Snak med nogen

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om alle de her ting, som du fortæller om? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det. For det er nogle svære tanker og følelser, du kæmper med. Og de fylder også rigtigt meget for dig, så jeg synes ikke, det lyder som noget, du skal klare alene. Der er nemlig ingen mennesker i hele verden, der kan løse alle sine problemer alene. Nogle gange har man brug for hjælp fra folk omkring en til det.

Derfor tænker jeg på, om der er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med. Hvis du stadig bor hjemme, kunne du for eksempel prøve at snakke med dine forældre. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne hjælpe, hvis man har det svært. Men det kan også være, der er en anden person, du er tryggere ved at snakke med. Det kunne være en lærer eller en anden fra din familie. Så kan du også sagtens snakke med ham eller hende. Det vigtigste er nemlig, at du får snakket med nogen om det.

Tag fat i Headspace

Nogle gange kan det være rart at snakke med nogen, som man slet ikke kender, fordi de kan se ens situation lidt mere udefra. Hvis du har det sådan, at du altid tage fat i Headspace og få en snak med en af deres frivillige rådgivere. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Der er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Og de frivillige rådgivere er der for at lytte til dig, så de skal nok gøre deres bedste for, at du føler dig forstået. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Det er super hårdt, når man føler sig udenfor fællesskabet, men det behøver heldigvis ikke være sådan for altid. Så jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig, og som du kan tage med videre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper