Hejsa! Jeg er en pige på 16, som føler sig så presset af at skulle vælge hvilken uddanelse’s vej man gerne ville tage. Hverken gym, eller noget i den stil er for mig. Lige nu har jeg et fuldtids arbejde på de 37 timer om ugen, og har ingen ide om hvad jeg ville.

Syntes det er utrolig svært. Da jeg slet ikke har nogen tanker om noget. Samtidig med det, føler jeg mig også en del ensom da jeg kun har 3 veninder jeg hænger ud med. Faktisk ser jeg kun 2 af dem lige pt.

Jeg håber i kan komme med nogen opbakkende ord, eller råd til hvad jeg kan gøre.

Har snakket med mine forældre om det, men enten siger de at uddanelsen jeg nævner ikke vil være noget for mig, eller jeg ikke ville kunne klare det da man skal være lidt klogere.
Hvilket forvirrer mig endnu mere.

(16 år)


Kære du

Det kan være enormt overvældende, at vælge hvilken uddannelse man gerne vil gå på. For hvor ligger ens interesser, hvad vil man gerne arbejde med og på hvilken uddannelse kan man bedst se sig selv? 

Det er alt sammen spørgsmål og tanker, som de fleste 16 årige har haft, når de skal til at vælge gymnasie, læreplads eller andet. Det kan hurtigt føles som om, at man skal vælge hele sin fremtid med det samme. Og hvem er 16 år gammel og klar til det?

Er du sikker på, at du skal starte nu?

Du skriver, at du føler dig enormt presset over at skulle vælge uddannelsesvej nu her og at hverken gym eller noget andet i den stil, er noget for dig. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du nødvendigvis skal starte på noget nu her?

Du har et fuldtidsjob på 37 timer om ugen, og det kan derfor måske godt være lidt svært at tage stilling til, hvad man ellers gerne vil lave. For selvom det kan være enormt spændende at starte på gymnasiet eller noget andet i den stil, så er det ikke sikkert, at man føler sig klar til det.

Nogle har brug for at vente lidt, og andre har brug for at springe ud i det og så finde ud af, om det er noget for dem undervejs. Der er ikke noget, som er mere rigtigt end andet, og man kan altid ombestemme sig. 

Det er også helt okay at starte på en uddannelse, give det et halvt års tid og så beslutte, at det ikke var noget for en alligevel. Man kan aldrig vide sig helt sikker på, om det er det rigtige valg, før man har prøvet det.

Det vigtigste er bare at du tager en beslutning og finder fred med den. Det kan nemlig være enormt hårdt og drænende at stå mellem to valg i alt for lang tid. 

Jeg tænker også, at det måske kunne være rart for dig at læse vores artikel I tvivl om valg af uddannelse? Værsgo her får du lidt hjælp i den står det nogle råd, som kan hjælpe en lidt på vej med beslutningen

Har du snakket med en studievejleder?

Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil starte på en uddannelse snart, kan det være en rigtig god ide at booke en tid til at snakke med en studievejleder. Her kan du fortælle om dine interesser, dine mål og nogle af de uddannelsesveje, du måske har overvejet. Eller hvis du ved, at der er noget, du stensikkert IKKE gider. 

De er vant til at snakke med unge, som ikke er sikker på, hvilken uddannelsesvej de skal tage. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når du ikke er sikker på om du skal på gymnasiet eller noget i den stil. 

Hvis det lyder som noget for dig, så kan jeg varmt anbefale dig Uddannelsesguiden. Hos Uddannelsesguiden sidder deres eVejledere klar til, at svare på alle dine spørgsmål og hjælpe dig med at finde den løsning, som er bedst for dig. Det er deres job netop at hjælpe unge, som står i en situation som din.

For selvom dine forældre nok har ment det godt, er det ikke sikkert, at de er de rigtige til at vurdere, om du skal gå på en uddannelse eller ej. Det er bedre, at det er en beslutning, der bliver taget mellem dig og en uddannelsesvejleder.

Du kan finde Uddannelsesguidens vejledning ved at klikke på linket her

Ensomhed er en svær følelse, men der er lys forude

Du skriver, at oven i at du ikke ved, hvilken uddannelsesvej du skal tage, så føler du dig også ensom. Det kan være rigtig hårdt at gå med nogle svære tanker og beslutninger, mens man samtidig føler sig ensom.

Heldigvis er ensomhed ikke noget som bliver ved for evigt. De fleste mennesker oplever at føle sig ensom i perioder, og det er helt normalt.

Men selvfølgelig er der også noget, man selv kan gøre, for at komme sin ensomhed til livs. Du skriver, at du lige nu har 3 veninder, du hænger ud med. Måske kan du spørge dem, om de har lyst til at ses noget mere eller om I skal lave en ting sammen fast hver uge?

Når man føler sig ensom, kan det også være rart at mødes med andre om en fælles aktivitet. Derfor kunne en anden idé være fx at melde dig til en ny fritidsinteresse.

Det kunne fx være en sportsgren, som du synes er spændende, en strikkeklub, dans, teater eller noget helt andet. Det vigtigste er bare, at det er en holdsport eller en social aktivitet. 

Hvis du har lyst til at læse mere om hvordan du møder nye mennesker, kan du også læse vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende.

Har du hørt om Headspace?

Hvis du har lyst til at vende det med uddannelsesveje med nogle andre end dine forældre, kan jeg varmt anbefale dig Headspace. Hos Headspace sidder der en masse dygtige og søde frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. 

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med hvis man føler sig ensom og har svært ved at finde ud af hvilken uddannelsesvej man skal tage. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan føles som et helt umuligt valg, når man skal vælge hvilken uddannelsesvej, man gerne vil tage. Derfor håber jeg også, at der er nogle råd i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper