Sidste år var jeg meget deprimeret. Jeg har det bedre nu og er på efterskole. Men selvom jeg kun er hjemme i 3 dage, rammer jeg bunden.
Hej
Jeg har det ikke lige så slemt som sidste år, men sidste år var jeg inde i en forfærdelig depression, jeg følte ikke jeg fortjente at leve, men på den anden side følte jeg at der ikke var noget ved livet jeg begyndte at føle ligegyldighed med alting og jeg var helt ulykkelig jeg græd tit, men det værste var at jeg levede i Netflix jeg stod op så Netflix helt til jeg gik i seng, det eneste tidspunkt jeg ikke så Netflix var når jeg børstede tænder og spiste aftensmad jeg så det i frikvaterende i timerne når jeg kom hjem i bussen og når jeg gik. Jeg følte at jeg aldrig ville blive glad igen nogensinde i mit liv, jeg havde kun følt mig glad 2-8 dage i hele mit liv (altså så længe jeg kan huske) Jeg kan ikke sige det til mine forældre har prøvet, men de tror ikke på mig.
Som jeg sagde det til at starte med så har jeg det ik så slemt længere, jeg er nemlig lige startet på efterskole, jeg er begyndt at være lidt mere glad jeg føler glæder mindst 2 gange om ugen, men alle dage begynder jeg igen at føle den ligegyldighed, sorg og følelse af at jeg ikke er god nok. Når jeg kommer hjem i weekenderne får jeg det FULDSTÆNDIG ligesom sidste år med at alt er lige meget og jeg fortjener ikke noget og at live er ikke er noget værd, jeg begynder også at tænke havde jeg det endelig godt på efterskolen selvom jeg kun er hjemme 3 dage kommer jeg helt ned på bunden igen.
Jeg glemte lige at sige en ting, da jeg boede hjemme tænkte jeg meget over hvad jeg spiste nogle gange spiste jeg ikke et par døgn i træk andre gange trøstespisere jeg. Jeg tænker tit jeg er tyk og grim selvom jeg er undervægtig (jeg føler stadig jeg er tyk og grim selvom jeg er startet på efterskole)
Håber i kan hjælpe
(Pige, 15 år)
Kæreste du
Puh, det lyder som en hård omgang, det du bokser med. Jeg er glad for at høre, at det er blevet bedre end sidste år. Men du har stadig en del der tynger dig. Og det er jeg glad for, at du deler herinde. Det er rigtig flot af dig.
Få det sagt til nogen
Vi har alle sammen perioder, hvor vi er kede af det og er i dårligt humør. Men det lyder til, at det har varet ved længe for dig. Og det skal du tage alvorligt. Én måde, du kan gøre det på, er at tage fat i nogen og snakke om det. Jeg kan forstå, at du ikke havde meget held med at sige det til dine forældre. Det er jeg ked af at høre. For når vi har det dårligt, har vi brug for at blive hørt og blive hjulpet videre. Heldigvis er der andre derude, der gerne vil lytte til, hvad det er, der fylder for dig. Og hvem kan det så være, tænker du måske? Hæng på, så kommer jeg med forslag til dig:
- En lærer på efterskolen
På efterskolen er du omringet af lærere, der ønsker det bedste for jer elever. Derfor vil de også lytte, hvis du kommer med noget, der er svært for dig. Så hvis du er tryg ved det, kunne det være det første sted, du fortalte om din tristhed. Måske din kontaktlærer? Hvis det er ubehageligt at sige højt, kan du altid skrive et brev, som du kan vise dem. Så er jeg sikker på, at de nok skal tage snakken med dig. - Anonyme hjælpetilbud
Er du ikke så tryg ved at fortælle det til nogen, du kender, kan du altid tage fat i enten Headspace eller Børnetelefonen. Her kan du ringe, chatte eller møde op. Og hvis du har lyst, kan du være helt anonym. I den anden ende vil du møde nogle søde og dygtige rådgivere, der er klar til at lytte og hjælpe dig.
Hvis du bliver ved med at føle, at tingene er ligegyldige, og at du sjældent mærker glæde.. Ja, så synes jeg, at du skal snakke med din læge. Vedkommende kender nemlig til de muligheder, du har for at få den hjælp, du har brug for. For du fortjener at have det bedre.
Skriv situationerne ned
I dit brev lyder det, som om der er en forbindelse mellem det at være hjemme og din tristhed. Er det rigtigt forstået? Hvis der er den forbindelse, hvad tror du så, at den skyldes? Hvis du ikke allerede er klar over det, er det en god idé at blive klog på. Det kan du gøre ved at notere de situationer, hvor du bliver ked af det. Simpelthen skrive det ned – hvad skete der? Hvad tænkte du, og hvad følte du? Hvis du gør det hver gang, kan det være nemmere at se, om der er et mønster. Og på den måde kan man begynde at handle anderledes.
Du kan selv gøre noget
Du skriver, at du sidste år havde en forfærdelig depression. Og som jeg forstår din besked, er det det, der stadig hænger ved hos dig. Hvor meget har du læst om depression? Jeg spørger, fordi det er en god ting at vide lidt om det, man går og bokser med. Hvis du har lyst, kan du her læse om depression.
Jeg har givet dig et råd om at snakke med nogen. Og det synes jeg helt sikkert, du skal prioritere at gøre for din egen skyld. Men du kan faktisk også gøre noget selv for at prøve at komme tristheden til livs. Vi har nemlig listet råd, hvis man er trist eller deprimeret, som du kan kigge på.
Husk at fortælle det hele
Til sidst i dit brev skriver du, at du føler dig tyk og grim, selvom du er undervægtig. Og at du både sulter og trøstespiser. Det er igen rigtig vigtigt, at du får sagt det til nogen. Du skal nemlig ikke gå alene med det. Og lige præcis det, du nævner her, er rigtig fint at sige til nogle af dem, jeg har nævnt øverst i brevet.
Fordi du nævner det med din krop, og at du virker kritisk overfor dig selv, tillader jeg mig at linke til to artikler. Den ene handler om at slutte fred med sin krop og udseende. Den anden handler om at dæmpe sin egen kritiker. Jeg tror, det vil være godt for dig at kigge dem begge igennem. Se hvad du kan bruge af det.
Jeg håber, at mit svar har givet dig noget af den hjælp, du håbede på. Jeg ønsker for dig, at du får det bedre og samler mod til at få det sagt. Også selvom du oplevede, at dine forældre ikke tog dig seriøst. Bliv ved med at prøve at række ud. For din egen skyld. Du fortjener det.
De kærligste hilsner fra en Mindhelper
