Hej Mindhelper

Jeg er en 15-årig pige der skriver herind fordi ALT er galt. Hverdagen er så trist og der er overhovedet intet at glæde sig til. Corona-krisen bekymrer mig, jeg kan ikke koncentrere mig om mine lektier og jeg føler mig også helt vildt mindreværdig uafbrudt. Hele verden ramler sammen for mig hvis bare jeg får den mindste form for konstruktiv kritik.
Hver morgen har jeg aldrig lyst til at stå op fordi jeg bare tænker, ‘en ny og hård dag skal til at begynde, den skal bare overstås og den kan altid kun blive værre end den forrige’.
Der er intet som er sjovt længere, muntert længere eller spændende længere. Alt er faktisk kun et stort kaos for tiden!

Min krop er også virkelig grim. Jeg skammer mig over det mindste der ikke er pænt, (mine øjenlåg der blinker så snart jeg hører den mindste lyd pga. af at jeg er så letskræmt, mit ansigt med så mange bumser, mit filtrede hår, min tykke mave og mine slappe muskler pga. dårlig form).
Fra morgen til aften sammenligner jeg mig med mine familiemedlemmer også selvom jeg ikke skal det. Det handler altid om at de er bedre til at skrive opgaver, løse ligninger, bygge muskler, tegne, tage beslutninger, fantasere, osv…
Nej, det er ikke for at bebrejde dem for deres styrker. I må ikke misforstå mig. Jeg har bare virkelig nemt ved at føle mig så ussel i forhold til alle andre og jeg bliver så let jaloux på andre.
Ofte går jeg også rundt og bekymrer mig utrolig meget for mine nære, selvom jeg ofte bliver bedt om at lade være med det.

Alle mine tanker er så negative og det påvirker også mit humør på sådan en træls og kedelig måde. Hvis I synes at formuleringen af det her brev er klumpet eller uforståelig, beklager jeg virkelig, men jeg håber at I kan hjælpe mig.

Hilsen hende med tankemylderet

(Pige, 15 år)


Kære Hende med tankemylderet

Det er et super fint brev, du har skrevet, og jeg kan fint forstå, hvad du har skrevet. Jeg er også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det lyder som om, du kæmper med en masse drøn svære tanker og følelser for tiden. Og det er så vigtigt ikke at gå med alt det svære alene.

Det bliver bedre igen

Det lyder som om, at corona-situationen har gjort dig både rigtigt trist og bekymret. Og det tænker jeg slet ikke, at du er alene om at opleve. Der er i hvert fald andre unge, der har skrevet ind til Mindhelper, fordi de også oplever, at corona har gjort deres liv rigtigt svært. For corona fylder over det hele for tiden, så det er svært ikke at blive bekymret for, hvad corona mon kommer til at betyde for fremtiden. Og når ens hverdag så også er blevet sat på pause, fordi man er blevet sendt hjem, så har man rigtigt god tid til at gå og tænke over alle mulige ting.

Men selvom corona-situationen er rigtigt træls lige nu, så går det over igen på et tidspunkt, og så vender hverdagen tilbage til normalen. Så mens corona stadig er træls, så handler det om at passe på sig selv og give sig selv plads til både at være ked af det og bekymret, for det er nogle helt normale følelser at opleve i en krise. Det er der ikke noget unormalt i, og det bliver bedre igen på et tidspunkt. Men det er vigtigt at dele sine tanker med nogen, så man ikke går med dem alene.

Øv dig i at slutte fred med din krop

Det lyder som om, at du er super hård ved dig selv, når du tænker på, hvordan du ser ud. Det er mega svært at have det sådan, for det gør rigtigt ondt at kigge sig selv i spejlet, når man ikke har det godt med sin krop. Når man er teenager, så er det helt normalt at være usikker på sin krop og have det svært med den. Det er der rigtigt mange teenagepiger, der oplever. Når man er vant til at tale grimt om sin krop, så kan det være rigtigt svært at forestille sig, at man overhovedet kan finde noget positivt ved den. Men man kan faktisk gøre nogle ting selv for at øve sig i at få øje på de ting ved ens krop, som man godt kan lide – eller som man i hvert fald ikke er helt så utilfreds med som resten. Og der er en masse gode tips til, hvad du kan prøve i vores artikel om at slutte fred med sin krop og sit udseende. Derfor synes jeg, at du skal prøve at kigge i den. Det kan jo være, at der er noget i den, der kan hjælpe dig lidt.

Du har også styrker

Jeg kan sagtens høre, at du slet ikke forsøger at bebrejde din familie for de styrker, som de har. For mig lyder det tværtimod som om, du faktisk beundrer din familie rigtigt meget for alle de ting, som de er gode til. Men at du kommer til at blive rigtigt usikker på, om du mon er god nok, når du kommer til at sammenligne dig selv med din familie? Er det rigtigt forstået? Det er helt normalt at komme til at sammenligne sig rigtigt meget med de mennesker, som man er omkring. Det er nemlig noget, der ligger rigtigt dybt i os at gøre det. Men tit er det ikke nogen særligt fair sammenligning, man får lavet.

For når man sammenligner sig selv med andre, så har man det nemlig med at få øje på alle de ting, som de er rigtigt gode til. Mens man glemmer, at der er også er nogle ting, som er virkeligt svære for dem. Og tit glemmer man også helt alle de ting, som man selv er rigtigt godt til. For jeg er sikker på, at du også har nogle ting, du gør virkeligt godt. Det lyder for eksempel som om, du er en super omsorgsfuld pige, der bekymrer dig rigtigt meget om dem, som du holder af. Og det kan være super hårdt, hvis man bliver for bekymret. Men det er også en kæmpe styrke at være omsorgsfuld. De fleste omsorgsfulde mennesker er nemlig rigtigt rare at være sammen. Hvis du vil have lidt inspiration til at finde dine egne styrker, så kan du kigge i den artikel, jeg har linket til.

Snak med nogen

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det? Hvis ikke du har det, så er det nemlig mit bedste råd til dig, at du skal gøre det. For når man går rundt med en masse svære tanker og følelser, så skal man ikke gå med dem alene. Svære tanker og følelser har det nemlig med at bygge sig op og komme til at fylde mere og mere, hvis man ikke deler dem med nogen. Derfor hjælper det også tit at få sat nogle ord på alle de tanker, som man går og gemmer på indeni.

Hvis du kan, så tænker jeg, at det ville være oplagt at snakke med dine forældre. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne have det at vide, hvis deres børn har det svært, fordi de holder rigtigt meget af dem og bare gerne vil dem det bedste. Derfor vil de også gerne have at vide, at man har det svært, så de kan hjælpe med at finde ud af, hvordan man kan få det godt igen. Hvis du ikke kan snakke med dine forældre, er der så en anden voksen i nærheden af dig, du er tryg ved, som du kan snakke med? Det kunne for eksempel være en sød lærer på din skole eller en anden fra din familie.

De kan også hjælpe hos Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, hvis du har brug for nogen at snakke med. Hos Headspace sidder der nemlig altid en frivillig rådgiver klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere i Headspace er både super søde og super dygtige. Og så er de der for at lytte til dig og hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan. De har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært, så de ved godt, at det ikke altid er lige nemt at få sat ord på alle de svære følelser. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal slås med alle de her ting alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper