Hej Mindhelper
Hvad er bedst øvelse få tanker på af stand
(Pige, 25 år)
Kære dig,
Åh ja, jeg tror vi alle sammen kender at have brug for lidt ro på vores tanker!
Megasejt, at du aktivt er på udkig efter nogle strategier, som kan hjælpe dig.
Når tankerne fylder meget
Det kan føles virkelig udmattende og overvældende at overtænke.
Nogle gange kan det føles som om, ens hjerne bare spinner helt ud af kontrol med alle mulige mærkelige tanker.
Der er heldigvis en masse gode teknikker og måder, som kan hjælpe til at få lidt ro på hovedet, når det sker.
Allerførst er det altid en god idé at trække vejret dybt ned i lungerne og huske på, at tanker bare er tanker og ikke altid noget, vi selv kan styre…
Ro–appen
Jeg vil virkelig gerne anbefale dig en app, som hedder Ro (til både Apple og Android).
Den er specielt designet til at give unge mennesker en mulighed for, at slippe for stress og pres i hverdagen.
Der er både helt konkrete øvelser og en masse anden spændende information om forskellige temaer vedrørende mental sundhed.
Den er helt perfekt til hurtigt at finde frem på sin telefon, når tankerne begynder at stikke af!
Hjælpsomme artikler
Derudover har vi også en masse hjælpsomme artikler på vores hjemmeside, som du med fordel kan gå ind og læse for, at blive klogere på overtænkning og måder arbejde med det på!
Jeg kan f.eks. foreslå artiklen: Bryd med tunge tanker, når de kører i ring som tilbyder 6 forskellige metoder til, at komme ud af hovedet og ned i kroppen igen.
Også artiklen: Skru ned for de mange tanker med 6 små ord, er en virkelig god artikel, som hjælper med at forstå, at vi ikke er vores tanker… det er nemlig en super god måde, at få lidt ‘afstand’ mellem sig selv og sine tanker – som du også efterspørger.
Jeg håber du kan bruge nogle af rådene til at komme overtænkningen til livs!
Der er rigtig meget man kan gøre – og rigtig meget som virker, så jeg ønsker dig megagod energi til at afprøve nogle forskellige ting og se, hvad der virker for dig.
De bedste hilsner fra Aske