Jeg kæmper meget med nogle tanker og følelser om, at jeg føler mig forladt, og at tiden/verdenen bare bevæger sig i fuld fart fremad lige ved siden af mig.

Hey

Jeg kæmper meget med nogle tanker og følelser om at jeg føler mig forladt og at tiden/verdenen bare bevæger sig i fuld fart fremad lige ved siden af mig.

Jeg synes virkelig det er ubehageligt og hver eneste gang jeg får besøg af en ven eller et familiemedlem (jeg bor på kollegie) bruger jeg ca. en halv time på at få samlet mig selv igen. Fordi mine følelser fosser nærmest bare ud af øjne på mig.
Ofte selvom det går godt på studiet, føler jeg bare det hele er lige gyldigt og at alt det potentielle der kommer ud af det alligevel ikke rigtig er noget som jeg gider, og andre gange synes jeg det er utrolige fedt med alle de muligheder jeg er ved at danne for mig selv.

Mine spisevaner er efterhånden ved at være ikke eksisterende for jeg ser heller ikke pointen i det fra tid til anden…

Så mit spørgsmål kunne være hvordan får jeg lige den positive instilling til det hele igen, som jeg engang pleje at have?

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19

Det lyder da til, at du er inde i en helt vild svær periode, og du skal have ros for at have skrevet herind og delt dine tanker.

Først og fremmest, så er det er altså helt normalt at føle, at hele livet bevæger sig for hurtigt, og at man slet ikke kan følge med længere. Det kan føles som om, at livet er et rullebånd, der kører hurtigere end man kan løbe. Men du er ikke den eneste, der har det sådan! Du er helt normal. Vi har allesammen perioder, hvor følelserne sidder helt uden på tøjet, og det hele bare virker fuldstændigt uoverskueligt. Det kan være svært, at se sig ud af, hvordan man så blive glad igen, når det hele virker uoverskueligt, men det kan man altså godt.

Hvordan får du den positive indstilling tilbage?
Du skriver ikke så meget om, hvorvidt der er en bestemt grund til, at du oplever så mange svære følelser i øjeblikket? Og måske er det bare hele livet, der er lidt for meget i øjeblikket? Selvom det kan virke fuldstændigt uoverskueligt, så er det altså muligt, at finde den positive indstilling frem igen. Der er ikke noget entydigt svar på, hvordan man kan finde glæden, men jeg har listet nogle gode bud.

Er der styr på dine rutiner?
Det er selvfølgelig lidt et kedeligt spørgsmål, men man skal ikke undervurdere effekten af gode rutiner. Især når man er studerende, og der ikke altid er et fastlagt skema for ens liv. Derfor synes jeg du skal starte med at stille dig selv følgende spørgsmål.

  • Får du sovet nok?
  • Får du spist nok? Og får du spist sundt?
  • Får du drukket nok vand?
  • Får du dyrket motion?
  • Får du nok frisk luft?
  • Husker du at bruge tid på ting, der gør dig glad?

Grunden til, at det er vigtigt, at man får styr på sine rutiner er, at kroppen har det bedst, hvis den får alt hvad den skal bruge. Hvis du ikke får sovet, spist og generelt sørget for alle de basale ting i hverdagen, så virker din krop ikke optimalt. Ellers bliver du træt, uoplagt og det kan faktisk gøre en ked af det. Så for at give sig selv de bedste vilkår, så skal man huske eksempelvis at spise. Også selvom det føles lige meget.

Hvordan får man så styr på de der rutiner?
Nogle gange kan man blive nødt til at tvinge sig selv til at overholde sine rutiner, selvom det føles lige meget. Hvis det med spisningen ikke falder dig naturligt, så kan du måske prøve at planlægge dig ud af det. Vælg et bestemt tidspunkt, hvor du spiser morgenmad, frokost og aftensmad, og så sørg for at spise noget som du synes er lækkert og som er sundt. På den måde giver du din krop noget af den energi tilbage, som den måske savner.

Det samme gælder resten af punkterne. Hvis de ikke falder dig naturligt, så prøv at planlæg din dag ud fra, at du gerne skal nå igennem dem alle sammen. Du kan prøve at læse denne artikel om at planlægge sin dag, og på den måde få mere overskud.

Husker du at bruge tid på ting, der gør dig glad?
Du nævner, at du plejede at have en positiv indstilling til livet. Hvad var anderledes dengang i forhold til nu? Husker du stadig at bruge tid, på de ting, der gør dig glad? Prøv at tænk godt igennem, hvilke ting der gør dig glad i din hverdag, og så prioriter at gøre dem hver dag. Det kan være du elsker at ses med dine veninder, gå ture, læse gode bøger, dyrke sport eller noget helt 5. Du kan prøve at læse lidt om, hvordan man kan gøre gode ting for sig selv i sin hverdag igennem selvomsorg.

Skriv (taknemligheds)dagbog
Det kan være en god idé at skrive dagbog, hvis det hele er lidt uoverskueligt. At skrive sine tanker ned kan være en god måde at få afløb for nogle af alle de ting der fylder i ens liv. Dagbogen kan være med til at give en ro og afløb for de ting der fylder. Du kan prøve at læse lidt mere om at skrive dagbog her. Jeg vil især gerne pointere fordelen i at skrive en taknemlighedsdagbog hver dag. Det er en metode, hvor man skriver alle de gode ting ned, som er sket for en i løbet af dagen. Det kunne være man havde en rigtig god undervisningstime, at man havde grinet meget sammen med sine veninder, eller at man havde spist noget virkeligt lækkert til aftensmad. Det er en måde at reflektere positivt over de ting der sker i ens hverdag, uden det behøver at være noget stort. De små ting skal man også glæde sig over.

Snak med nogen
I virkeligheden er det bedste råd jeg kan give dig, at snakke med nogen om, hvordan du har det. Når vi deler vores tanker og problemer med andre, så kan man sige, at vi nærmest fortynder dem. Vi giver os selv mulighed for, at få afløb for det der fylder. Du skal ikke gå rundt og have det dårligt alene. Så det er vigtigt, at du får snakket med nogle om.

Snak med dine forældre
Hvis du er tryg ved det, så synes jeg du skal prøve at tale med dine forældre om, hvordan du har det. De kender dig godt, og kan støtte dig mens du arbejder på at finde glæden frem igen. Dine forældre har måske også oplevet nogle af de samme tanker som du har?

Snak med dine venner/veninder
Det kan også være en rigtig god idé at snakke med sine venner om det, fordi de kender en på en anden måde end ens forældre gør. De er tit også det samme sted i livet, og nogle af dem går måske rundt med de samme tanker som dig. Så kan i jo hjælpe hinanden godt på vej.

Snak med din læge
Du har ikke nævnt, hvor langt tid, det her har fyldt i dit liv. Men, hvis du oplever at dine negative tanker fylder det hele og ikke vil holde op, så skal du kontakte din læge. Du skal ikke gå rundt og have det dårligt. Lægen skal man kontakte, hvis man har det dårligt – uanset om det er fysisk eller psykisk. Lægen vil derefter kunne hjælpe dig godt på vej, og eventuelt give dig en henvisning til en psykolog, hvis det bliver nødvendigt.

Headspace
Hvis du ikke kan overskue at snakke med nogle, der kender dig, så kan du overveje Headspace. Headspace er et sted, hvor unge kan komme og snakke om deres problemer. Deres frivillige sidder klar til at høre om dine problemer, og hjælpe en på rette vej. De er rigtigt dygtige, og de er vant til at tale om alle slags problemer. Det er helt anonymt, og du behøver ikke engang fortælle dem hvad du hedder, hvis du ikke har lyst.

Jeg håber at du kan bruge nogle af mine råd, og at du snart får den positive indstilling igen. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke fremover.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper.