Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 19 år, som har en masse ubehagelige tanker og drømme om min ekskæreste.

Forhistorie: Vi blev kærester, da jeg var 14 år og slog op, da jeg ca. var 16 (så efter knap to år). Han var min første forelskelse, og mine følelser var ekstreme for ham. Jeg var sygeligt betaget af ham, mens han godt kunne snakke ned til mig (bl.a. kritisere min måde at snakke med folk på, mine bryster, min dansestil, min make up mm.) Konstant følte jeg, at jeg skulle leve op til det perfekte kvindebillede han havde. Når vi havde sex var jeg optaget i at tilfredsstille ham og overskred egne grænser for at han kunne få nydelse. Efter vi slog op, sås vi stadig i ca. 1,5 år. Og det var i den periode, det for alvor gik galt og sled på mit selvværd. Vi sås måske hver 2. uge, snakkede og skrev hver eneste dag i den periode og havde sex og lavede kæresteting. Men vi var ikke kærester – han flirtede, havde sex og kyssede med andre piger sideløbende med mig. Og jeg følte mig konstant som et nul, og at det var mig der ikke var god nok for ham. Han udnyttede mig til sex og samvær når han kedede sig – og fik meget af min hjælp til afleveringer og eksamener. Hver gang jeg brød sammen og spurgte om, hvorfor han ikke ville være kærester med mig, kom han med en undskyldning “jeg er ikke klar til at binde mig, men du er den perfekte kæreste”. I denne periode prøvede jeg utallige gange at forlade dette usunde forhold, men han stoppede mig hver gang. Til sidst, da han fik en ny kæreste blev jeg nødt til at droppe kontakten fuldkommen. Det er nu 1,5 år siden nu. Jeg har fået VERDENS bedste kæreste, som er så behagelig og omsorgsfuld, men mine tanker kredser stadig på min eks dårlige opførelse overfor mig, og jeg har stadig så dårligt selvværd. Jeg lever i et bur er nedværdigende, selvdestruktive og væmmelige tanker og drømme om min eks som træder på mig og har magten over mig. Jeg har ikke fundet fred med det, og føler mig så dum. Har i nogle gode råd til hvordan jeg opbygger mit selvværd, nyder mit skønne og sunde forhold med min kæreste og glemmer alt det dårlige der er sket i fortiden?

Knus

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19

Puuha, det lyder godt nok til at have været et virkeligt giftigt og ubehageligt forhold, du var i med din eks-kæreste. Det kan sagtens sætte voldsomme spor i en, og gøre en ked af det længe efter det er slut. Derfor er jeg også bare super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Først og fremmest synes jeg du skal vide, at jeg synes du er mega sej. Det er et rigtigt voldsomt kæresteforhold, du har været igennem. Og derfor synes jeg også det er rigtigt flot, at du har cuttet kontakten med din eks, og fundet dig en mega dejlig kæreste i stedet for. Det lyder til, at din nye kæreste er rigtig sød, omsorgsfuld og god for dig, hvilket du virkeligt fortjener oven på sådan en ubehagelig ekskæreste. Når jeg læser dit brev lyder det til, at din ekskæreste var rigtigt manipulerende. Er det også sådan du oplevede det? Hvis man har en manipulerende ekskæreste, så er det langt sværere at cutte kontakten, end man lige regner med. Især når det er en, man har været sammen med længe, og som man har lært at kende i en rigtigt ung alder. Og som måske ved hvilke knapper han skulle trykke på, for at holde dig i forholdet. Derfor kan du også klappe dig selv på skulderen, for det er rigtigt godt klaret, at du kom ud.

Psykisk vold

Når man oplever at være i et forhold, hvor ens kæreste har behandlet en så grimt, som du fortæller, så kalder man det psykisk vold. Psykisk voldelige forhold er præget af rigtigt meget kritik, manipulation, overskredne grænser, trusler og kontrol. Og psykisk vold kan have ligeså mange konsekvenser for dem der har været udsat for det, som fysisk vold kan. Du kan læse mere om psykisk vold her.

Når man bliver udsat for psykisk vold, så er det fuldstændigt normalt, at det går ud over ens selvværd. Når ens kæreste konstant giver udtryk for, at man ikke er god nok, måske gennem kritik, utroskab og udnyttelse, så tærer det på en, og sætter sig fast. Man begynder måske at tro på de ting han siger, og uanset hvor hårdt man kæmper for at leve op til kærestens urimelige krav, så er det aldrig godt nok. Og til sidst kan man måske føle sig som om, at man slet ikke er noget værd længere. Lyder det som noget, du kan nikke genkendende til? Derfor er det også bare så super flot, at du har cuttet kontakten med ham. Det skal du have så meget ros for. Det kan nemlig være helt vildt svært, fordi man bliver tvunget til hele tiden at tage stilling til sin kærestes behov, og derfor godt kan miste forbindelsen til ens egne behov. Derfor er der også nogle mennesker, som desværre bliver i dårlige forhold rigtigt rigtigt længe.

Selvværdet der fik et hak

Som jeg skrev før, så er det helt normalt at opleve, at man har det dårligt med sig selv, efter at have været en del af et dårligt kæresteforhold. Alle de ubehagelige ting og kommentarer sætter sig i en, og det kan godt gå ud over ens selvværd. Men heldigvis, så kan man godt komme ovenpå igen. Og jeg tænker faktisk, at du allerede er nået super langt. Både fordi du har forladt forholdet, men også fordi du kan mærke, hvad forholdet har gjort ved dig. Og fordi du har fået en mega dejlig kæreste i stedet nu. Det er allerede nogle gode skridt i rigtig retning. Jeg vil prøve at komme med nogle andre gode råd til, hvordan du kan komme lidt videre nu. Først og fremmest så husk på, at det godt kan tage lang tid, før du er helt ovenpå igen. Det er fuldstændigt okay. Der er ingen der nogensinde ville kunne forvente af dig, at du bare lige kom dig over sådan et forhold. Det tager tid, det kan være hammersvært og nogle gange vil du måske falde lige ned i et hul af svære tanker og følelser. Men du kommer op igen.

Svære tanker

Du skriver og fortæller, at du bliver ramt af selvdestruktive og væmmelige tanker. Det lyder så hårdt, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må virkeligt svært, når nu du bare gerne vil nyde dit nye, skønne forhold. Men tanker er en svær størrelse. For vi kan ikke rigtigt styre dem, og nogle gange popper de op sådan lidt ud af det blå, og andre gange fordi vi måske bliver trigget af noget i vores omgivelser. Men selvom man måske ikke kan styre tankerne, så kan man nogle gange kigge på dem lidt anderledes. Jeg tænker, at næste gang du oplever, at du bliver ramt af nogle rigtigt ubehagelige negative tanker, kan du måske prøve at sige til dig selv: “De her tanker, de er bare rester af de onde ting, som min ekskæreste gjorde/ sagde til mig. De har ingenting at gøre med mig nu. De er bare et ekko fra min fortid. Og min fortid bestemmer ikke over mig nu”. Og så prøv at lade dem ligge. Selvom det måske lyder mærkeligt, så prøv bare at lade tankerne komme. Det er bare tanker, og de forsvinder igen – og uanset om de er der eller ej, så er du stadig den samme, seje, skønne pige, som kæmpede og vandt over et dårligt forhold. Man kan aldrig helt glemme fortiden, selvom det nogle gange kunne være rigtigt rart. Men man kan leve sit liv alligevel, og fylde det med ting, som giver en glæde – og dejlige relationer, som er sunde for en. Det er en god måde, at komme videre fra en svær fortid.

Jeg synes du kan prøve at læse denne her artikel omkring råd til at bygge sit selvværd op, denne om selvomsorg og denne om at finde sine personlige styrker. Det kan nemlig være svært, at se sine egne gode kvaliteter, hvis man får nogle ubehagelige fortidstanker, som prøver at fylde det hele. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du har mega mange gode personlige styrker. Og hvis du synes det er en svær øvelse at lave, så kunne det måske være noget, som dig og din nye kæreste kunne lave sammen? Den er sund for alle, og det kan være rigtigt rart, at høre hvad andre tænker er ens personlige styrker. Du har eksempelvis allerede nævnt, at din kæreste er omsorgsfuld. Hvilket er en kæmpe personlig styrke. Jeg er næsten sikker på, at han også har en god forståelse af, hvad dine personlige styrker er.

Få snakket det igennem

Når man oplever et parforhold, som er så voldsomt, som det du beskriver. Jamen så sætter det sig i en. Og det er mega svært at bære rundt på alle de voldsomme minder og tanker alene. Derfor er det en rigtig god idé, at få det snakket godt igennem med nogle. Det kan være en rigtig god vej mod, at få det bedre igen, og lade sit selvværd vokse.

Snak med din kæreste

Jeg tænker, at dig og din kæreste måske allerede har snakket om, hvordan din ekskæreste var. Men uanset hvad, så er det en rigtig god idé, at være åben omkring dit tidligere forhold, og hvordan det nogle gange stadig har indflydelse på dig. Jeg er næsten sikker på, at din kæreste rigtigt gerne vil lytte og støtte dig, hvis det bliver svært. Fordelen ved at din kæreste kender din fortid er, at det giver ham bedre mulighed for at passe godt på dig, og forstå hvor dine grænser går. På den måde har han de bedste muligheder for, at hjælpe dig. Og det kan være mega rart at have den støtte og sikkerhed i sin partner.

Snak med dine forældre

Jeg tænker på, om du har snakket med dine forældre omkring dit tidligere forhold. Du har jo ikke været så gammel, da du var kærester med din eks. Og måske har du endda stadig boet hjemme? Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så tænker jeg, at det kunne være en god idé. Nogle gange er vores forældre nogle af dem, som kender os allerbedst og gerne vil passe på os. Hvis det er sådan for dig, så tænker jeg, at det er noget du kunne overveje. Hvis du er mere tryg ved at snakke med eksempelvis et andet familiemedlem, dine venner eller veninder – jamen så er det en ligeså fin idé. Bare du får snakket forløbet igennem med nogle.

Tag fat i Bryd Tavsheden

Jeg kommer til at tænke på, om du kender til Bryd Tavsheden? Bryd Tavsheden er en forening, som blandt andet rådgiver i kærestevold. Hos dem kan man få hjælp og rådgivning, hvis man oplever eller har oplevet psykisk/fysisk vold i et forhold. De er eksperter i netop det, og er super dygtige til at hjælpe. Hos Bryd Tavsheden vil du blandt andet kunne få rådgivning i, hvordan det er at komme sig oven på en psykisk voldeligt forhold. Du kan kontakte dem både på brevkasse, chat eller telefon. Man kan også få en personlig samtale ved deres adresse. Jeg kan varmt anbefale dig, at kontakte dem.

Tag fat i lægen

Hvis du oplever, at de væmmelige tanker fortsætter, så kan det være en god idé, at tage en tur til lægen. Når man har det dårligt – uanset om det er fysisk eller psykisk – jamen så kan lægen være en god hjælp. De kan snakke med en og hjælpe en til at forstå, hvad der sker med en. Og de kan henvise en videre til en psykolog eller et andet behandlingstilbud, hvis det kunne være en hjælp. Man må altid kontakte sin læge, og de er vant til at snakke om alting.

Det er helt normalt, at det går ud over ens selvværd, hvis man har været i et dårligt forhold. Det kan godt sætte sig i en og fylde en med svære tanker og følelser, selvom forholdet er slut. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at få det snakket igennem med nogle, og søge hjælp, hvis det ikke bliver bedre. Du fortjener nemlig at få det rigtigt godt igen.

Jeg håber du har kunne bruge nogle af mine råd til noget, og så krydser jeg fingre for, at det bare kommer til at gå mega godt med dig. Held og lykke med det hele, og nyd dit nye, skønne forhold.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper