Hej Mindhelper
Er det normalt hvis ens kæreste bedste venner er piger
(Pige, 13 år)
Hej du,
Det, jeg tænker, du spørger mig om er, om det er normalt hvis ens drenge-kæreste har mange gode pigevenner?
Og det er der slet ikke noget unormalt i. Men måske kan man godt, som kæreste, blive lidt jaloux på de piger, som er gode venner med ens kæreste?
Det kan jeg i hvert fald godt forstå, hvis man kan!
Kærester og venner
Det kan faktisk godt være ret forvirrende alt det med kærester og venner og jalousi osv…
Nogle gange vil man måske bare gerne have nogen helt for sig selv. Det kender jeg i hvert fald godt.
Men sådan er det desværre ikke så tit i virkeligheden!
Fortæl hvad du tænker
Noget, som virker totalt simpelt, men som faktisk er svært for de fleste er: at tale om tingene.
Rigtig tit når vi bliver usikre eller forvirret så bunder det i, at vi ikke ved hvad hinanden tænker.
Måske kan du sige til din kæreste, at du nogle gange bliver lidt usikker fordi han har nogle gode pigevenner? Bare det at få det sagt kan faktisk hjælpe ret meget.
Fælles venner!
Måske kunne du også spørge din kæreste, om I kunne hænge ud alle sammen nogle gange?
Jeg tænker, at han er venner med de her piger, fordi de er cool! Måske vil du også synes det?
Det kan også gøre det hele lidt mindre ‘farligt’, hvis man kender de mennesker, ens kæreste er venner med.
Men for at svare helt simpelt på dit spørgsmål så: ja, det er normalt, at ens kæreste har pigevenner. Også selvom det kan være lidt irriterende… Men hvis man kan stole på hinanden, så er det ikke noget problem! 😉
De allerbedste hilsner fra Aske!