Hej Mindhelper
Mit dilemma er det klassiske “skal jeg blive sammen med min kæreste, selvom han ikke vil have børn- dilemma”.
Jeg er en 25 årig kvinde, som altid har drømt om at stifte familie. Denne drøm er blevet større med alderen, og jeg ser gerne at projekt- baby bliver en realitet, inden jeg bliver 30 år gammel.
Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 5 år, vi bor sammen i en fælles ejet bolig, og på papiret er alting godt. MEN… Min kæreste er ikke sikker på om han vil have børn, og såfremt han på et tidspunkt får lyst, har han sagt at han max vil have et barn.
Jeg ved derudover også at det er normalt, især for unge mænd, ikke at føle sig klar til børn, eller at have taget stilling til det. Dog kan jeg mærke, at tankerne omkring stiftelse af familie, de seneste 2 måneder, er blevet altoverskyggende.
Jeg har vendt mine tanker med ham, og han har endnu ikke kunne give mig et klart svar på hvad han vil.
Hvor længe skal jeg vente på at han bliver “klar”?
Bør jeg overhovedet vente, eller bør jeg slå op med ham, når nu jeg har et biologisk ur som er tiggende, og et brændende ønske om at blive mor?
(Pige, 25 år)
Kære dig,
Wow jeg kan virkelig godt forstå, at det er et rigtig svært dilemma, du står i. Og som du også selv skriver, så er du bestemt ikke den første, som går med de her tanker…
At blive eller ikke at blive
Jeg kan desværre ikke give dig et ja eller nej svar til, om du skal blive med din kæreste eller ej. Men jeg vil mega gerne komme med nogle tanker og overvejelser, som måske kan hjælpe dig nærmere, hvad du føler er det rette at gøre!
Det biologiske ur
Det er jo helt naturligt at gøre sig tanker om sin fremtid, og om hvorvidt børn og familie er en del af den fremtid.
Og der er jo – som du også skriver – en biologisk faktor, som spiller ind her, som kan betyde at man på et tidspunkt kan blive ‘tvunget til’, at skulle forholde sig til de her fremtidstanker.
Det lyder som om, du aldrig har betvivlet, at din fremtid indeholder børn, men at det nu er nået til et sted i dit liv, hvor du har brug for vished fra din kæreste også, da det ikke længere er en fjern fremtid, men en mere nær en, du ser dig selv få børn i.
Kan du leve med potentielt ikke at blive mor? Eller ‘kun’ at have et barn?
Så spørgsmålene, som du og din kæreste skal stille jer selv og hinanden, er jo egentlig simple nok. Det, som kan virke uoverskueligt er konsekvenserne af svarene…
Du kan tænke over, om du ville fravælge din plan om at få børn til fordel for din kæreste? Er det overhovedet en virkelighed, du kan se dig selv i?
Du skriver, at din kæreste, hvis overhovedet, kun vil have ét barn. Hvordan har du det med det? Kunne det være et konfliktpunkt længere ude i fremtiden?
Svarene på de her spørgsmål ligger inde i dig selv, og indeholder samtidigt løsningen på dit dilemma – men det kan være svært at sige de svar højt, fordi det jo netop har konsekvenser. Både den ene og den anden vej.
Hvornår løber tiden ud?
Så måske er det en god idé, at du sætter dig en deadline. Et tidspunkt ude i fremtiden… 3 måneder, 6 måneder, et år… hvor du har brug for at kunne få svar fra din kæreste, og selv svarer på de her spørgsmål, som jo i sidste ende er afgørende for jeres fremtid.
Det kan måske virke lidt hårdt og kontant, men du giver stort udtryk for, i dit brev, at du har brug for et konkret, klart svar fra din kæreste. Og det må man gerne forlange.
Tal med din kæreste igen
Så: tal med din kæreste igen. Men vær mere klar omkring, hvad du har brug for, at I sammen finder afklaring omkring.
Og så bliv enige om en tidsramme I har til at gå og tænke, tale, mærke efter og så ha’ en ‘endelig snak’ om emnet, når den tid er udløbet.
Det er pisse overvældende og svært at skulle forholde sig til, men tiden går, og vi får kun det liv vi ønsker os, hvis vi tør bede om det.
Samtidig ved jeg godt, at det her er en hammer svær situation for jer begge to. Så du skal vide at jeg sender virkelig mange gode tanker jeres vej, og jeg håber, at I finder en løsning, som er den rette for jer begge <3
De kærligste hilsner fra Stephanie