Da jeg startede i udskolingen, blev jeg mere nervøs, når jeg skal snakke med andre. Jeg vil gerne kunne tale med andre som alle de andre, men det er ikke så nemt.

Hej!

Ved ikke om i kan hjælpe mig, men jeg vælger at skrive det alligevel.
Jeg har gået og haft det sådan her i omkring 1 år tror jeg. Jeg har altid været lidt genert og ikke talt så meget.
Men efter jeg startede ca. i udskolingen (7 klasse) er ligesom at jeg bare blev mere nervøs når jeg skulle tale med folk selvom det kun er mine forældre, jeg har altid tænkt over at jeg gerne ville kunne tale med andre som alle andre, men det er ikke lige så nemt.
Jeg får det også helt vildt dårligt hver gang vi skal fremlægge noget op for klassen, selvom det måske er bare en lille gruppe på 3 personer har jeg det ligesom hvis det var for hele klassen

Jeg føler lidt at jeg har brug for at snakke med min lærer om nogle ting, men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få sagt at jeg gerne vil tale med hende, for jeg tør på en måde ikke, fordi jeg har det ret svært ved at tale med andre mennesker. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal få sagt til hende at jeg gerne vil tale med hende og hvordan jeg skal sige de ting jeg nu gerne vil snakke med hende om.

Når jeg bliver nervøs begynder jeg tit at ryste, få hjertebanken og en gang imellem får jeg det helt vildt dårligt (kvalme/føler at jeg skal kaste op)

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det lyder som om, det er rigtigt ubehageligt for dig at skulle snakke med andre. Så jeg er mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære tanker og følelser. 

Det er ikke unormalt

Det lyder mega hårdt, at det er blevet så svært for dig at tale med folk. Men det er faktisk slet ikke unormalt at blive nervøs, når man skal snakke med andre. Det er noget, som de fleste af os oplever en gang imellem. Men nogle kæmper selvfølgeligt mere med det end andre. Og det er rigtigt hårdt, når man er en af dem, der bare virkeligt har svært det. For nervøsitet kan være en mega svært følelse at have. Specielt hvis man også får nogle fysiske symptomer, når man er nervøs – som for eksempel kvalme og hjertebanken. Det kan nemlig føles rigtigt voldsomt, når ens krop reagerer på den måde. Men din krop reagerer faktisk nøjagtigt, som den skal.

For nervøsitet er sådan en følelse, der skal få os til at komme væk fra den situation, vi er i, fordi vores hjerne tror, der er noget farligt. Den er bare ikke super smart altid, så den kan ikke skelne mellem situationer, der faktisk er livsfarlige – som for eksempel at stå overfor en stor sabeltiger. Og situationer som hjernen forestiller sig er livsfarlige, men som faktisk ikke er det – som for eksempel at fremlægge foran klassen. Så når man for eksempel får hjertebanken, så er det ens krop, der forbereder sig på at skulle kæmpe eller flygte i en farlig situation. Det kan føles rigtigt ubehageligt, men det er heldigvis ikke farligt. Og ligesom alle andre følelser går nervøsitet også over igen på et tidspunkt. Det kan være rigtigt hjælpsomt at prøve at huske sig selv på, når man står midt i det.

Øv dig

Fordi nervøsitet er sådan en følelse, der vil have, at man kommer væk fra den situation, man er i. Så får man tit lyst til at stoppe med at gøre de ting, der gør en nervøse. Det kunne for eksempel være at holde op med at snakke med folk. Jeg ved ikke, om du kan genkende det? Det er helt normalt og helt forståeligt. Men det er faktisk rigtigt vigtigt at blive ved med at øve sig i at være i de situationer, hvor man bliver nervøs. For hvis man for eksempel holder op med at snakke med folk, så kommer man til at bekræfte sig selv i, at det er farligt. Men hvis man i stedet for bliver ved med at øve sig i at snakke med folk, så får man nogle oplevelser med, at man godt kunne, selvom man var rigtigt nervøs. 

Det er en god idé at starte med at øve sig i de situationer, der ikke gør en allermest nervøs. Sådan så man får nogle succesoplevelser, som man kan bruge senere, når man skal til at øve sig i nogle af de situationer, der er lidt sværere. Så hvis det for eksempel er nemmere for dig at fremlægge foran nogle veninder, så kan du starte med at øve dig i det. Og når du så er blevet tryg ved det, så kan du måske gå videre til at øve dig i at fremlægge foran en eller to fra klassen, du ikke kender så godt og så videre. Den teknik jeg lige har beskrevet, er det, man med et lidt fint fagord kalder eksponering. Og hvis du har lyst til det, kan du læse mere om eksponering i den artikel, jeg har linket til.

Hvis det er for svært

Der er nogle, der oplever at få social angst. De har så svært ved at skulle snakke med andre, at det er begyndt at gå udover deres hverdag. For eksempel fordi de er begyndt at undgå situationer, hvor de skal være sammen med andre. Hvis du tænker, det lyder som noget af det, du også oplever, så kan du prøve at læse den artikel, jeg har linket til om social angst. Man kan sagtens have nogle af tegnene i artiklen uden, at det behøver at være social angst. Men hvis du kan genkende rigtigt meget af det. Og det har stået på rigtigt længe, så er det vigtigt, at du snakker med nogen om det. For så er det i hvert fald et tegn på, at det er mega svært for dig lige nu. Og uanset om man har social angst eller ej, så kan man heldigvis godt få det godt igen. Nogle gange kræver det bare lidt hjælpe fra folk omkring en.

Kan du skrive til din lærer?

Jeg synes, det lyder som en super god idé at snakke med din lærer om det her. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. Men jeg kan også godt forstå, at det er svært for dig at finde ud af, hvordan du får det sagt. For det er bestemt ikke nemt at skulle fortælle sin lærer, at man har det svært – og det bliver ikke nemmere af, at det man i forvejen har svært ved er at skulle snakke med andre. Derfor kommer jeg til at tænke på, om det mon var en mulighed for at skrive det til den lærer, du gerne vil snakke med til at starte med? Du kan enten skrive det som et brev på et papir. Men du kan også sende det til hende digitalt, hvis du hellere vil det. Så kan I snakke sammen om det bagefter, og din lærer kan spørge dig om noget af det, du har skrevet. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, for så behøver du ikke styre samtalen lige så meget selv.

Har du snakket med dine forældre?

Det lyder ikke som om, du har snakket med dine forældre om, at du kæmper med den her nervøsitet, når du snakker med andre. Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det. Jeg er nemlig næsten sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil vide, at der er noget, der er svært for dig. Fordi de holder af dig og derfor gerne vil hjælpe dig, når du har det svært. Hvis det også er svært for dig at fortælle dine forældre, hvordan du har det, så kan du også skrive et brev til dem. Samtidigt tænker jeg også, at du kan få dine forældre til at hjælpe dig med at få snakket med din lærer, hvis det er nemmere for dig at starte med at snakke med dine forældre.

Snak med din læge

Hvis der er meget fra artiklen om social angst, du kan genkende. Og hvis du gerne vil finde ud af, om det kunne være noget social angst, du kæmper med, så skal du snakke med din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er noget indeni en selv, der er svært. Hvis du ikke har lyst til at tage til lægen alene eller ikke har lyst til at ringe til lægen selv, så kan du få dine forældre til at hjælpe dig. Så kan de også hjælpe dig med at få sagt de ting, som du gerne vil have sagt, når du er inde hos lægen.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så vil jeg sige til dig her til sidst, at jeg tror på, at du godt kan få snakket med din lærer. For du virker som en mega sej pige, så jeg er sikker på, det nok skal lykkedes.

De bedste hilsner fra en Mindhelper