Hej Mindhelper

Da jeg blev kærester med min kæreste, begyndt jeg og miste min appetit og jeg følte jeg ikke havde list til at spise og næsten være morgen når jeg sku spise morgenmad fik jeg kvalme og nogen morgner kastet jeg op, det var ikke særligt sjovt, og jeg tabt mig meget.
jeg tror det var fordi jeg var forelsket og nevøs for hvordan vores forhold ville gå.
Nu har vi være sammen i nogen måneder, og jeg begynder og spise mere og mere, og jeg har ikke haft kvalme længe.
Men problemet er at jeg ikke kan spise lige så meget som jeg plejede, og derfor har jeg svært ved at tag på igen.
Har i måske nogen tips til hvordan jeg kan spise mere, så jeg kan tage på igen, så jeg kan væge det jeg gjorte enden jeg mistet appetiten?

PS mig og min kæreste går i samme klasse, så ser ham hver dag.

Hilsen en pige på 17 år.

(17 år)


Kære Pige på 17 år

Det kan godt være ubehageligt, når man taber sig meget, uden at man vil det. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og delt dine tanker.

At tabe sig

Det lyder som om, at din appetit blev meget påvirket, da du fandt sammen med din kæreste. Det kan måske virke lidt spøjst, at ens krop kan reagere på den måde, men det kan godt ske, når man bliver forelsket. Og derfor er det heller ikke så unormalt, at man ikke har lige så meget appetit, når sommerfuglene og nevørsiteten rumstere rundt i maven.

Men det er super godt, at du er opmærksom på, hvordan du har det. For det skal selvfølgelig helst ikke være sådan, at man pludselig taber sig meget, eller ikke kan spise uden at få kvalme.

Når kroppen ændre sig

Når man taber sig ændrer kroppen sig. Det kan måske føles lidt uvant, at ens krop ser anderledes ud, end den plejer. Og måske ville man bare ønske, at man så ud som man gjorde før. 

Jeg tror at mange unge kender til, at det med krop er udseende er noget, som kan fylde. Så hvis du oplever det, skal du vide, at det er helt naturligt, at man i perioder kan blive lidt ekstra opmærksom på, hvordan man ser ud. Du kan tage et kig på artiklen Slut fred med din krop, hvis du gerne vil have lidt tips til, hvordan man lettere kan acceptere den måde man ser ud på.

Det går bedre

Du skriver også, at du er begyndt at kunne spise mere og mere – og det er mega godt. For selvom du ikke kan spise helt lige så meget som før, så lyder det til, at det går den rigtige vej. Når man gerne vil tage på, men synes det er svært, kan det nemlig godt betale sig at tage det i små bidder. For det er helt okay, at det tager lidt tid, og ikke sker hen over natten. Men mange små skridt, er det som til sidst får en i mål. Så måske kan du prøve, at spise lidt større portioner, for hver uge der går. Eller prøve om du kan smide et par små mellemmåltider ind i løbet af dagen?

Tal om det

Jeg kommer også til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, at du gerne vil tage på? For måske har de nogle ideer til, hvad du kan gøre. Og det kan også bare være en meget god ide, at have nogen som kan støtte en lidt, hvis man synes det er svært. Det kan sommetider lette presset lidt fra ens skuldre.

Det kan også være, at du har nogle venner eller veninder, som kunne være gode at tale med? Jeg tænker ihvertfald, at der er en god chance for, at de måske også på et tidspunkt har prøvet, at tænke lidt over det med udseende og vægt. Og så kan det være meget rart, at dele det med hinanden.

Tag til lægen

Når man pludselig taber sig meget og gerne vil tage på, kan det være en rigtig god ide, at tale med lægen. For lægen ved en hel masse om, hvordan vi menneskers kroppe fungerer. Sikkert også nogle ting, som vi her hos Mindhelper ikke er eksperter i. Og jeg tænker, at lægen vil kunne give dig nogle gode råd til, hvordan du kan tage på og komme til at spise mere. 

Hvis du synes det er lidt af en mundfuld at tage til lægen, kan du måske spørge din kæreste, eller en god veninde, om de vil tage med – det kan være meget rart.

Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig nogen udefra at snakke med, kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace arbejder der nemlig nogle søde og dygtige frivillige, som altid sidder klar til at lytte. Og det kan sommetider være en hjælp, at have nogle at tale med, hvis man går og bøvler med nogen ting. Det er gratis, og man kan også være anonym hos Headspace.

Det kan være smadder svært, når man pludselig ikke kan spise det samme, som man plejede at kunne. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at din appetit snart kommer helt tilbage.

De bedste hilsner fra en Mindhelper