Hej.
Jeg er en pige på 14 år og er cirka 1.68 høj. Jeg vejer 47kg og er ret tynd…
Mine forældre og jeg snakker engang imellem om det og min læge er osgå inden over det, men oppe i skole kan mine venner/veninder godt finde på at sige til mig “Spis noget mere du sulter dig selv…” og “Du har en spiseforstyrelse så tag dog til lægen” og jeg er ved at være godt træt af det! men ved ik rigtig hvad jeg skal gøre??
Fordi spiser som en helt andmendelig 14 årigt pige gør.
Kh F
(Pige, 14 år)
Kære F
Det er ikke særligt rart, når folk bliver ved med at kommentere på noget ved ens krop, som man faktisk ikke selv kan gøre noget ved lige nu. Så jeg kan godt forstå, at du er ved at være lidt træt af dine venner og veninders kommentarer. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Allerførst vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Det er udelukkende for at være helt sikker på, at man ikke kan genkende dig ud fra dit spørgsmål.
Sig fra
Det lyder, som om du faktisk gør alt, hvad du kan for at holde øje med, at du ikke bliver for tynd. For du snakker jo faktisk allerede både med dine forældre og din læge om det. Så jeg kan virkeligt godt forstå, at du er ved at være ret træt af de kommentarer, du får fra folk ovre i skolen. For det kan faktisk være rigtigt ubehageligt at få sådan nogle kommentarer på ens krop. Specielt når det er noget, man i forvejen kæmper med at få styr på.
Derfor er det faktisk også helt i orden, at du siger fra og beder dine klassekammerater om at stoppe med at komme med sådan nogle kommentarer. Jeg ved ikke, om du allerede har prøvet det? Hvis du ikke har det, synes jeg, at du skal prøve at gøre det. For det er ikke nogen særligt hjælpsomme kommentarer for dig. Og når man har det sådan, er det helt okay at sætte grænser for, hvad man har lyst til at finde sig i. Jeg ved godt, at det kan være mega svært. Men du er i din fulde ret til at sige stop, når du oplever, at nogen går over din grænse for, hvad du er okay med. Hvis du har brug for råd til, hvordan du kan lære at sætte grænser overfor dine klassekammerater, kan du kigge i den artikel, jeg har linket til.
Snak med en lærer
Hvis du har prøvet at fortælle dine klassekammerater, at de skal stoppe. Eller hvis du synes, at det er lidt svært at gøre alene, kan det måske hjælpe at snakke med en af dine lærere. Nogle gange hjælper nemlig at have en lærer på sin side. For så bliver det tit lidt tydeligere for folk, at man faktisk mener det, når man siger, at man ikke synes, at det er sjovt. Og at de skal stoppe. Det kan også være, at din lærer kan snakke lidt mere generelt med din klasse om, at det faktisk er ret vigtigt, at man respekterer et stop.
Snak med dine forældre
Til sidst synes jeg også, at du skal prøve at snakke med dine forældre om de her kommentarer, du får fra dine klassekammerater. For jeg gætter på, at nogle af de her kommentarer faktisk gør dig lidt ked af det? Eller det kan også være, at de gør dig lidt vred? Uanset hvad er det vigtigt at få snakket om det. For hvis du går og holder det for dig selv, kan det komme til at fylde endnu mere. Og så kan det måske blive endnu sværere at holde de kommentarer ud. Så det kan godt være, at det ikke hjælper direkte til at få dine klassekammerater til at holde op med at komme med de her kommentarer. Men det kan måske gøre det lidt nemmere at holde dem ud, indtil de er blevet stoppet.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får dine klassekammerater til at holde op med at sige de her ting til dig. For jeg kan bare godt forstå, at du ikke synes, at det er sjovt. Du kan jo ikke selv gøre for, at du ikke vejer så meget. Sådan er du bare bygget, og det er helt okay.
De bedste hilsner fra en Mindhelper