Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 14 år Jeg tør ikke at snakke i klassen Jeg Kan hellere Ikke svare tilbage når de andre kritiserer mig jeg tænker altid at de andre kan ikke lide mig
(Pige, 14 år)
Hej Pige på 14 år
Det kan føles skræmmende at skulle sige noget i klassen. Så jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært. Og jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er helt normalt
Du skriver, at du ikke kan svare tilbage, når andre kritiserer dig. Det giver rigtigt god mening. Og jeg tror, at der er rigtigt mange, der kender til det med, at man blev kritiseret uden, at man fik svaret igen. Så bruger man måske resten af dagen på at gå rundt at være ærgerlig over alle de smarte kommentarer, man kan komme på nu, men som man ikke kom på lige, da det skete. Kender du mon også det? Det er helt normalt at have det sådan.
Det er svært at svare igen, fordi man bliver chokeret, når andre kritiserer en. For det er som udgangspunkt ikke lige noget, man regner med, at folk gør. Og når man bliver chokeret eller forskrækket, så kan klappen godt gå lidt ned, så det føles som om, der er helt blankt oppe i ens hoved. Men det er mega træls, når der er en eller anden, der kritiserer en og kroppen ikke gør, som man vil. Så man ikke kan komme med det der mega smarte comeback, som man gerne ville. Men som jeg har skrevet, så er det helt normalt.
Kritiserer de dig i klassen?
Det kan være rigtigt svært at skulle sige noget i klassen. For vi mennesker er flokdyr, så vi er lavet til at tænke over, hvad andre tænker om os. Så det der med at række hånden op i klassen er noget, der helt naturligt kan gøre os virkeligt bange. Fordi der er en hel masse mennesker i ens klasse, hvor man kan blive bange for, hvad de mon tænker om en. Men jeg bliver også lidt nysgerrig på, hvordan folk i din klasse egentligt behandler dig? For ud fra dit brev lyder det lidt som om, der er nogen, der kritiserer dig. Og jeg tænker på, om det mon er nogen i din klasse, der gør det? For hvis der er nogen i din klasse, der bliver ved med at kritisere dig, så kan jeg godt forstå, du ikke har lyst til at sige noget i skolen.
Det gør nemlig rigtigt ondt at blive kritiseret, og det kan gøre en rigtigt ked af det. Så ens hjerne forsøger at beskytte en imod at blive kritiseret, hvis det er noget, der sker tit. Og det kan den for eksempel gøre ved, at man ikke rigtigt tør at række hånden op i timerne og sige noget. For hvis man ikke siger noget, så er der heller ikke helt så meget, som de andre kan kritisere. Samtidigt vil jeg også rigtigt gerne understrege, at det ikke er i orden, hvis der er nogen i din klasse, der bliver ved med at kritiserer dig. For som jeg skrev, så gør det rigtigt ondt. Og hvis det er noget, de gør rigtigt ofte og uden nogen grund, så er det faktisk mobning. Hvis du vil vide mere om mobning, og hvordan det kan blive stoppet, så kan du tjekke vores artikel ud: Bliver du mobbet – 7 gode råd til at stoppe mobning.
Du kan godt øve dig
Hvis du mest ikke har lyst til at sige noget i skolen, fordi du er bange for, om du siger noget forkert, så kan du faktisk godt øve dig i at lære at turde at sige noget ovre i skolen alligevel. For hvis du gerne vil begynde at turde at sige noget i klassen, så er du nødt til at prøve at sige noget, også selvom det er svært i starten. For selvom det kunne være rart, så ændrer tingene sig nemlig ikke af sig selv. Så hvis der er noget, man gerne vil ændre, så er man nødt til at prøve at gøre noget selv.
Men selvom det måske bliver hammersvært i starten, så bliver det nemmere og nemmere at sige noget i klassen for hver gang, du øver dig. Og du behøver jo ikke at starte med at sige noget 30 gange på en dag. Du kan måske starte med at sige noget en gang om dagen og se, hvordan det går. Og når du så er blevet mega sej at sige noget en gang om dagen, så kan du prøve at sige noget to gange om dagen og så videre. Indtil du på et eller andet tidspunkt er blevet så tryg ved at sige noget i klassen, at du ikke tænker over det mere. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse vores artikel om at være nervøs for at række hånden op i klassen. Der står en masse gode råd og tips til, hvordan man kan øve sig i at få sagt mere i timerne.
Snak med dine lærere
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine lærere om, at du ikke rigtigt tør sige noget i skolen? Hvis du ikke har det, så synes jeg, at du skal gøre det. Jeg er nemlig næsten sikker på, at dine lærere rigtigt gerne støtte dig, mens du øver dig i at turde at sige noget i klassen. Og det kan være rigtigt rart at have en voksen på skolen, som man kan støtte sig op af. Og som man også kan spørge om hjælp, hvis det bliver ved med at være svært.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal få hjælp på din skole, kan du læse vores Guide: Sådan får du hjælp på din skole eller uddannelse.
Udover det så synes jeg også, at du skal sige det til en lærer, hvis der er nogen i din klasse, der er stride imod dig og kritiserer dig meget. Det er nemlig ikke i orden, og det skal de have at vide. Og dine lærere kan hjælpe dig med at tage den snak med dem. Samtidigt med de også kan tage en snak med hele din klasse om, hvordan man behandler hinanden ordentligt.
Snak med dine forældre
Jeg synes også, at du skal prøve at snakke med dine forældre om, hvordan du har det med at skulle sige noget i klassen. Selvom det måske ikke direkte hjælper på, at du ikke tør sige noget i klassen, så er det rigtigt rart at have nogen, som man kan dele sine tanker med. Sådan så man ikke skal gå med dem helt alene. Så kan de nemlig godt komme til at bygge sig op og fylde rigtigt meget. Men hvis man deler sine tanker med nogen, så får man dem lidt på afstand, og man får dem ud af hovedet. Samtidigt kan dem man snakker med også hjælpe en med at finde ud af, om der eventuelt er noget, man kan gøre ved de tanker, som man kæmper med. Dine forældre kan også hjælpe dig med at tage fat i dine lærere, hvis du synes, at det er for svært at gøre selv.
Nogle synes det er svært at snakke med deres forældre om deres tanker og følelser. Hvis du har det sådan, så kan du finde hjælp i vores guide til at tale med forældre om svære ting.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med både dine lærere og dine forældre. For du behøver ikke at klare det her selv.
De bedste hilsner fra en Mindhelper