Spring til hovedindhold
Udgivet: 26/10/2026

Hej Mindhelper

Jeg har nu gået på efterskole i omkring 2,5 måned, og jeg har det lidt svært. Jeg overtænker tit og kommer frem til, at folk nok ikke kan lide mig, og at jeg er kedelig at være sammen med. Det gør, at jeg føler mig mere ensom, end jeg egentlig er. Der er en masse søde mennesker herude, men jeg føler lidt, at næsten alle allerede har fundet en eller flere gode veninder. Det gør mig nervøs, for jeg føler ikke rigtig, at jeg har fundet nogle veninder endnu – og slet ikke gode veninder. Måske har jeg bare for høje ambitioner for, hvornår man kan kalde sig gode venner.
Samtidig er jeg bare så skide usikker på mig selv. Jeg er ikke typen, der maser mig på, snakker konstant eller er halvt dominerende for at tvinge folk til at være sammen med mig. Det kan jeg slet ikke få mig selv til, selvom jeg nogle gange ville ønske, at jeg havde bare en smule mere af den egenskak. har hørt for flere at de først mødte der endelig gruppe efter jul og det håber jeg forhåbenligt os sker for mig selvom det er hårdt nu.
har i måske nogle gode ideer til at holde mig selv motiveret samt måske andre historie om folk der havde det på samme måde men endte med at få det fedeste år
hilsen ?

(Pige, 16 år)


Kære du,

Jeg kan så godt forstå, at du er nervøs og usikker og overtænker det hele lidt… 

Det er en kæmpe omvæltning at starte på efterskole, og jeg kan virkelig godt huske den der følelse af at være helt alene i starten, da jeg selv startede på efterskole. 

Jeg kan til gengæld trøste dig med, at du ikke er den eneste, som tænker de her tanker; vi har 3 spørgsmål om at være ny på efterskolen i brevkassen i denne uge! Folk er mere ens end man tror. 😉  

Når man genovervejer alting  

Jeg ligger mærke til, at meget af dit brev omhandler, hvordan du selv er… du er usikker, bange for folk ikke kan lide dig, kedelig, tilbageholdende men ønsker dig andre egenskaber.  

Efterskolen – eller nye arenaer generelt – kan få en til at måle og veje sig selv helt vildt. Hvordan er jeg egentlig? Hvordan oplever andre mig?  

Det er jo ganske naturligt at tænke de her ting, men nogle gange kan vi også komme til at dømme os selv alt for hårdt…  

Man kan komme til at skabe en hel overbevisning om sin omverden inde i sig selv, som måske kan vokse sig stor og uoverskuelig!  

Jeg hørte engang en person sige, at det er bedre at være “interesseret” end “interessant”, og det har jeg altid godt kunne lide…  

Jeg tænker, det betyder, at hvis man går åbent og nysgerrigt til verden, i stedet for at fokusere så meget på hvordan man selv er, så vil man også ofte få nogle rigtig gode oplevelser. 

De gode ting!  

Du skriver, at der er en masse søde mennesker på skolen, og det lyder også som om, du egentlig har tålmodighed nok til at se, hvad der sker henover de næste par måneder.  

Det er et sindssygt godt udgangspunkt.  

Du fortæller selv om historier, hvor folk først faldt rigtig godt til efter jul, hvilket jeg godt kan skrive under på også, i forhold til min egen efterskoletid.  

Det er egentlig heller ikke så mærkeligt, når man tænker over det, vel? Altså 2,5 måned er godt nok kort til tid at falde til i helt nye rammer og få virkelig gode venner. Ting tager bare lidt tid.  

Du lyder også som en skarp, eftertænksom person og nogle gange kan det tage os lidt længere tid end andre at blive helt trygge ved folk.  

Vær tilstede  

Det er ikke et mega konkret råd, det kan jeg godt se… men jeg tænker, at der sker et væld af ting på skolen, der er mennesker alle vegne og at opsøge folk virker nok lidt selvsagt.  

Så jeg vil råde dig til at tage nogle dybe indåndinger og så prøve dit allerbedste bare at være tilstede i dét, du er i.  

Se om du kan finde frem til den der åbenhed og nysgerrighed… spørg ind til folk omkring dig og se, om du kan få bare lidt ro på dit tænkende hoved.  

Det er helt okay ikke at være den mest frembrusende person. Og det er okay, at man skal bruge lidt tid på at falde til. Sådan er der mange der har det. 

Jeg forstår – tro mig – godt, at det er hårdt lige nu. Men du er pissesej, at du har mod på at give det et rigtig skud, og du lyder som en mega cool person!  

Jublende tilråb og uendelig opbakning fra Aske!

Var svaret nyttigt for dig?