Hej

Jeg er bange for at tage i skole fordi at jeg bliver rød i hovedet af ingenting, folk siger tit til mig at jeg er rød i hovedet når lærerene spørger mig om noget også selvom jeg rækker hånden op, i det hele taget bare når jeg får opmærksomhed. Jeg vil gerne vide hvad jeg kan gøre for ikke at blive rød i hovedet, hvis det kan lade sig gør.

Vh.

(14 år)


Hej 14 årig

Det kan være super træls, hvis man har let til at blive rød i hovedet. Derfor er jeg super glad for, du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Du er ikke alene

Det kan nogle gange godt føles lidt pinligt, hvis man er en af dem, som let bliver røde i hovedet. For det er en reaktion, som andre kan se. Men selvom det kan føles pinligt, så er der ikke noget pinligt ved at blive rød i hovedet. Det er en helt normal reaktion at få, når der er fokus på en. For selvom man måske selv har rakt hånden op, fordi man kender svaret på lærerens spørgsmål, så er det stadig lidt nervepirrende at skulle svare på et spørgsmål, når alle i ens klasse kan høre det. Så ens krop sætter gang i en masse funktioner i kroppen for at gøre en klar til at præstere.

 Det er der nogen, der kan mærke som, at deres hænder ryster, eller deres stemme knækker. Og så er der andre, der kan mærke det som, at de bliver røde i hovedet. Det sker fordi, der løber en masse blod op til hovedet. Og hvis man så har lidt tynd hud, så er rødmen bare mere tydelig, end hvis man har tykkere hud. Det er ikke noget, som man selv kan gøre for. Men du er langt fra alene om at have let til at blive rød i hovedet. Hvis du har lyst, kan du prøve at læse det her brevkassespørgsmål. Det er fra en pige på 14 år, der lidt ligesom dig har nemt ved at blive rød i hovedet. Nogle gange kan det være rart at vide, at man ikke er den eneste, som har det på den måde. 

“Ej det”

Fordi det med at blive rød i hovedet er noget, der sker helt automatisk i kroppen, når den forbereder sig på at skulle præstere. Så er det desværre heller ikke noget, som man selv kan forhindre sker. Derfor er mit bedste råd til dig også at prøve at “eje,” at du bliver rød i hovedet. Med det mener jeg, at du bliver ved med at gå i skole og række hånden op, også selvom du bliver rød i hovedet ind imellem. Hvis du har mod på det, så kan du eventuelt selv italesætte det: “hov, nu kan jeg lige mærke, jeg bliver rød i hovedet. Det er sådan noget, der sker for mig engang imellem, men det betyder ikke noget.” 

På den måde tager du nemlig selv lidt styringen og siger det, inden de andre kan nå at gøre dig opmærksom på, at det sker. Og så slipper du for at bekymre dig for, om de andre nu har lagt mærke til, at det sker. Det er nemlig også sådan med rødmen, at jo mere man tænker på det og er bange for, at det sker. Jo større er sandsynligheden for, at det kommer til at ske, fordi man bliver nervøs for, om det sker. Og når man bliver nervøs, så er det, at blodet begynder at løbe op til hovedet. Så det kan nemt blive en mega ond cirkel. Så nogle gange hjælper det faktisk på rødmen at selv at gøre opmærksom på, at det sker. 

Det er okay at sætte grænser

Det lyder som om, det ikke er så rart for dig, at de andre gør dig opmærksom på, at du bliver rød i hovedet. Er det mon rigtigt? Hvis det er, så kan jeg sagtens forstå det. For det er aldrig rart at blive gjort opmærksom på dele af sig selv, som man er lidt usikker på. Derfor skal du også vide, at det altid er helt okay at gøre de andre opmærksom på, at det ikke er rart for dig, at de siger det til dig. Og at du gerne vil have, at de lader være. 

Det kunne for eksempel lyde sådan her: “det er ikke rart for mig, du fortæller mig, at jeg bliver rød i hovedet, så en anden gang vil jeg gerne have, du lader være.” Der er mange, som synes, det kan være svært at sætte grænser. Hvis du også har det sådan, så kan du læse vores artikel om at blive bedre til at sætte grænser, hvis du har lyst. 

Snak med en lærer

Hvis det er for svært for dig selv at tage en snak med dine klassekammerater om, at det ikke er rart for dig, når de gør dig opmærksom på, at du bliver rød i hovedet. Så kan du også prøve at snakke med en af dine lærere om det. Så kan dine lærere hjælpe dig med at tage en snak med klassen om, hvordan man opfører sig ordentligt overfor hinanden. 

Snak med dine venner om det

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med dine venner om det her med, at du nemt bliver rød i hovedet? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at gøre det. Når der er noget, der fylder meget for en, så kan det nemlig være rigtigt rart at dele sine tanker med nogen. For det lukker tit gassen lidt af ballonen, så tankerne ikke fylder så meget. Og de fleste mennesker har noget, som de er usikre på. Så mon ikke der er nogle af dine veninder, der godt kan genkende nogle af de tanker og følelser, du beskriver? 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du bliver ved med at gå i skole og række hånden op, også selvom du bliver rød i hovedet. For det er ikke noget, du selv kan gøre for, og det er en helt naturlig reaktion.

De bedste hilsner fra en Mindhelper