Hej med dig
Jeg vil gerne have noget hjælp. Jeg går og døjer med at blive rød i hovedet over ingenting. De andre fra klassen griner af mig. Jeg er bange og har ikke lyst til at tage i skole og holde min konfirmation eller tage andre steder hen end der hjemme da jeg hele tiden tænker på at blive rød i hovedet. Det er født noget som er kommet her efter Jul. Går det nogensinde over eller er det der resten af livet? Jeg håber du har et godt råd om hvad der kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen S.
(Pige, 14 år)
Kære S.
Æv altså, det med at blive rød i hovedet er virkeligt irriterende og jeg kan sagtens forstå, hvis du er nervøs for, om det kommer til at være sådan resten af livet. Og derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Rødmen
Hvis man er den eneste i sin klasse, som har det med at blive rød i hovedet, så kan man godt komme til at føle sig lidt alene i verden. Men det er faktisk ret normalt at opleve og der er bare nogle mennesker, som meget hurtigere bliver røde i hovedet end andre. Det har noget at gøre med, at der pludseligt løber lidt meget blod op i ansigtet på en. Og hvis man så har lidt tynd hud, så kan man begynde at rødme.
Mit bedste råd til dig er, ikke at lade dig stoppe af rødmen. At sørge for stadig at tage i skole, holde din konfirmation og gøre alle de ting, som du gerne vil kunne. Jeg ved godt, at det er hammersvært. Men det er desværre sådan med rødme, at jo mere vi tænker på, om vi nu kunne komme til at rødme, jo større chance er der for at vi rødmer. Simpelthen fordi vi kommer til at fokusere SÅ meget på, at vi ikke må rødme, at blodet stiger mod hovedet. Så noget af det bedste man kan gøre er faktisk, at prøve at flytte sit fokus lidt væk fra tankerne om at man rødmer og over på noget andet. For hvis man kan blive rolig i kroppen igen, så vil blodet forsvinde fra ansigtet efter et stykke tid. Eksempelvis ved at gøre lige præcis de ting vi godt kunne tænke os at gøre, selvom vi måske bliver rigtigt usikre på os selv. Så oplever man nemlig, at selvom man måske blev rød i hovedet, så kunne man faktisk godt holde konfirmationen alligevel. Og du kommer ikke til at være rød i hovedet under hele konfirmationen – måske nogle gange og så går det over igen, når du slapper af.
Jeg har fundet et andet brevkassespørgsmål fra en pige på 14, som også oplever det her med at blive rød i hovedet og synes det er træls. Det kan nemlig være rigtigt rart at læse, at man ikke er den eneste i verden, som har det som man har det. Du kan også prøve at læse vores artikel om, at dæmpe sin indre kritiker. Der står nemlig nogle rigtigt gode tips.
Vi har alle sammen noget vi er usikre om
Det er sådan, at vi alle sammen føler os usikre over noget. Især når vi er teenagere og vores krop er under udvikling. Derfor er jeg også næsten love dig, at dem som griner i klassen også har noget, som de bliver lidt flove over. Det kan eksempelvis være at svede meget, have mange bumser, være ranglet eller noget heeeelt andet. For det er fuldstændigt normalt og noget vi alle sammen oplever på en eller anden måde. Men det er sjældent at vi fortæller hinanden om det, som gør os flove. Derfor ved man heller ikke altid, hvad de andre er usikre over. Og så kan man godt komme til at føle, at man er den eneste, der har det på den måde. Jeg kan ikke fortælle dig om det kommer til at gå helt over med rødmen igen, men jeg tænker, at hvis du prøver at acceptere, at rødmen bare dukker op nogle gange og prøver at fokusere på noget andet end rødmen. Så vil rødmen heller ikke komme ligeså ofte. Og måske er det her bare en periode, hvor du rødmer meget og så i andre perioder, vil du måske ikke opleve det så meget.
De andre fra klassen
Det er ikke okay, at de andre i klassen griner af dig, fordi du rødmer. Det gør nemlig rigtigt ondt, når de andre griner af en og så er det mobning. Derfor er det også en rigtig god idé, hvis du tager fat i din lærer og fortæller, at de andre griner, hvis du rødmer. For så må læreren sørge for at få snakket med dem fra klassen som griner og sørge for, at det bliver stoppet. Alle har nemlig ret til at være i fred, når de går i skole. Og når de andre griner af en, så er det fuldstændigt normalt, at komme til at rødme.
Snak med nogen om det
Når du oplever at blive drillet og ikke længere har lyst til at gå i skole, så er det en rigtig god idé, at snakke med en voksen om det du oplever. For det er er alt for svært for dig, at skulle håndtere de svære følelser alene. Det kunne eksempelvis være dine forældre, du snakkede med. Ens forældre er nemlig tit dem som er tættest på en, og derfor kan de være de allerbedste til at hjælpe. Det kan være rigtigt rart at have den støtte og hjælp, og et par ekstra øjne på ens tanker og bekymringer. Hvis det ikke duer med dine forældre, så har du måske en yndlingslærer, sød moster eller en helt tredje person, som du er tryg ved. Så kan den person nemlig hjælpe og støtte dig, når det bliver svært. Og det kan være rigtigt rart, ikke at skulle gå helt alene med sine svære tanker og oplevelser.
Det er rigtigt træls at opleve rødme, men det er ikke unormalt. Nogle mennesker har bare meget større chance for at blive røde i hovedet end andre. Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig
De bedste hilsner fra en Mindhelper