Jeg har fået et crush på en fyr, jeg ikke rigtigt kender. Jeg snakkede med ham til en fest, men det var mig, der tog kontakt til ham. Hvad gør jeg?

Hej

Jeg er lidt frustreret i tiden, da jeg har et crush på en jeg ikke rigtig kender. Jeg har snakket med ham en gang til en fest og ser ham engang i mellem i skolen. Nogen gange føler jeg også han er interesseret i mig, andre gange tror jeg ikke. Jeg har bare rigtig svært ved at komme mig over et crush, når jeg først har fået et, så betyder det ikke noget, hvor lidt vi i virkeligheden har snakket sammen.

Jeg var til samme fest som ham forleden, hvor vi slet ikke snakkede sammen, hvilket måske også havde noget at gøre med festen var lidt opdelt, og vi var i hver vores lejr. Men jeg føler jeg kommer med undskyldninger, fordi hvis han var interesseret, ville han vel havde taget initiativ? Det var nemlig mig, der først kom hen og snakkede med ham. På den ene side ville jeg bare gerne videre og glemme ham, men jeg bliver stadig glad, når jeg tænker på ham. Jeg ville ønske jeg hurtigst muligt kunne få en afklaring, men hvordan gør man det uden at være for direkte?

Nogle gange gør det også sådan, at alle mine usikkerheder løber afsted med mig. Sådan noget som er jeg sjov nok og pæn nok til ham. Hvilket jeg også tror har noget at gøre med mit behov for kontrol og vide hvor jeg står ift. andre mennesker, og det kan jeg bare slet ikke i denne her situation.

Så mit spørgsmål er, hvad gør jeg lige?

(Pige, 18 år)


Kære 18 årige pige

Jeg kan godt forstå, du er lidt frustreret for tiden. For selvom det er en skøn følelse at være vild med en anden, kan det også være virkeligt frustrerende, når man ikke helt ved, om den anden også er interesseret.

Lær ham bedre at kende
Du spørger, om fyren burde have vist interesse til festen, hvis han er interesseret i dig? Og det kan være svært at svare på. Når jeg læser dit brev, bliver jeg lidt i tvivl om, om det var første gang i snakkede sammen til den fest? For hvis det var, kan det jo sagtens være, at fyren bare ikke ved, at du er interesseret i ham. Tit skal man jo lige lære hinanden at kende, før man finder ud af, om man er interesseret. Og du skriver, at I ikke kender hinanden så godt. Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre, er at lære ham bedre at kende. Det kunne for eksempel være ved at snakke med ham, når I begge to er til samme fest. Hvis du ikke lige ved, hvad du skal snakke med ham om, kan du prøve at læse vores artikel med gode råd til smalltalk.

Kig efter tegn på interesse
Jeg kan godt forstå, at du ikke helt kan finde ud af, om han mon er interesseret i dig. For det kan bare være drønsvært. Der er nemlig så mange forskellige tegn, man kan kigge efter. Vi har en artikel, hvor vi har samlet 15 tegn på, at den anden også er vild med en. Måske er der nogle ting i den, du kan bruge til at komme tættere på at finde ud af, om fyren mon er interesseret i dig? Du kan jo også prøve at sende ham nogle af tegnene på, at du er interesseret i ham og se, hvordan han reagerer på det. 

Det er helt normalt, at du bliver usikker
Du skriver, at den her situation med fyren får alle dine usikkerheder til at løbe af sted med dig. Og det kan virkeligt være svært. Men det er også helt normalt, at man bliver usikker på sig selv omkring en, man er interesseret i. Det er nemlig sindssygt sårbart at være interesseret i en anden. For man vil jo gerne gøre et godt indtryk på den anden. Og så kan man godt komme til at blive lidt usikker på, om man nu er god nok. Men husk på, at du er god nok præcis, du er. Og at du har fortjent en fyr, der kan se lige præcis for sjov og pæn, du er. Hvis du har lyst, kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man kan skrue lidt ned for sin usikkerhed. Det kan være, der er nogle gode råd i den, du kan bruge?

Snak med dine veninder
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med dine veninder om den her fyr, du er interesseret i? Hvis ikke du har det, synes jeg, du skal prøve at gøre det. Ens veninder er nemlig guld værd, når man står i sådan en situation, hvor man er lidt interesseret i en anden. Men ikke helt ved, om den anden også er interesseret. Det er nemlig noget, de fleste unge oplever på et tidspunkt. Så mon ikke dine veninde har oplevet noget lignende. Og kan fortælle dig, hvad de gjorde?

Du kan komme videre
Her til sidst får jeg lige lyst til at huske dig på, at du godt kan komme videre, hvis det viser sig, at fyren ikke er interesseret i dig. Jeg ved godt, det er svært. Og det kan gøre ondt og være svært, lige når man står i det. Men du kommer ud på den anden side igen. Måske endda endnu stærkere, end du var før! Jeg linker dig lige til vores artikel med gode råd til at komme videre, hvis man er ulykkeligt forelsket. Jeg siger ikke, at du er ulykkeligt forelsket. Men det kan jo være, at der er noget i den, der kan hjælpe dig.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig lidt på vej. Og ønsker jeg dig held og lykke med det. Jeg håber, at du får lært ham fyren lidt bedre at kende.

De bedste hilsner fra en Mindhelper