Spring til hovedindhold
Udgivet: 18/08/2026

Hej Mindhelper

Hvorfor tænker jeg stadig på ham efter 5 år? I 2021 mødte jeg en gennem at spille og vi blev kærester og tror ægte jeg elskede ham. Han slog op med mig og vi snakkede stadig og en masse skete mellem os og jeg blev efterladt tilbage kinda ødelagt og tog 1-2 år for jeg fik det bedre men jeg glemmer han aldrig og savner ham. Og har sådan lyst til at skrive til ham, selv efter 5 år….. men ved alligevel intet er det samme mere for jeg ved jeg har ændret mig i de 5 år og det har han helt sikkert også, men vil alligevel skrive til ham?? Bare høre hans stemme I guess. Er så forvirret.

(Pige, 20 år)


Kære dig,

Jeg kan godt forstå, du føler dig forvirret!  

På den ene side er 5 år lang tid, men på den anden side så er ulykkelig kærlighed ikke noget, man bare lige kommer sig over. 

Jeg håber jeg kan hjælpe med lidt perspektiv på din situation.  

Det er OK at savne  

Først vil jeg sige, at det er helt naturligt at savne noget, man har været glad for.  

Især noget, som har haft stor påvirkning på en som f.eks. at elske nogen og blive “efterladt ødelagt”.  

Hvis du spørger dine forældre eller folk på deres alder, vil du nok ofte opleve, at de stadigvæk husker deres første kærester.  

De første forhold er jo tit og ofte med mennesker, som har haft stor betydning for os – og måske lært os noget om livet og om os selv.  

Selvfølgelig er det ikke meningen, at vi tænker på vores ekskærester hver dag resten af livet, men man kan måske have en lille plads i sit hjerte, til hver af de mennesker, man har mødt på sin vej.  

Minder kan være misvisende 

Vi har det med, at se på fortiden, med ‘rosenrøde briller’.  

Altså, huske fortiden som bedre end vi egentlig oplevede den. 

Sådan kan det også ofte være med ekskærester og gammel kærlighed.  

Pludselig husker man kun de stærke, store følelser og ikke alt det, som var besværligt og forvirrende.  

Det kan være godt at minde sig selv om, når vi husker tilbage på fortiden, at vores hjerner kan spille os et lille puds og romantisere minderne.  

Lav en liste med plusser og minusser  

Okay – lidt mere konkret: du skriver, du overvejer at skrive til ham.  

Prøv at pakke den tanke lidt mere ud for dig selv… 

1) Hvad ønsker du at få ud af det? 2) Hvad er de potentielle konsekvenser?  

Vil du bare gerne høre hvordan han har det, eller håber du på, at I måske skal have noget med hinanden at gøre igen?  

Hvad hvis han ikke giver dig, det svar du ønsker? Eller noget svar overhovedet?  

Det kan måske hjælpe dig, at lave en plus/minus liste og så overveje, om det er dét værd at skrive til ham.  

Måske er det… måske er det ikke!  

I har ændret jer…  

For som du selv er inde på: 5 år er lang tid, og I har begge to nok ændret jer.  

Måske går du stadig rundt med det mentale billede af ham, fra dengang I var kærester, og måske er virkeligheden i dag en helt anden…  

Når man rækker tilbage i tiden, skal man huske på – som du også selv siger – at ting ikke er, som de var dengang. 

Tal med dine venner om det 

Det kunne være megagodt at tale med nogle venner om din situation!  

Nogen, som kender dig – og måske også til dit forhold til din ekskæreste.  

Du kan måske endda vise dem brevet, du har sendt til os og mit svar til dig – så kan I snakke om, hvad der er den rigtige vej fremad herfra.  

I sidste ende kan du kun selv beslutte, hvad du skal gøre, men det er en god idé at tænke lidt længere frem i tiden, og tænke hvad du egentlig ønsker dig af situationen.  

Fortid, fremtid, altid? 

De første oplevelser med kærlighed er store og stærke, og mange af os vil altid tænke tilbage på dem med et smil og en varme.  

Så jeg kan godt forstå, du synes 5 år er længe at gå og tænke på en eks… men måske er det OK.  

Meningen er ikke, at du skal stoppe helt med at tænke på ham.  

Måske han bare hører til i en lille kasse i en lille del af dit hjerte.   

For der er også en hel verden fuld af nye oplevelser og ny kærlighed, som måske venter på at blive udforsket – hvis det altså er det, man har lyst til.  

Jeg håber du gør det, som føles rigtigt for dig, og at det går som du ønsker dig!   

Tusind hilsener fra Aske

Var svaret nyttigt for dig?