Det stinker at være ulykkeligt forelsket og lige nu føles alt måske håbløst. Læs med og få 6 tips til, hvordan du kommer videre.

Lyt til artiklen

/

Har du brændt nallerne på en ulykkelig forelskelse? Det gør ondt at blive afvist eller se en anden snuppe din udkårne.

Måske er det en (lille) trøst for dig at vide, at du langt fra er den eneste, der har prøvet at være ulykkeligt forelsket. Nogle gange giver livet os en mavepumper. Sådan er det for alle. Men mist ikke modet. Du kan sagtens komme videre, og en dag skinner solen pludselig igen. Indtil da foreslår vi, at du prøver dig frem med rådene herunder.

“Det er med kærlighed som med skoldkopper – vi skal alle igennem det”

Jerome K. Jerome

6 tips til dig, der er ulykkeligt forelsket
 

1. Giv dig selv lov til at være ked af det

Det er helt okay at være ked af det, græde og slå i dynen, når du opdager, at din udkårne ikke gengælder dine følelser. Det klogeste, du kan gøre, er at give følelserne plads og acceptere, at du har gode og dårlige dage.

Nogle dage føler du dig måske helt ovenpå. Men så støder du ind i ham eller hende og bliver bombet helt tilbage. To skridt frem og et tilbage. Sådan vil det være det næste stykke tid.

Men husk: Det skal nok blive godt igen.

2. Tal med andre om, hvordan du har det

Du er langt fra den første, der har prøvet at være ulykkeligt forelsket. Tøv derfor ikke med at tale med dine veninder, venner eller familie om, hvordan du har det. Tit er det en lettelse bare at få sagt tingene højt. Og måske kan de andre hjælpe dig med gode råd til, hvordan de er kommet igennem ulykkelig forelskelser.

Læs også: Sådan taler du med dine forældre om svære emner og 6 gode grunde til at dele dine problemer.

3. Tænk på noget andet end ham eller hende

Det er meget nemmere at glemme din forelskelse, hvis du har gang i noget helt andet. Måske har du en fritidsinteresse, du kan bruge mere tid på – eller måske er det tid til, at du starter på noget helt nyt.

Fyld din tid ud med så mange ting som muligt, der kan få dig til at tænke på andre ting end ham eller hende. Du skal gøre noget godt for dig selv – noget, du har lyst til, og som gør dig glad.

4. Prøv at undgå hende eller ham et stykke tid

Der er ingen grund til at pine dig selv. Hvis det er muligt, så prøv derfor at at styre udenom ham eller hende, der har knust dit hjerte, det næste stykke tid.

Sæt dig et andet sted i kantinen. Tag til anden fest. Og overvej, om det er klogest at fjerne ham eller hende fra dine sociale medier i en periode.

5. Du skal nok blive forelsket igen

Det lyder måske som et råd, dine forældre har hugget fra en gammel, dansk film. Men der er masser af søde drenge og piger derude.

Og selvom du slet ikke har lyst til at tænke på andre eller kan forestille dig tanken om at blive forelsket igen, så skal det nok komme. Før eller siden møder du en ny, og så kan det være, at kærligheden er gengældt.

6. Få hjælp på nettet

Måske synes du, at det er svært at tale med venner eller familie om, hvordan du har det. På nettet kan du mange steder få anonym hjælp. Tjek vores oversigt over hjælpetilbud til unge.

“Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved. Men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår”

Kinesisk ordsprog

Læs også artiklen Kærestesorger: Sådan kommer du dig over din ekskæreste