Jeg har en mistanke om, at min far er psykisk syg. Han mumler meget for sig selv – mere end han snakker med mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.
Hej Brevkasse
Jeg er sikker på at min far er psykisk syg. Vil ikke gå i detaljer, men for at sige det kort så “mumler han til sig selv” – han siger næsten aldrig noget hverken herhjemme eller i selskaber, og så mumler han bare for sig selv. Når han sidder alene, og i selskaber. Det er så lavt, at man ikke kan høre hvad han siger, man kan kun se hans læber bevæge sig, og så er han ikke til at komme i kontakt med. Det fylder mig med en helt ubeskrivelig angst og en trang til hele tiden at overvåge ham, for at holde øje med at det ikke er for tydeligt for andre. Han snakker mere med sig selv end han snakker med mig, og jeg hader at se det ske lige foran mig. Ingen i min familie taler om det, men vi ser det alle med vores egne øjne. Det er forfærdeligt og det hjemsøger mig – ham og min mor har ikke sovet i samme seng, siden jeg var helt lille, og de deler ingen form for affektion for hinanden. Det er hårdt at vokse op med. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – lige her i første omgang har jeg bare brug for at sige det til nogle. Jeg ved ikke hvordan jeg starter den her dialog med nogle – ikke engang min egen mor – det er skamfyldt. Jeg vil så gerne hjælpe ham.
Mvh. N
(Pige, 17 år)
Kære N
Det er virkeligt hårdt at vokse op med en forælder, der har en psykisk sygdom. Og det bliver endnu sværere, hvis man ikke kan snakke om det familien imellem. Så jeg forstår virkeligt godt, at du synes, det er hårdt. Og jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Du er ikke alene
Du skriver, at det er hårdt at vokse op med en far, der opfører sig, som han gør. Og en familie, der ikke rigtigt snakker om det. Og det kan jeg virkeligt godt forstå. Men jeg synes også, du skal vide, at du ikke er alene. Der er mange børn og unge i Danmark, der vokser op med psykisk sygdom i familien.
Som du selv skriver, kan det føles rigtigt skamfuldt. Men det skal du vide, at det virkeligt ikke er. Det er ikke dig, der opfører dig som din far. Og det er ikke dig, der har bestemt, at I ikke snakker om det i jeres familie. Du er bare en bekymret datter, der rigtigt gerne vil hjælpe din far, fordi du kan se, at der er noget galt. Og det er ikke skamfuldt. Tværtimod synes jeg, at det er virkeligt flot, at du har skrevet herind, fordi du gerne vil hjælpe. Så det synes jeg virkeligt, du skal give dig selv et klap på skulderen for. Og prøv at se, om du kan lade være med at slå dig for meget i hovedet med, at det er skamfuld. Jeg ved godt, det er svært at lade være. Men prøv, for det har du ikke fortjent.
Det er vigtigt, at I får snakket
Det er helt forståeligt, at det er svært for dig at starte en samtale om det her. For det er ikke rigtigt noget, I snakker om i jeres familie. Og så kan det være rigtigt svært at være den, der skal starte samtalen. Men det er super vigtigt, at du får snakket med nogen i din familie om det. Det kunne for eksempel være din mor. For det lyder, som om det er utrygt for dig, at din far har det skidt uden, at I får snakket om det. Sådan skal du ikke gå rundt og have det. Det har du ikke fortjent. Og det er ikke dit ansvar alene at holde øje med din far. Og passe på ham. Det er et voksenansvar, der er alt for tungt for nogen ung at bære helt alene. Så det giver virkeligt god mening, at det ikke nemt. Og derfor er det også vigtigt, at du får snakket med nogen om det her.
Prøv også at tænk på, at du faktisk hjælper din far ved at snakke med din mor. Jeg forstår nemlig godt, at du rigtigt gerne vil hjælpe ham. Og den allerbedste måde at hjælpe ham på er faktisk ved at I snakker om, at han ikke har det godt. For så bliver tabuet omkring din far brudt. Og så kan I måske snakke om, hvad I kan gøre for at hjælpe din far. Det er nemlig først, når det bliver sagt højt, at der er noget galt, at man kan gøre noget ved det. Så du gør også din far en tjeneste ved at snakke med din mor. Men jeg forstår virkeligt godt, at det er svært at starte samtalen. Og du skal huske på, at det aldrig kan blive dit ansvar alene at hjælpe din far. Det er et ansvar, som skal bæres fælles af familien. Og allermest af din mor, som er den anden voksne i familien.
Hvis du slet ikke ved, hvordan du skal starte snakken med din mor, kan du prøve at starte med at skrive det til hende i et brev. Det gør det nogle gange lidt nemmere, fordi du så har tid til at tænke over, hvad du gerne vil skrive til hende. Og så kan hun snakke med dig, når hun har læst dit brev.
Tag fat i Bedre Psykiatri eller Landsforeningen Sind
Jeg kan virkeligt godt forstå, at du i første omgang bare har haft bruge for at fortælle nogen om din far. For det må være rigtigt hårdt at gå rundt og gemme på det. Derfor kommer jeg til at tænke på både Landsforeningen Sind og Bedre Psykiatri. De har nemlig begge steder en rådgivning, man kan tage fat i, hvis man er pårørende til en psykisk syg. I pårørenderådgivningerne sidder der nogle dygtige rådgivere klar til at snakke med dig om din far. Rådgiverne har snakket med rigtigt mange, der er pårørende til en, der er psykisk syg. Så de er vant til at snakke med mennesker, der er i din situation. Og de ved godt, at det kan være rigtigt svært at starte samtalen. Så de har også helt styr på, hvordan de kan hjælpe dig til at føle dig tryg. Så du kan få fortalt de ting, du gerne vil have fortalt. Derfor synes jeg virkeligt, du skal tage fat i en af dem. Så du kan få snakket ud om hele den her situation med din far. Du skal nemlig ikke gå med det alene.
Til sidst får jeg lige lyst til at fortælle dig, at jeg synes, du virker som en rigtigt kvik og omsorgsfuld pige. Du lægger mærke til, hvad der sker rundt omkring dig. Og du vil rigtigt gerne hjælpe. Og det tror jeg er nogle styrker, som kan hjælpe dig med at starte samtalen i jeres hjem. Jeg håber i hvert fald, at du får snakket med din mor. Og så håber jeg, at mit svar har hjulpet dig.
De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper
